Den er blevet kaldt ”historiens høfligste grænsestrid” – konflikten mellem Canada og Kongeriget Danmark over den lille golde klippeknold Hans Ø, eller Tartupaluk, som ligger i Nares Strædet mellem Grønland og Canada.
Nogle vil huske de næsten rituelle besøg af henholdsvis canadiske og danske flådeskibe, hvor modpartens flag blev taget ned og ens eget hejst op, mens den canadiske whisky blev erstattet af dansk snaps og en seddel med ”Velkommen til Danmark (Canada)”, men der er aldrig blevet løsnet et militært skud over øens blot 1,3 forblæste kvadratkilometer.
Tirsdag aften slutter den årtier lange konflikt lige så civiliseret, som den er forløbet. Ved en ceremoni i den canadiske hovedstad, Ottawa, underskriver den canadiske udenrigsminister, Melánie Joly, den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, samt formanden for det grønlandske selvstyre, Múte B. Egede, en traktat, der fastlægger, hvor Hans Ø/Tartupaluk hører hjemme. Nemlig i såvel Canada som Kongeriget Danmark.
Fremover vil der gå en grænse midt ned gennem Hans Ø/Tartupaluk, og dermed får Danmark sin anden landegrænse ud over grænsen til Tyskland. Traktaten fastlægger også havgrænsen fra Lincoln Havet i nord til Labradorhavet i syd. I alt 3.882 kilometer, hvilket er verdens længste havgrænse.
Ved at dele øen mellem sig har Canada og Kongeriget Danmark vist, at det er muligt at finde kompromiser, der er til fordel for alle parter, siger Michael Böss, der er dr.phil og lektor emeritus ved Aarhus Universitet med speciale i blandt andet Arktis’ historie.
”Sagen om Hans Ø har vakt opsigt og været interessant, fordi den udstillede, at selv venligtsindede lande ikke kunne finde ud af at løse deres territorialstridigheder. Men det, der har været negativt, er nu blevet positivt. Det er lykkedes at indgå et kompromis, hvor man har fokuseret mere på de fælles fordele end opfyldelsen af egne stejle krav,” siger han.
Michael Böss fremlagde i 2015 sammen med en canadisk kollega og ekspert i arktiske forhold ved universitetet British Columbia, professor Michael Byers, et forslag om at løse striden om Hans Ø ved at gøre den til fælleseje mellem de arktiske selvstyreområder Grønland og Nunavut (Canada). Begge bifalder i dag også den løsning, der er fundet med en deling af øen.
Michael Byers siger i en kommentar til den canadiske avis The Globe and Mail, at netop nu, hvor Rusland krænker Ukraines territorium, er aftalen en perfekt anledning for Danmark og Canada til at ”rydde op i deres egen baghave og sende et vigtigt signal til andre lande”.
Han peger samtidig på, at det har været værdifuldt, at den canadiske premierminister Justin Trudeau ikke har gjort ønsket om arktisk overherredømme til en del af sin politiske dagsorden. Det har skabt et forhandlingsklima, hvor det var muligt at blive enige om en aftale.
”Det er et storartet eksempel på, hvordan man kan ophæve modsætninger, når man skruer ned for den politiske temperatur,” siger han.
Netop de mange – og undertiden ophedede – følelser, der er forbundet med nationers suverænitet og opfattelse af, hvad der rettelig hører til dem, bliver sat i relief af striden om Hans Ø/Tartupaluk, siger forfatter og journalist med speciale i Arktis, Martin Breum:
”Hans Ø-sagen minder os om, hvor sprængfarligt spørgsmålet om suverænitet er. Der er så mange følelser bundet op på territorier og besiddelser. Selv en ø som Hans Ø, som er helt og aldeles værdiløs - og det kan jeg sige, fordi jeg har været der – men alligevel tog det to civiliserede regeringer i København og Ottawa 51 år at blive enige om en grænse,” siger han med henvisning til, at den første forhandlingsgruppe af embedsmænd blev nedsat i 1971.
Men nu er striden endelig løst, og den er løst klogt med solidt udgangspunkt i folkeretten, mener Martin Breum. Hvorvidt den kan inspirere Rusland til at indgå lignende kompromiser, når det gælder stormagtens krav på yderligere områder i Arktis, tvivler han dog på.
”Rusland har vist sig at være mere uforudsigelig end forventet, og det har også skabt en ny usikkerhed i Arktis,” siger han.