Når Thyra Frank kigger sig omkring i spisestuen på denne helt almindelige hverdagseftermiddag, omgivet af beboerne fra plejehjemmet Lotte, er der stor forskel på, hvilken livsappetit de ældre udstråler. Og det betyder noget, når man skal tage stilling til, hvorvidt et ældre menneske skal sendes af sted til hospitalsbehandling eller ej, når de svækkes af sygdom i en høj alder.
"Jeg ved præcis, hvem man skal sende af sted: Der er nogle, der har stor livsglæde og livslyst. Til forskel fra dem, som er begyndt at slippe livet."
"Man kan mærke, når et menneske ikke rigtig vil mere: De kryber ind i sig selv, de spiser ikke så meget mere, og de deltager ikke rigtig længere. I den situation skal vi have familien med ind over og tale med dem om, hvilken vej det går, så man er forberedt på, hvilken beslutning man skal tage, hvis der støder sygdom til."
Ligesom lægerne fra Hvidovre Hospital, der andetsteds her på siden taler om pres fra pårørende, peger Thyra Frank på, at de mange tekniske landvinger har skabt øgede forventinger om, hvor længe man kan holde liv i ældre mennesker:
"Man kan mere og mere. Og enhver ved, hvor svært det er at sige farvel, så hvis man har håbet, holder man fast i det."
Thyra Frank er blevet landskendt på grund af sin tilgang til ældrepleje med lige dele personligt livsnyderi og engagement. For nylig blev hun udnævnt til formand for regeringens Ældrekommission, og selvom kommissionen kun har holdt et enkelt indledende møde, vil formanden gerne allerede pege på behov for at sætte døendes vilkår på dagsordenen.
"Lige så vel som man kommer til verden godt hjulpet på vej med respekt og kærlighed, skal man også tage snakken om, hvordan vi skal kunne skabe værdige forhold for dem, der skal herfra. Og det er da ikke værdigt at dø på en båre på vej ud i en ambulance eller ende sin dage med et opslidende behandlingsforløb. Men det kræver, at vi får taget snakken om døden på et tidligere tidspunkt – ikke mindst med de pårørende," siger Thyra Frank.
Når beslutningen om ikke at behandle mere er taget, skal der sættes ind med den nødvendige omsorg:
"Når vi sammen med de pårørende og lægen har fundet ud af, at her er ikke mere at gøre, forbereder vi os på, at næste gang vedkommende bliver dårlig, holder vi beboeren hjemme og sidder hos ham eller hende. Og så er vi altså hos det menneske 24 timer i døgnet."
Netop nu er en kvindelig beboer på plejehjemmet på denne måde ved at sige farvel til livet.
"Familien ved, hvor det bærer hen. Vi kender deres holdninger, og nu handler det om at holde i hånd," siger Thyra Frank, der i løbet af samtalen også understreger, at hun ikke går ind for aktiv dødshjælp:
"Det bryder jeg mig ikke om. Jeg synes, det er fint, at det er Vorherre, der bestemmer, hvornår vi skal herfra."