Nu skal børn også vaccineres. Men er det mest for andres skyld, eller er der også fordele for børnene selv?

Det store og ubesvarede spørgsmål angående børn og vaccine er, hvordan børnene opnår den bedste og mest holdbare immunitet, siger professor Lone Simonsen

Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at børn i alderen 5-11 år skal vaccineres, så vi kan få mere immunitet i befolkningen. På billedet ses en amerikansk dreng få sin første vaccine mod corona tidligere i november.
Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at børn i alderen 5-11 år skal vaccineres, så vi kan få mere immunitet i befolkningen. På billedet ses en amerikansk dreng få sin første vaccine mod corona tidligere i november. . Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fredag anbefalede Sundhedsstyrelsen at vaccinere børn i alderen 5-11 år. Den væsentligste grund til, at børnene skal vaccineres er at få mere immunitet i befolkningen og dermed mere kontrol med epidemien i Danmark, oplyste Sundhedsstyrelsen til et pressemøde.

Men ifølge professor i epidemiologi ved Roskilde Universitet Lone Simonsen bør vaccination af børn hvile på argumenter om konkrete fordele for børnene selv.

Hvad er dilemmaet, hvad angår at inkludere de 5 til 11-årige i corona-vaccinationsprogrammet?

På plussiden er, at det vil hjælpe på smittetallene, for der er betydelig smitte i gruppen 6-11 år, og det er også det argument, der er det primære for Sundhedsstyrelsen. Men vaccine vil ikke hjælpe meget på, om børnene kommer på hospitalet, for de bliver næsten aldrig meget syge af det her. Dertil kommer, at der altid er en mulighed for bivirkninger, selvom det er en overvejende risikofri vaccine. For eksempel har vi blandt større børn efter andet stik set meget sjældne tilfælde af myocarditis, en ufarlig hjertebetændelse.

Hvad mener du om, at børn nu kommer til at indgå i vaccineprogrammet?

Jeg ved ikke, om fordelene er betydelige nok for de børn, som får vaccinen. Jeg er bekymret for, at det i høj grad er et altruistisk vaccinationsprogram, hvor man vaccinerer børn for at beskytte befolkningen i almindelighed – og sådan gør vi ikke normalt med vacciner. Der skal virkelig være tygget på, hvilke fordele der er for børnene. Der anfører Sundhedsstyrelsen fordele som, at skoler og sportstilbud kan holdes mere åbne, og familiemedlemmer ikke bliver syge.

Er det bedst for immuniteten at have været smittet naturligt med corona eller at være vaccineret?

Det ved vi ikke så meget om. Én ting ved vi dog: Man får en super immunitet, hvis man først har haft smitten naturligt, og så får vaccinen. Jeg vil tro, at det omvendte også er tilfældet, men det har vi ikke gode data på endnu. Når der er tale om børnene, er det netop den her lange bane med super-immunitet, der er vigtig: Om 40 år møder de sandsynligvis en anden coronavirus-pandemi, og så er det godt, at de har den bedst mulige immunitet – og hvordan gør vi så det?

Det er vel et argument for at vente lidt med at vaccinere dem?

Det kan være et argument begge veje. For vi kender som sagt ikke rigtig forskellen mellem at få den naturlige smitte først og så vaccinen eller omvendt.

Den danske coronastrategi bygger i høj grad på altruisme – at udvise samfundssind. Hvorfor er et altruistisk argument ikke nok?

Så skal man virkelig argumentere for, at vi er i en undtagelsestilstand, hvor mange vil dø, hvis børnene ikke vaccineres. Men jeg ser ikke, at corona er  forfærdeligt i det danske samfund. Vi har en epidemi, der aldrig bliver som i Østrig eller Bulgarien, vi kører godt her.

Hvad er dit vigtigste input til debatten om børne-vaccine?

Jeg studerer historiske pandemier. I 1918 er den spanske syge, som er en meget voldsom pandemi. Men ingen over 45 år dør, de bliver ikke engang særlig syge – og hvorfor det? Det var fordi, de havde oplevet en lignende virus i deres barndom. Så der er noget vigtigt med, hvad du har været udsat for af smitte i din barndom. Det er vigtigt, at børnene får den bedste og mest holdbare immunitet i barndommen, som kan bære dem ind i den næste pandemi. Det store og ubesvarede spørgsmål er: Hvordan sikrer vi det?

Vil du anbefale vaccine til børnene i din familie?

Jeg har et barnebarn, som ikke er vaccineret, det bekymrer mig ikke. Det bekymrede mig mere, at min datter ikke var, men hun får vaccinen nu.