”De troede, at jeg var dig. Kors, hvor blev de gale, da de opdagede det. Det har jeg grinet godt af siden.”
Ordene er Birger Mouritsens. Det blev også nogle af hans sidste. Han var frihedskæmper under Anden Verdenskrig og blev arresteret under en razzia ved Tivoli, hvor han udgav sig for at være den person, han var livvagt for, nemlig Informations grundlægger og den daværende leder af den illegale nyhedstjeneste: Børge Outze. Den kun 22-årige Mouritsen blev afhørt og sendt til tyske fange- og arbejdslejre. Det lykkedes ham dog at sende et brev hjem til sin chef, men den 28. november 1944 blev han indlagt i Neuengammes overfyldte og uhumske lazaret, hvor han døde samme dag.
Birger Mouritsens indsats og død markeres nu med en brosten med en messingplade, der mandag den 30. august lægges i fortovet ud for opgangen Ribegade 2 på Østerbro i København. Det er en såkaldt snublesten, der skal minde os om ofre og forfulgte under Anden Verdenskrig i hele Europa. Hidtil har det i Danmark hovedsageligt været jødiske ofre for nazisternes forfølgelser, der er lagt sten for, men nu mindes også modstandsfolk på denne måde.
Birger Mouritsen mindes for sit bidrag til udbredelse af illegale nyheder, hans indsats for at hjælpe forfulgte jøder til Sverige og ikke mindst hans rolle som livvagt for Børge Outze, som Gestapo ville fange død eller levende. Uden Børge Outze var dagbladet Information ikke opstået.
Der lægges også nye snublesten for familien Bomhoff i fortovet på Harsdorffsvej ved Bomhoffs have på Frederiksberg. Deres historier og Birger Mouritsens kan læses ved siden af denne artikel.
Sammen med de i alt omkring 40 danske snublesten, der er lagt siden 2019, er de små sten i danske fortove blevet en del af Europas største netværk af mindesmærker, som består af omkring 75.000 brosten fordelt over 20 europæiske lande. De første snublesten, der skal minde om ofre for nazistisk forfølgelse, blev lagt i fortovet i Köln i 1992 af opfinderen af konceptet, den tyske kunstner Gunter Demnig. Disse ”Stolpersteine”, som er tysk for snublesten, placeres foran det hus, hvor personen eller familien senest boede, inden de blev taget af nazister og skudt eller deporteret til fange- og udryddelseslejre.
”I Danmark var det jøder, politi- og modstandsfolk, der var ofre for nazistisk forfølgelse,” fortæller Ira Hartogsohn, der er en del af Snublestensgruppen Danmark. Gruppen henviser til nu afdøde og tidligere overrabbiner Bent Melchior, der lagde vægt på, at også modstandsfolk og danske politifolk skal have snublesten. Det ønske vil gruppen gerne efterleve.
Snublestensgruppen påpeger, at nogle af de sten, der lægges i dag, omhandler en hel familie, nemlig Bomhoff-familien, hvor en mor endte i fængsel og hendes mand døde i kz-lejr.
”Det havde enorme konsekvenser for mange. Men vores oplevelse er også, at mange pårørende og deres efterkommere ikke altid ved alt, hvad der skete. Der håber vi, at snublestenene kan være med til at give dem en ny viden, og i de fleste tilfælde også en stor glæde over at få en mulighed for at mindes på denne måde. De pårørende bærer en stor del af projektet, og det er altid meget rørende, når der er familie med ved selve nedlæggelsen af stenene, man kan se, de bliver meget bevægede. Begivenhederne dengang har lange grene ind i familielivet, selvom der måske ikke er talt så meget om det,” fortæller Ira Hartogsohn.
I tilfældet med Birger Mouritsen fandt en slægtsforsker frem til, at han var enebarn, og forældrene havde ingen søskende. For 73-årige Pia Bomhoff, barnebarn til Gunnar Bomhoff, der døde i fangenskab i kz-lejr, har processen med snublestenene rippet op i fortiden.
”Familien blev spredt for alle vinde under krigen. Der er meget, jeg ikke vidste, for jeg fik aldrig stillet de rigtige spørgsmål, og det var også svært for dem at tale om. Det fortryder jeg i dag, hvor det er for sent. Men jeg har researchet mig frem til en masse oplysninger, og jeg forstår måske bedre deres tanker og handlinger. Min morfar døde, og deres hus blev sprængt i luften med min onkel inde i det. Det hele har været en stor byrde på familiens skuldre, som stadig fylder. Men nu har de fået en mindesten, og det er jeg glad for,” fortæller hun og oplyser, at der til nedlæggelsen af stenene i dag kommer pårørende fra ind- og udland.
Det er et godt tiltag med snublestenene generelt, men også vigtigt at få modstandsfolk med, for billedet var ikke entydigt, påpeger Niels-Birger Danielsen, journalist og forfatter til firebindsværket ”Modstand”.
