Lars Jørgen Østergaard, du er professor i infektionsmedicin ved Aarhus Universitetshospital og en del af sundhedsstyrelsens covid-19-arbejdsgruppe. Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer bør man nu kun testes for covid-19 og isolere sig, hvis man har symptomer og er i risikogruppe. Hvordan kan det være?
Det skyldes, at der nu findes både gode forebyggelsesmuligheder med vacciner og gode behandlinger. Det vil sige, vi står i en situation, hvor man ikke længere kan betragte covid-19 som en samfundskritisk sygdom. Derfor kan sygdommen selvfølgelig godt give udfordringer, når mange får den på samme tid.
Strategien er nu at sikre, at dem, som er i risiko for at blive alvorligt syge, får en forebyggelse i form af vacciner. På den måde kan vi betragte covid-19 som enhver anden sygdom, der florerer i samfundet såsom influenza – og vi skal huske, at Sundhedsstyrelsen altid anbefaler, at man bliver hjemme, hvis man er syg. Men da man har gode behandlingsmuligheder for covid-19, så er det ud fra et samfundsperspektiv en udmærket idé at få opbygget en naturlig immunitet ved at lade dem, der kan tåle sygdomsforløbet smitte hinanden en smule.
Derfor forsøger vi at beskytte dem, der har risiko for at få et alvorligt covid-19-forløb, og resten ophæver vi de særlige retningslinjer for. For hvis vi drager parallellen til Kina, så kan vi jo se, at de har store udfordringer, da de ikke har fået opbygget en immunitet og heller ikke har effektive vacciner til de borgere, der ikke kan tåle covid-19.
Betyder det, at vi langt om længe er tilbage til normalen?
Ja, i den forstand, at vi nu sidestiller covid-19 med andre sygdomme. Men det er jo en ekstra sygdom, som er kommet oven i dem, vi havde i forvejen. Denne ekstraopgave har sundhedsvæsenet endnu ikke fundet sig til rette med ressourcemæssigt. Man skal forestille sig, at vi har en motorvej, hvor alle samfundets virusinfektioner kører side om side. Covid-19 er i så fald i en ny tilkørselsrampe, som nu er ved at blive en del af trafikken. Derfor bliver trafikken meget tæt, og vi er endnu ikke nået dertil, hvor trafiksammenfletningen er helt på plads.
Så jeg vil ikke sige, at der er sat et punktum for covid-19 endnu. Desuden er der stadigvæk nogle uafklarede spørgsmål i forhold til sygdommen: Hvordan bevæger varianterne sig, og hvordan vil vores vaccinationsindsatser virke på sigt? Der er alt for mange spørgsmål, som endnu ikke er besvaret, og det skyldes ene og alene, at vi ikke har kendt sygdommen i mere end omtrent tre år.
Hvad mener du er den vigtigste lektie, vi har lært af hele covid-19-forløbet?
Det er jo helt ekstremt at opleve, hvor mange forskellige sektorer, der har kunnet koordinere deres kræfter og nå så langt på så kort tid. Så det har været interessant at se, hvor meget vi kunne udrette med en pistol for panden. Tænk, hvis man kunne gøre noget lignende i “fredstid” og samle sig om en smuk vision, andre medicinske behandlinger og samfundsudfordringer såsom klimaproblemstillingerne.
Har du selv haft corona?
Ja, jeg havde i uge syv i år. Det var ikke særligt rart, og der skete altså noget besynderligt med min hjerne, da jeg fik det. Jeg begyndte i hvert fald at sende mails til de forkerte – jeg var meget forvirret. Nogle vil nok sige, at det ikke er gået helt over endnu, men det mener jeg altså selv, det er.
