Det har vakt opsigt, at regeringen nu slår hul på de professionelle diplomaters monopol på ambassadørposter. Tidligere udenrigs- og finansminister Kristian Jensen (V) skal nu udnævnes til diplomat. Han skal dog ikke have en ambassadørpost i et land, men sigtet er, at han skal sikre Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd.
I de fleste europæiske lande står der fine embeder parat til tidligere toppolitikere. I helt usædvanlig grad må tidligere danske ministre undvære retræteposter, fordi embedsmændene altid har bekæmpet, at politikere trængte ind på deres jobterritorier og dermed begrænsede deres avancementsmuligheder. Men Danmark har heller ikke den mængde viceministre eller statssekretærer, som er normalen, så presset har været mindre hos os.
Embedsmænds bevogtning af deres jobterritorium kan være stilfærdig, men effektiv. Da Anker Jørgensen (S) i 1982 gik af som statsminister for at overlade pladsen til Poul Schlüter (K), forsøgte han at redde et par ambassadørposter til to af sine største støtter, de afgående ministre Kjeld Olesen og Knud Heinesen. For balancens skyld foreslog Anker Jørgensen, at Poul Schlüters nye regering kunne udnævne to andre politiske ambassadører hentet i regeringspartierne. Schlüter tilkaldte Udenrigsministeriets direktør, Eigil Jørgensen, og bad ham føre idéen ud i livet. Eigil Jørgensen blev dybt rystet. Han diskuterede dog ikke med statsministeren, men drog blot den konklusion, at man skulle tænke sig om – langsomt. Udenrigsministeriet tænkte rigtigt langsomt – så langsomt, at politikerne glemte idéen!
Tidligere har politikere også forgæves forsøgt at åbne amtmandsembeder for politikere i lighed med de svenske landshøvdinge, som ofte blev givet til tidligere ministre eller statssekretærer. Der er dog eksempler på danske embeder, som er ”erobret” af politikere, herunder topposter i det nu forsvundne Kryolitselskabet Øresund (K.K. Steincke), Hypotekbanken (Viggo Kampmann), Miljøstyrelsen (Ejler Koch, Jens Kampmann og Steen Gade) samt generalkonsulembedet i Flensborg.
Når spørgsmålet er aktuelt nu, er en del af baggrunden, at ministre er blevet yngre og yngre. Statsminister Mette Frederiksen (S) er den yngste danske statsminister nogensinde. Hendes regering er fyldt med yngre. Det er umiddelbart umuligt at forestille sig, at de vil være ministre, indtil de når pensionsalderen. Og at sidde i Folketinget i årtier er åbenbart hverken så sandsynligt eller attraktivt, som det var engang.
Nu protesterer embedsmændene og deres organisationer mod ”afdankede” politikere som diplomater. Det er en helt selvfølgelig refleks-reaktion. Men de støttes af professor Martin Marcussen, som frygter, at vi vil få uprofessionelle diplomater. Amerikanske politisk udpegede ambassadører er skræmmeeksempler. Diplomati er et fag, som det tager mange år at lære, siges det. Og professionelle diplomater har den fordel, at de som angiveligt politisk neutrale repræsenterer hele Danmarks interesser.
Man skal nok ikke glemme, at tidligere ministre allerede har tilbagefaldsmuligheder i organisationer og lobbyvirksomheder. Brian Mikkelsen, Henrik Sass Larsen og Karen Hækkerup er blot nogle få eksempler. Så det ender nok med, at det kun er ganske få embeder, politikerne tager fra diplomaterne. Lige nok til at Mette Frederiksen og andre toppolitikere har lidt flere tilbagefaldsmuligheder.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.