Charlotte Rørth: Nu har alle forstået, at vi er forbundne

Charlotte Rørth, journalist og forfatter til blandt andet ”Jeg mødte Jesus”, appellerer til, at krisen ikke må tage vores håb om mere næstekærlige samfund

Charlotte Rørth, 58 år, er som mange andre hudløs i denne tid, hvor vores skrøbelighed, sorger og uro træder tydeligt frem. — Foto: Leif Tuxen.
Charlotte Rørth, 58 år, er som mange andre hudløs i denne tid, hvor vores skrøbelighed, sorger og uro træder tydeligt frem. — Foto: Leif Tuxen.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Livsmodet svigter mig ikke. Det er stærkt at se solen stå op. Den kan man ikke vinde over. Den minder mig derimod hver morgen om, at livet fortsætter uanset, hvad jeg mener, synes, føler og tænker. Det kan være frustrerende. Hvordan kan verden fortsætte, når jeg er i dyb sorg eller stor frustration? Men det gør den. Selv min krop fortsætter og vil op og strække sig og have kaffe. Livsmodet er livets kraft, det beror ikke på mig.

Selv er jeg som så mange andre hudløs i denne tid. Vores skrøbelighed træder så tydeligt frem. Både de sorger, vi hele tiden lever med og den nye uro, vi kan have for, at vore børn og andre elskede bliver ramt af corona. Men det klæder os som menneskehed, synes jeg, at vi vover at vise, at vi netop er mennesker. Langt flere har erkendt, at det er rigtigt, at vi sætter menneskelivet så højt, at vi sætter verden i stå for at skærme dem, der er eller kan blive syge. Verden over gøres det forskelligt, men det er et fælles anliggende at ville redde liv. Trods de økonomiske konsekvenser. Det, synes jeg, der er meget håb i. Både hos den enkelte og i samfundene som sådan.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Jeg bruger mere tid på den helt lille og den helt store verden. Vores hund, for eksempel, som vi har overtaget efter vores søn. Hun er temmelig fjolleglad over al den opmærksomhed, hun nu får. Min mand får også en del mere nærkontakt, nu vi begge arbejder hjemmefra – som vi altid har gjort meget, så det er vi vant til at være effektive med. Jeg taler selvfølgelig mere med min mor og søskende og vores to drenge end ellers og synes, de er langt væk i henholdsvis København og England. Samtidig følger jeg med i både britiske, svenske, tyske, spanske og danske nyheder. Vi har venner og familie spredt i Europa, og som journalist er det en erhvervsskade at holde sig velorienteret.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Tal med andre. Vi har telefoner. Ring. Jeg ved, det kan være svært, men der er ingen anden vej, end at mennesker må hjælpe hinanden.

Nævn tre håbstegn der, hvor du er?

Solen på øjenlågene. Min tossede hund. Samtalerne med mine sønner.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Mit livs værdier er ikke blevet ændret af krisen, men forstærket. Vi har i vores familie taget livtag med livets mening, da vores yngste, Frederik, døde for fem år siden. Krisen ser ud til at have givet mange mod på at tage samtalerne om, hvilket liv vi vil have – hjemme og ude. Vi har set den nære sammenhæng mellem alles liv kloden over. Det må give et fællesskab, vi kan bygge på. Selv om nogle lande er tyet til diktatoriske tilstande, tror jeg, at det er så synligt, at det kan stoppes i tide. Jeg ved godt, at der ikke findes evidens for, at store kriser har givet mere næstekærlige samfund. Men det betyder ikke, at det ikke kan ske. Meget kan man lære af historien, men vi må ikke lade den tage vores håb. Kloden er under pres klimamæssigt og medmenneskeligt, men begge dele kan lysnes med den omtanke, som mange nu viser i det daglige og det politiske liv. Har vi lært af den mindre forurening, den mindre stress, de flere timer sammen med de nærmeste og med os selv?

Jeg tror det. Jeg tror ikke, at vi orker at forbruge så meget mere. Jeg tror, vi vil tage vores ansvar for kloden mere seriøst. Jeg tror, at FNs 17 verdensmål vil sætte rammen for et mere forpligtende internationalt samarbejde. Nu har alle forstået, at vi er forbundne.