Hvorfor har blå partier hidtil ikke haft nogen større sager om sexisme? Hvorfor er der ingen borgerlige kvinder, der stiller sig frem i stil med de røde kvinder?
De spørgsmål har det 30-årige medlem af Venstre, Camilla Søe, rejst flere gange. For indtil videre har sager om seksuelle krænkelser i politik først og fremmest været et problem på venstrefløjen.
Sidste år måtte eksempelvis Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen (S) og den radikale partileder Morten Østergaard trække sig efter beskyldninger om upassende adfærd.
Men med syv kvinders udsagn om overgreb begået af det konservative folketingsmedlem Naser Khader, er MeToo for alvor rykket ind i den borgerlige lejr. Naser Khader beskyldes blandt andet for at have presset en yngre kvinde til sex.
”Det er meget voldsomme anklager, der rejses mod Naser Khader, og jeg har svært ved at tro, at han kan fortsætte i politik, hvis beskyldningerne holder. Når det er sagt, har der været en opfattelse af, at borgerlige mænd opfører sig mere anstændigt. Jeg har absolut savnet, at en samlet blå blok tager fænomenet alvorligt, for problemerne kan ikke isoleres til bestemte partier. Den eneste måde, vi kan komme krænkelser til livs, er en grundig, uvildig undersøgelse,” siger Camilla Søe, som efterlyser en egentlig medlemsundersøgelse i sit eget parti.
Hun finder det kritisabelt, at det blandt de borgerlige hidtil kun er De Konservative, der har foretaget en omfattende uvildig undersøgelse blandt medlemmerne. Den blev offentliggjort for en uge siden og viste, at 75 partimedlemmer har oplevet uønskede berøringer, og at der har været tre alvorlige krænkelsessager.
Camilla Søe ser en generel tendens til, at de borgerlige partier ikke tager MeToo-debatten tilstrækkeligt alvorligt.
”Det er uhensigtsmæssigt og i virkeligheden grunden til, at mange af kvinderne vælger at stå frem i medierne som sidste udvej,” mener Camilla Søe.
Den borgerligt-liberale ko mmentator Jarl Cordua betegner beskyldningerne mod Naser Khader som den første store sag om krænkelser i blå blok. I december sidste år fik Orla Østerby fra De Konservative frataget alle ordførerskaber efter en sag om krænkelser mod en partifælle og blev efterfølgende løsgænger. Venstres Karsten Lauritzen har også måttet undskylde sin krænkende adfærd over for kvinder til sociale arrangementer.
”Sagen om Naser Khader kræver en reaktion fra den konservative partileder Søren Pape Poulsen. Jeg gætter på, at man indtil videre vil holde Naser Khader ud i strakt arm ved at lade ham beholde sin sygeorlov, indtil sagen er afsluttet,”siger Jarl Cordua.
Han understreger, at hensynet til den påståede krænkers retssikkerhed også gælder, når der rejses beskyldninger mod Naser Khader.
”Men det bliver svært for Naser Khader at overleve politisk efter denne sag. Der er dannet præcedens for at gøre kort proces i den slags sager i Socialdemokratiet og i De Radikale. Spørgsmålet er, hvad De Konservative vil gøre, ” lyder det fra Jarl Cordua.
De Konservative ønsker ikke at stille op til interview. Men De Konservatives formand Søren Pape Poulsen skriver i et skriftligt svar, at partiet ”ser med stor alvor på sagen. Vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser.”
Søren Pape Poulsen opfordrer endvidere de krænkede kvinder til at kontakte politiet, hvis de mener, der er sket en forbrydelse, ligesom de også opfordres til at kontakte De Konservatives særlige whistleblower-ordning, så klagerne kan blive behandlet af en uafhængig advokat.
Venstres partisekretær Christian Hüttemeier peger på, at partiet har taget en lang række initiativer for at sikre, at det skal være trygt at være medlem af Venstre. Blandt andet er der oprettet en anonym sexismehotline og en uafhængig advokatservice.
”Vi mener ligesom Camilla Søe, at der skal gøres mere. For eksempel arbejder vi lige nu på en undersøgelse foretaget af et uafhængigt konsulenthus blandt de tusindvis af aktive,” skriver partisekretæren blandt andet i en sms.