Prøv avisen

Tre danskere i risikogruppe: ”Nu kom hele det mareridt tilbage, nu igen”

Tegning: Rasmus Juul.

Thomas får flashback til den operation, hvor hans kone var ved at dø. Jonas spiller sange på sit klaver om venskab i mørke tider. Judith isolerer sig i sin lejlighed. Tusindvis af danskere er i særlig risiko for at udvikle et alvorligt forløb, hvis de får covid-19. Kristeligt Dagblad har talt med tre af dem

Det er en mærkelig følelse at være bange. Frygten for at blive syg af covid-19 er der hvert øjeblik på dagen for hjertepatient Judith Langergaard, 63 år. Hun kan ikke slappe af, hun kan ikke sidde stille i sin sofa, hun kan ikke se en film til ende.

Angst er en tilstand, der fodrer sig selv, næsten som et rundhyl. Den næres ved den mindste uregelmæssighed. Slår hjertet ikke lidt hårdere? Løber næsen nu?

Judith Langergaard siger til sig selv, at hun skal trække vejret helt ned i maven. Det lykkes ikke så tit. Når det er rigtig slemt, begynder hjertet ”at mudre lidt”, det slår lidt ude af takt, og en ny angst bliver født af den første: Det er frygten for, at angsten vil udløse et anfald af løbsk hjerte, et såkaldt arytmianfald, så hun skal indlægges, hvilket er sket seks gange tidligere.

”Så er jeg selvfølgelig bange for at blive smittet på sygehuset, hvis jeg skulle komme ind,” siger hun.

Judith Langergaard er blandt de danskere, som er i en særlig risikogruppe for at blive alvorligt syg, hvis hun bliver syg af coronavirus.

Risikogrupperne består ifølge Sundhedsstyrelsen blandt andet af ældre personer over 80 år og personer med kroniske sygdomme som hjertekarsygdom, kræft, lungesygdom, nedsat immunforsvar og diabetes. De kan tælles i hundredtusindvis.

476.000 danskere lever med en hjertekarsygdom, og inkluderes patienter med diabetes eller forhøjet blodtryk, udvides gruppen til mindst 700.000, estimerer Hjerteforeningen.

50.000 lider af lungesygdommen KOL i svær eller meget svær grad ifølge Lungeforeningen, for blot at lave et par talmæssige overslag i de grupper, det raske Danmark passer på for tiden.

De passer også på sig selv, og i radikal grad. Kristeligt Dagblad har talt med tre personer og pårørende om frygt og psykisk mestring fra den isolation, de har valgt på grund af virussen. De har tidligere hilst på døden. For to af dem puster corona nu til traumer, der omsider var under kontrol. For den tredje familie er alarm en del af normalen. Epidemien bliver parkeret på et sikkert sted i psyken ligesom andre farer, der så tit har ramt dem ud af ingenting.

Judith Langergaard blev hjertepatient ved en sygehusulykke i 2007. Hun fik ødelagt sin kranspulsåre, fik en blodprop i hjertet og hjertestop. Hun fik en bypassoperation, men hjertet havde taget skade og har i dag nedsat pumpekraft.

Hun isolerede sig i sin lejlighed i en boligblok i Odense for knap tre uger siden. Hun har ikke haft fysisk omgang med et eneste menneske siden. Hun har tre børn, børnebørn og en mor på 89 år i Vejle. Hun får snapchats af børnebørnene og taler i telefon med sin mor tre gange om dagen.

Hun er uddannet keramiker og har et værksted i kælderen. Når hun vil derned, tager hun handsker på og lurer i døråbningen; er der nogen på vej? Så springer hun afsted og knalder døren i bag sig, når hun når frem.

”Modet svigter”, siger Judith Langergaard flere gange om den angst, der binder hende til lejligheden.

Det samme skete efter ulykken på hospitalet. Hun tog for eksempel tilløb i tre år, før hun tog på sin første rejse og besøgte sin bror i Sverige.

Nu savner hun at være udenfor. Hvis bare hun havde en have. Hun har tænkt på at gå en tur i skoven, sådan som hun plejede at gøre hver dag. Men den gamle dødsangst rører på sig.

”Modet svigter, og jeg ved ikke, om det nogensinde vender tilbage. Lige nu har jeg minimale ønsker. Det første er at overleve og så at kunne begynde at se min familie igen. Adskillelsen er hård, men det er overlevelse, jeg tænker mest på. At det hele ikke eskalerer, som vi har set i Italien og Kina, og mange mennesker dør,” siger hun.

I Albert Camus’ roman ”Pesten” bryder folkets jubel ud, da pesten endelig slipper sit tag i byen Oran. Men indbyggerne vil altid været brændemærkede af de rædsler, de har gennemlevet, mener en af bogens karakterer:

”Man [kan] ikke glemme alt, selv om man gerne vil det, og pesten ville efterlade spor, i hvert fald i hjerterne.”