”De frihedskæmpere, jeg har mødt, var meget optaget af at markere og huske deres venner, der satte livet på spil. Det er en forpligtelse for dem. Det er stenene med til at sikre. Og der er jo mange at vælge i mellem,” siger han og nævner Bomhoff-familien som et godt valg:
”De blev hårdt ramt. En døde i lejr, hans hustru blev sendt til Frøslevlejren, og deres hus blev sprængt i luften. Stenen for dem minder os jo om, at modstandsfolk ikke kun var dem, der stod for likvideringer og lavede bomber. Der var mange hjælpere, der gav dem logi, opbevarede våben og løb en risiko, som var lige så stor som de aktive kæmpere. Man blev også sendt i lejr for at huse sabotører. Snublestenene kan hjælpe os med at huske den mere anonyme del af modstandskampen,” siger Niels-Birger Danielsen.
De mange snublesten er kommet i takt med, at vidnerne til Anden Verdenskrig efterhånden er meget få og snart er helt væk. Stenene spiller derfor, ligesom andre monumenter, en afgørende rolle for vores historiske hukommelse, påpeger Sofie Lene Bak, lektor ved Københavns Universitet og Holocaust-ekspert.
”De er vigtige for historikere, men også for enhver, der er optaget af, hvordan vi behandler fortiden, fordi de er med til at erstatte erindringen. Derfor ser vi, at meget forskning i dag interesserer sig mere for mindesteder, når den levede erindring ikke er til stede længere. Stenene bliver fikspunkter til forståelse af fortiden. Her kan vi samles og få de erkendelser, der skal til for at mindes fortiden og de personer, den omhandler,” siger Sofie Lene Bak og nævner, at snublestenene lægges i en tid, hvor der i Danmark er kommet nyere fokus på ofrene og i mindre grad på redningsmændene, i historien om redningen af de danske jøder.
Men stenene, der er blevet en stor succes, er ikke blevet modtaget med åbne arme alle steder, påpeger Sofie Lene Bak og nævner som eksempel Odense Byråd, hvor et flertal ønskede en klausul, der sikrede, at grundejere havde mulighed for at søge om at få snublesten fjernet. Men efter modstand i blandt andet medierne droppede byrådet forbeholdet.
”De har altså også været omstridte, fordi de jo er et udtryk for en dyster historie, som alle ikke lige har lyst til at få smidt i hovedet – eller snuble over, som jo er hensigten med dem. De har jo til formål at minde om en fortid, som der ellers ikke er nogen fysiske spor efter i øvrigt, og det kan være ubehageligt for nogle beboere i en bygning at komme ud på et fortov fyldt med messing, fordi de bor i en ejendom, hvor alle beboere blev udryddet. De er dermed en del af den erindringspolitiske debat om, hvordan det grusomme, der skete, invasivt bør påvirke ens hverdag, eller om det skal gemmes væk bag mure og facader. I Tyskland er der jo mange monumenter, der ikke er til at undgå. Der er også diskussioner om et nyt britisk monument ved en park ved siden af parlamentet, hvor der har været røster fremme om, at man ikke har lyst til at sidde der og spise sin madpakke,” siger Sofie Lene Bak og fortsætter:
”Det har ligeledes været en kritik af, om det nu er den mest værdige måde at præsentere ofrene på. Om man kan træde på folks navne. Og så er der spørgsmålet om bevaring: Stenene skal pudses og holdes ved lige. For vi ser jo mange plader og mindesteder i byrummet til minde om alt mulig fra fortiden, som man slet ikke lægger mærke til længere. Vil det også gå sådan med snublestenene? Det vil kræve en særlig indsats at sikre, at det ikke går således, for det er et særligt følsomt emne, når det handler om holocaust og Besættelsen. Derfor må man sikre, at der skabes en kultur omkring stenene, så de bliver husket, for så kan de godt holde mindet i live i lang tid, efter vidnerne er væk,” siger hun.
Mandag den 30. august lægges en snublesten for Birger Mouritsen klokken 11.30 ud for Ribegade 2, Østerbro
22-årige Birger Mouritsen var modstandsmand under Besættelsen. I september 1943 gik han ind i arbejdet med at bringe flygtninge til Sverige. Først illegale danske fanger fra Vestre Fængsel, som de danske myndigheder havde løsladt med krav om, at de skulle forlade landet, siden de første jødiske flygtninge. Senere blev han livvagt for Børge Outze, som var leder af den illegale nyhedstjeneste under Besættelsen og grundlægger af dagbladet Information.
Den 2. juni 1944 befandt Outze og tre unge mænd sig på Café Nord over for Grøften i Tivoli, hvor de blev opdaget af en dansk stikker for Gestapo, som straks alarmerede sin kontakt på Dagmarhus. Modstandsfolkene opdagede dog, at der var problemer, mens Børge Outze gik ind i en telefonboks, og Mouritsen gav tegn til de to andre om at forlade stedet, mens han selv snuppede Børge Outzes mappe fra den tomme stol. I samme sekund blev de anholdt under en storstilet razzia i Tivoli. Det lykkedes Børge Outze at undslippe, og han kontaktede Birgers Mouritsens mor på Østerbro, så hun kunne brænde navnelister og andre illegale dokumenter, inden Gestapo kom brasende.
