Da statsminister Mette Frederiksen (S) i denne uge præsenterede regeringens indgreb mod coronavirussen, var det næsten umuligt at presse et a4-ark på højkant ind mellem partierne på Christiansborg. Alle stod bag ini-tiativerne, selvom de var meget vidtgående. Den truende sundhedskatastrofe krævede et gensvar uden sidestykke i efterkrigstiden. Det offentlige Danmark blev lukket ned med indgreb i forsamlingsfriheden og vidtgående beføjelser til myndighederne.
Nu pibler sprækkerne i den politiske enighed imidlertid frem. De borgerlige partier og Enhedslisten fik i fællesskab i torsdags forhindret, at myndighederne skulle kunne gå ind i private hjem uden dommerkendelse, og i går begyndte det politiske opgør om regningen for coronakrisen for alvor. Den bliver stor.
I onsdags lagde regeringen lagt op til, at medarbejdere i det offentlige minus dem med kritiske samfundsfunktioner skulle sendes hjem på fuld løn, mens virksomheder og privatansatte selv måtte finde ud af, hvordan de ville håndtere det. Usikkerheden spredte sig hurtigt i erhvervslivet, og regeringen fremlagde i torsdags en række forslag, der skulle lette virksomheders adgang til at låne penge og til at udskyde betalinger til det offentlige.
Virksomhederne skal blandt andet kompenseres for dagpenge allerede fra første dag, hvis medarbejdere rammes af covid-19. Det vil imidlertid ikke hjælpe alle de virksomheder, der allerede nu slås med tømte ordrebøger og omfattende fyringsrunder.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kommer derfor i lighed med Dansk Metal og arbejdsgiverforeningerne med et mere vidtgående forslag. Nemlig at særlig hårdt ramte virksomheder skal have adgang til lønkompensation. Som udgangspunkt lyder forslaget, at virksomhederne kompenseres for tre fjerdedele af lønningerne op til 30.000 kroner månedligt. Præcis hvilke kriterier, der skal til for at få del i den støtte, eller hvor mange milliarder kroner, det må koste, kan Venstre ikke svare på. Det må vise sig i forhandlinger med regeringen.
Jakob Ellemann-Jensen peger på urimeligheden i, at de offentligt ansatte nu bliver sendt hjem med fuld løn, mens de privatansatte ikke får nogen kompensation. Fra den modsatte side i folketingssalen foreslår Enhedslisten, at indkomsten skal sikres for mindre selvstændige, hvis forretning er truet af krisen.
Der er med andre ord et stort pres på regeringen fra flere sider for at hjælpe det private erhvervsliv og dets ansatte. Det kan blive dyrt, men alternativet – omfattende konkurser og massefyringer – vil være endnu dyrere.
Det store og ubesvarede spørgsmål er, om krisen overhovedet kan afværges. Ifølge en førende økonom som tidligere overvismand, professor Michael Svarer fra Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet, er det ”mega usikkert.” Det helt afgørende er, hvor lang tid krisen kommer til at vare. Overstås den på en måned, vil det nok givet et økonomisk skidt 2020, men det vil næppe føre til en global recession. Danmark har en stærk økonomi og kan derfor tåle at bruge mange penge på at imødegå udfordringerne her og nu. Kommer resten af verden imidlertid i dyb tilbagegang, vil det også få store konsekvenser for en åben økonomi som den danske.
Politisk er perspektivet, at det såkaldte råderum vil skrumpe ind. Det er det overskud, der skulle være i den offentlige økonomi frem til 2025, og som skulle finansiere både velfærdsforbedringer og dele af klimaindsatsen. Jo flere penge, der nu bliver brugt på at sikre virksomheder og arbejdspladser, jo færre vil der være tilbage til de formål. Det kan gøre det sværere at få råd til den meget omtalte tidligere tilbagetrækningsordning for nedslidte ”Arne”, men kynisk betragtet får Socialdemokratiet med coronavirussen også et argument for, at der alligevel ikke er råd til at indfri valgløftet.
På klimaområdet skal der findes flere nye midler for at nå målet om en 70 procents reduktion af udledningen af klimagasser i 2030.
Tilbage står, at Venstre og de borgerlige partier har fået en platform for at kræve flere penge til det private erhvervsliv og dets ansatte, som vil mindske regeringens muligheder for at indfri sine valgløfter. Det er dog krav, den socialdemokratiske regering får svært ved at sidde overhørig, fordi den har mindst lige så stor en interesse som oppositionen i at bevare både virksomheder og arbejdspladser.