Thomas Winterbergs hustru, Lene Winterberg, fik en levertransplantation i efteråret 2018. Hun får immundæmpende medicin for at undgå, at kroppen frastøder leveren. Hun har siden transplantationen også fået fjernet en knude og sine mandler, hun har haft smerter og været indlagt i ugevis til intravenøse antibiotikakure, og hun har i alt kun været smerte- og sygdomsfri i to måneder det seneste halvandet år.

Thomas Winterberg bor i Horsens og taler med Kristeligt Dagblad i telefonen, mens han kører på arbejde i sin bil.

Han ånder tungt mellem sine svar: ”åh” og ”ah”. Så er stemmen pludselig væk. Han græder i hivende stød, hulkene stjæler hans luft, nærmest som om han hyperventilerer.

Her er glemslen netop ikke mulig.

Kristeligt Dagblad har spurgt, om han ikke mange gange under sin hustrus sygdom har været bange, sådan som han har fortalt, at han er nu på grund af coronavirus.

”Det er jo netop det,” udbryder Thomas Winterberg:

”Da hun fik sin nye lever, blev jeg kaldt til Riget og fik at vide, at hun kunne dø. En anden gang lå hun på operationsbordet og havde så mange smerter; de kunne ikke smertedække hende, det var så voldsomt, og hun sagde farvel. Hun bad fadervor, og hun sagde ’jeg kan ikke mere, Thomas’. Jeg har sagt farvel, jeg har tænkt på, at jeg skulle begrave hende, og at hun skal dø. Og nu kom hele det mareridt tilbage, nu igen,” siger han.

Lene Winterberg, 43 år, har i over to uger været isoleret i et sommerhus med sine forældre. Thomas Winterberg, 44 år, har set hende én gang, hvor han stod i carportens ene ende og råbte diagonalt over bilen til Lene, som stod i det modsatte hjørne.

Sådan lever de nu, adskilt. Sådan skal de leve, indtil alt dette er forbi, for i adskillelsen har Thomas Winterberg atter har fundet lidt ro og kontrol.

”Jeg var nødt til at gøre noget aktivt. For os er det her altså liv eller død, og jeg kan ikke vente på, at folk ændrer adfærd, og så må vi agere proaktivt og fjerne den risiko for smitte,” siger han.

Og så er der Jonas Steinmeier, 17 år, der i et parcelhus i Skælskør bruger sin tid på at spille guitar og klaver. Han har multiorgansygdommen cystisk fibrose, og da han var 14 år, fulgte Kristeligt Dagblad i et par måneder i hælene på familien, der fortalte om, hvordan man lever med et barn, der allerede dengang havde fået flere livreddende operationer, og hvor daglige behandlinger i timevis, kontroller og ugelange indlæggelser er en del af hverdagen.

Familien blev ringet op fra Rigshospitalet, da epidemien brød ud, og bedt om at gå i isolation. Jonas, mor, far og lillebror er nu spærret inde i huset.

Jonas har længe haft høje infektionstal og fået den ene 14-dages intravenøse antibiotikakur efter den anden, uden det rigtigt har hjulpet. Hans lungefunktion er faldet med 30 procent de seneste måneder.

De fleste af hans rutinekontroller på hospitalet er aflyst på grund af smittefare. Men den anden dag var de nødt til at tage derind på grund af infektionstallene. Lægen ville tage et røntgenbillede af hans lunger, men røntgenrummet bliver ikke rengjort efter hver eneste patient, så det sprang de over.

”Det er sværere at være kroniker lige nu, når man ikke kører i et godt forløb. Det presser mig, at han kan blive syg i det her system, hvor det lige nu handler om alt muligt andet,” siger hans mor, Betina Steinmeier.

Men det er en situation, der på en måde er gammel, selvom den er ny. Familien har øvet sig i 17 år på at leve i det, de ikke kan styre.

Jonas er nok den, der kan teknikken bedst. Han har læst en artikel om én i Italien med cystisk fibrose, som fik covid-19, men nu er personen rask, ”uden at der var sket det helt store”, siger han, når han bliver spurgt, om han er bange.

For tiden spiller han blandt andet sangen ”Everglow” med bandet Coldplay på sit klaver. Hans mor mener, at Jonas mest udtrykker sine følelser gennem musikken. I teksten ”ligger der noget om”, at når man er trist og alene, så opstår sprækker af lys i form af de venner, der stiller op, som bedstevennen gør for tiden, for eksempel når han lægger cookies på verandabordet.

Jonas selv er ordknap om den slags. Men det er de opmuntrende fakta, han hæfter sig ved:

”Jeg ved godt, at hvis jeg får det, kan der ske alt muligt, og det er værre for mig end så mange andre, men jeg bliver jo herhjemme og tager alle forholdsregler meget seriøst,” siger han og smutter fra telefonen for at lave noget, der interesserer ham mere.

Judith Langergaard, privatfoto.
Jonas Steinmeier, privatfoto.
Thomas og Lene Winterberg, privatfoto.