Gestapo troede, de havde fået fat i Børge Outze, og indholdet i mappen viste, at de havde fanget en stor fisk, men de kendte ikke Børge Outzes udseende. Det reddede hans liv, men kostede Birger Mouritsens.
Han blev indsat i Vestre Fængsel, hvor han traf modstandsmanden Niels Jørgensen, der var Børge Outzes nære kollega fra Nationaltidende. Jørgensen skrev senere om mødet:
”Det var ikke til at se paa ham, at han var Fange. Med Triumf i Stemmen hviskede han fra det ene Toilet til det andet: ’De tog ikke Børge. Vi klarede den. Den er vel nok fin!’ Børge var hans chef, og han var ikke blevet taget – altsaa var alt i Orden. Saadan var Birger Mouritsen. Ikke ved en enkelt Lejlighed, men altid.”
Den 12. august blev Birger Mouritsen overført til Frøslevlejren ved Padborg, og den 15. september blev han sendt med det første hold danske fanger til Tyskland. Senere blev han overført til kz-lejren Neuengamme 15 kilometer sydøst for Hamborg. Han kom i en af stedets udelejre, Porta Westfalica, og arbejdede i minegange, der blev sprængt gennem et bjergmassiv, som skulle beskytte en flyfabrik og andre militært vigtige fabrikker mod bomber.
Mærket af sygdom og sult blev han den 28. november 1944 indlagt i Neuengammes lazaret og døde samme dag.
Snublestenene for Ada og Gunnar Bomhoff bliver lagt på hjørnet af Harsdorffsvej og Bomhoffs Have på Frederiksberg, København, i dag klokken 10.15. Stenene for Elisabeth, Lis og Helmer Bomhoff lægges klokken 12 på Langs Hegnet 28 i Lyngby
Den 4. september 1944 var den unge modstandsmand Gunnar Dyrberg på vej til Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg, hvor ægteparret Ada og Gunnar Bomhoff boede i en villa. Familien var både praktiske og økonomiske hjælpere for modstandsbevægelsen, og der blev også afholdt møder her.
Ada og Gunnar Bomhoffs søn, Helmer og hans kone Elisabeth, der blev kaldt Lis, havde ofte overnattende modstandsfolk i deres hus i Lyngby, som lå praktisk ud til Dyrehaven, hvis der skulle opstå et behov for at skjule sig. En af gæsterne, der ofte kom her, var Bent Faurschou Hviid, også kendt som Flammen.
Den 4. september 1944 skulle villaen på Harsdorffsvej på Frederiksberg huse et møde med deltagere fra modstandsbevægelsen. Det formodes, at Frantz Lassen med forstand på skibssabotage afslørede mødestedet for Gestapo under tortur.
Gunnar Bomhoff var ikke til stede, da Gestapo kom, men Ada Bomhoff var og blev arresteret af tyskerne. Hun blev holdt fanget i Vestre Fængsel og siden i Frøslevlejren frem til den 6. april 1945, hvor hun blev løsladt. Den 12. september 1944 blev villaen på Harsdorffsvej sprængt i luften af af tysk sikkerhedspoliti, fordi den ”med ejerens vidende blev brugt til skjulested for sabotører og mordere”. Ved sprængningen omkom Gunnar Bomhoffs bror, der opholdt sig i villaen. Lis, Helmer og Gunnar Bomhoff gik under jorden. Familien blev efterfølgende spredt for alle vinde.
Den 18. oktober mødtes de med Flammen og blev inviteret hjem til en anden modstandsmand på Strandvejen. Senere om aftenen bankede det på døren. Det var Gestapo. Flammen flygtede, men glemte sin pistol, og den rødhårede likvidator begik selvmord med sin cyankaliumkapsel.
De andre blev ført til Vestre Fængsel og videre til Frøslevlejren. Her forblev Helmer og Lis Bomhoff til krigens afslutning. Gunnar Bomhoff kom senere i tysk kz-lejr, hvor han døde.
Ada Bomhoff levede videre efter krigen med børn og børnebørn, men oplevelserne satte deres præg, især som ældre og særligt de sidste år på plejehjem.
Afsnittet om Gunnar og Ada er et sammendrag af Pia Bomhoffs (barnebarn af Gunnar og Ada Bomhoff) fortælling til Snublestensgruppens hjemmeside, samt Niels-Birger Danielsens bog ”Modstand – dramaets sidste akt 1944-45”. Og afsnittet om Birger er et sammenskriv af journalist Alex Frank Larsens anbefaling til Snublestensgruppen Danmark.