På sociale medier som Facebook og Twitter er ét link samlet set blevet delt hundredtusindvis af gange. Linket fører til Ukraines nationalbanks hjemmeside, som har ”besluttet at åbne en speciel fundraising-konto for Ukraines bevæbnede styrker”. Kontoen tager imod alle større valuter; eksempelvis yen, amerikanske dollar, euro og britiske pund.
Så mens statsledere i det meste af den vestlige verden skruer på alle knapper for at hjælpe det russisk-invaderede Ukraine, og EU også støtter med våben, kan civile borgere fra hele verden nu for første gang få direkte indflydelse på krigen i Ukraine. Det lyder umiddelbart positivt. For hvem her i Vesten vil ikke hjælpe med at slå Putin tilbage, hvor han kom fra og sikre demokratiets overlevelse? Men nationalbankens nyoprettede konto rummer også en række etiske problemstillinger.
Forestil dig følgende: Du overfører i bedste mening tusind kroner til det ukrainske forsvar. Du ved imidlertid ikke, hvordan pengene bliver brugt. Er de anvendt til køb af medicinsk udstyr? Eller har de netop finansieret kuglerne, som har dræbt en russisk soldat; en soldat, som efterlader sig familie i hjemlandet - og som måske ovenikøbet var skeptisk over for Ruslands invasion, men var forpligtet til deltage, hvis ikke han skulle dømmes for desertation og sidde i fængsel i flere år. Eksemplet er ikke grebet ud af den blå luft. En undersøgelse, som CNN foretog i sidste uge, viser, at størstedelen af russerne (43 procent) mener, at Ruslands forsøg på at annektere Ukraine er forkert. 36 procent finder invasionen rigtig. Resten ”ved ikke”.
Den anden side af sagen er naturligvis, at ukrainerne handler i selvforsvar og kan risikere at blive dræbt, hvis man ikke støtter.
Overførte penge i magtesløshed
Jarl Cordua, radiovært og politisk kommentator, som blandt andet er kendt fra ”Besserwisserne” på TV 2 News, fortæller til Kristeligt Dagblad, at han har overført 300 euro - svarende til omtrent 2230 kroner - til det ukrainske forsvar. Han fortryder det ikke ét sekund.
”Politikerne er heldigvis handlekraftige nu. Men da jeg overførte pengene, var det i frustration og magtesløshed. På dét tidspunkt diskuterede de bare, hvad der skulle ske. Og der tænkte jeg: ’Ukraine har brug for noget cool cash nu’. De skal have råd til krudt og kugler, så de har noget at skyde med. Bamser, tæpper og tøj, og hvad der ellers bliver samlet ind, er helt fint. Jeg tror bare ikke, det hjælper ukrainerne i frontlinjen, som forsøger at holde et totalt kaos på afstand. Derudover er min donation, som Mette Frederiksen og andre ikke er herre over, min måde at udvise sympati på. Jeg overvejer hele tiden, om jeg skal sende nogle flere penge afsted.”
Gorm Harste, der er dr.scient.pol. og lektor ved Aarhus Universitet med militær etik og internationale forhold som ekspertområde, fortæller, at der findes lignende eksempler fra for eksempel Libanon og en række borgerkrigsramte afrikanske lande, hvor privatpersoner direkte har doneret penge til krig. Men han har aldrig set, at en nation på denne måde og i så stor skala har åbnet for, at civile fra andre lande kan sende beløb direkte til frontlinjen. Han understreger i samme åndedrag, at nationalbankens nyoprettede forsvarskonto kan være taktisk på flere måder:
”Vi ser to krige, som udspiller sig i Ukraine lige nu. Den ene er konkret med rifler og panserværnsraketter og er teatralsk, tragisk og synlig. Den anden er finansiel og umiddelbart usynlig. Men sidstnævnte er enorm vigtig, fordi den kan være udslagsgivende for begge krige”, fortæller han og fortsætter:
”Det er rasende dyrt at føre krig. I USA beregnede Bush-regeringen, at Irak-krigen ville komme til at koste 50 milliarder dollars. Den endte med at koste 6000 milliarder dollars. Med den økonomiske støtte, som Ukraine kan få fra alle, som ønsker at støtte det ukrainske forsvar, fortæller nationalbanken udadtil, at den er troværdig, fordi den har midler på kistebunden. Midlerne øger det ukrainske forsvars kreditværdighed. Og det kan blive essentielt på sigt. Gode kreditter betyde nemlig, at Ukraine lettere kan få, hvad de har brug for fra Vesten.”
Hvad nu, hvis krigen ikke skal eskaleres?
Gorm Harste betragter muligheden for at sende penge direkte til det ukrainske forsvar som en "militæretisk smutvej", fordi man kan ”omgå den politiske ansvarlighed”. Han medgiver, at der rejser sig et dilemma, når man overfører penge til nationalbankens konto, fordi det ukrainske forsvar egenrådigt bestemmer, hvad pengene skal bruges til – uagtet om "den enkelte persons hensigt med en transaktion er ond eller god." Et andet dilemma, påpeger han, er, at borgere og stater kan begynde at modarbejde hinanden:
”Hvis forskellige regeringer forsøger at mægle og dæmpe krigen, er det jo et alvorligt skråplan, at indbyggere i hele verden gennem massemedier får mulighed for at overføre penge til det ene formål, at krigen skal eller kan eskaleres.”
Jarl Cordua har ingen moralske eller etiske kvababbelser ved at have overført penge til det ukrainske forsvar.
”Hvis jeg ejede en raket, havde jeg foræret den til det ukrainske forsvar. Hvis jeg havde ammunition og skydevåben, havde de også fået det. Ikke et sekund har jeg overvejet, om det kunne være etisk forkert. For i mine øjne er det rigtigt. Vi har alle et ansvar. Der er ingen, som er tvunget til at gå i krig – jo, en russisk desertør risikerer måske fængselsstraf, men så er det jo én måde at undgå krigen på. Jeg sender bønner til Vorherre om, at hver evig eneste ukrainske kugle træffer sit mål, hvis det gør, at vi kommer et skridt nærmere, at Putin kommer til fornuft.”
Cordua er ikke alene om at have overført et relativt højt beløb til de ukrainske forsvarsstyrker. På Twitter meddelte Danmarks tidligere justitsminister Søren Pind (V) i fredags, at han har overført 4000 kroner. Han skrev: ”Jeg har selv her til morgen sendt 4000 kr. afsted. Hjælp med, hvad du kan og del så andre kan hjælpe det ukrainske forsvar.”
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.