Prøv avisen

Nu kan du købe 17-årige H.C. Andersens første bog

H.C. Andersens første bog kunne ikke sælges i handlen, da den udkom i 1822. I 1827 blev der gjort et nyt forsøg på at sælge oplaget.

Det er yderst sjældent, at digterens første udgivelser sættes på auktion. I morgen kan man købe Gjenfærdet ved Palnatokes Grav i en bogsamling, som også tæller nogle af de første eventyr

Man skal tæt på en halv million kroner, hvis man i morgen på Bruun Rasmussens Auktioner vil erhverve sig en bogsamling på 60 af digteren H.C. Andersens førsteudgaver. Blandt sjældenhederne er den kun 17-årige digters første bog, Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, fra 1827, som kun ses til salg med års mellemrum, og det er aldrig til at vide, hvornår et eksemplar dukker op. I dette tilfælde er der tale om en bogsamling, der har været i familieeje i en menneskealder.

LÆS OGSÅ: Vi har været hjemsøgt af en alt for biografisk læsning af H.C. Andersen

Bogen var startskuddet til den unge digters karriere, og indeholder også tragedien Alfsol, som var blevet afvist af Det Kongelige Teater. Men H.C. Andersens mange forsøg som dramatiker fik Det Kongelige Teater til at tilbyde ham en boglig uddannelse, og det hjalp ham til at skrive senere eventyr som Den Lille Havfrue og Kejserens Nye Klæder, der gjorde H.C. Andersen verdensberømt.

Disse eventyr er også repræsenteret i bogsamlingen med førsteudgaver af de tre første eventyrhæfter, Eventyr fortalt for Børn, fra 1835. H.C. Andersens første eventyrsamlinger blev kun trykt i 200 eksemplarer, derfor er prisen derefter i dag.

Christine Almlund, der arbejder med bogvurdering hos Bruun Rasmussen, karakteriserer H.C. Andersens første bog som utrolig sjælden.

Det er hans mest sjældne bog, for den blev solgt i meget ringe omfang, og restoplaget blev destrueret. Samtidig er det den bog, som var med til at kick-starte hans forfatterkarriere, og derfor har man set den til priser på mellem 200.000 og en kvart million kroner for den bog alene, når den en sjælden gang udbydes i den fri handel. Når så samlingen også indeholder så mange intakte og fine førsteudgaver, ikke mindst nogle af H.C. Andersens første eventyr, så er det helt unikt, og derfor kommer prisen derop, siger Christine Almlund, som forventer besøg i morgen af boginteresserede fra hele verden, for H.C. Andersen er i liga med verdenslitteraturens absolutte topnavne inden for skønlitteratur.

Palnatoke var som bekendt en sagnhelt fra Fyn, som efter overleveringerne grundlagde Jomsborg og var Harald Blåtands banemand. Bogen handler om gale Stine, som forføres og efterlades med et barn, og som folk senere i bogen tror er et genfærd fra Palnatokes grav.

Eventyrbog. Gammel bog med eventyr af H. C. Andersen. HC Andersen, H.C. Andersen, Hans Christian Andersen, levede fra 1805-1875. Gamle antikke brune bøger. Hollandsk titel: Sprookjes en vertellingen, 1931. Foto: Mads Jensen Denmark