Nu skal religion spille en central rolle i dansk bistandspolitik

Dansk udviklingsarbejde skal som noget nyt fokusere særskilt på at fremme religionsfrihed og støtte trosbaserede aktører, lyder det i ny strategi. Men aftalen sikrer ikke forfulgte kristne tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti

For første gang nævnes konkret kampen for religionsfrihed og støtte til trosbaserede aktører i de lande, Danmark støtter med udviklingsbistand. Her ses Medhanialem Kirken i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
For første gang nævnes konkret kampen for religionsfrihed og støtte til trosbaserede aktører i de lande, Danmark støtter med udviklingsbistand. Her ses Medhanialem Kirken i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Foto: Marco Longari/AFP/Ritzau Scanpix.

Et bredt politisk flertal er blevet enige om en ny udviklingspolitisk strategi for Danmark for de næste fire år med titlen Fælles om Verden.

For første gang i sådan en plan nævnes konkret kampen for religionsfrihed og støtte til trosbaserede aktører i de lande, Danmark støtter med udviklingsbistand. Eksplicit nævnes, at man ”vil bekæmpe diskrimination, stigma og forfølgelse af minoritetsgrupper, herunder blandt andet kristne og personer ramt af hiv/aids.”

Ifølge en ny rapport fra organisationen Aid to the Church in Need sker der i knap en tredjedel af verdens lande alvorlige brud på trosfriheden, og kristne vurderes at være den mest forfulgte religiøse gruppe på verdensplan.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, De Konservative, De Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne. Dansk Folkeparti deltog i forhandlingerne til det sidste, men sprang fra, fordi man ikke kunne enes om at tage udviklingsbistand fra lande, hvis de fortsætter med at forfølge kristne.

”Det eneste, vi kunne få med, var et par ord i et afsnit om forfølgelse af mindretal, og jeg stod til sidste ret alene med det,” siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører Alex Ahrendtsen.

”Dele af Venstre bakkede det op til at begynde med, men var tilfreds med det, der kom til at stå, og det var Kristendemokraterne også. Det var meget mystisk, at de ikke fokuserede mere på det. Det var helt afgørende for os, at de lande, der modtager hjælp fra Danmark, skulle kunne miste hjælpen, hvis de ikke holdt op med at forfølge kristne. Men det var meget, meget svært at komme igennem med,” siger han.

Ud over de manglende sanktionsmuligheder meldte partiet sig ud på grund af de identitetspolitiske krav, man vil stille til udviklingslande, og på grund af partiernes uforbeholdne opbakning til internationale konventioner.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) afviser DF’s kritik.

”Jeg glæder mig over, at vi har en meget bred politisk opbakning til den nye udviklingspolitiske strategi. Der har været flere parter, jeg selv inklusive, som har sagt, at det var godt at have formuleringerne om kristenforfølgelser og trosfrihed præciseret, som vi nu har fået. Her i ministeriet har vi også et kontor til at tage sig af lige nøjagtig de dele, så vi er meget opmærksomme på det,” siger Flemming Møller Mortensen.

Han understreger, at den nye strategi skal være velkendt af de organisationer og lande, Danmark samarbejder med, og derfor vil regeringens værdier på området også være kendte for dem.

Kravet om, at lande, der modtager udviklingsbistand, skal respektere demokrati og grundlæggende menneskerettigheder, står centralt i den 31 sider lange strategi.

I 2020 levede mere end 40 procent af jordens befolkning i lande med stærkt begrænset frihed for civilsamfundet og medier. Mindre end fire procent boede i lande, hvor mennesker frit kan forsamle sig og tage del i samfundsudviklingen, fremgår det.

Kristendemokraternes leder, Isabella Arendt, understreger, at hendes parti ikke ville stille ultimative krav i forhandlingerne. Partiet er kommet med, fordi folketingsmedlem Jens Rohde har meldt sig ind i Kristendemokraterne for nylig.

”Vi har fået tros- og ytringsfriheden skrevet med forholdsvis mange steder, og det stod der ikke i regeringens oprindelige udspil,” siger Isabella Arendt.

”Alex Ahrendtsen og jeg har haft en grundlæggende uenighed om denne sag. Jeg mener ikke, at man skal betinge udviklingsbistand af andet end behov. Vi har så måttet sluge lidt fra regeringen, Venstre og De Konservative i forbindelse med hjemtagelse af egne borgere (det er i aftalen ”som udgangspunkt” gjort til en betingelse for at modtage dansk udviklingsbistand, at man vil tage egne borgere retur fra Danmark, red.), men jeg mener ikke, at vi skal bruge bistanden som et pressionsmiddel over for stater, ” siger Isabella Arendt.