Prøv avisen

Ulovligt parkerede lastbiler slap for bøder

EU-Kommissionen kritiserede i juli Danmarks regel om, at lastbilchauffører kun må parkere 25 timer.

Ulovligt parkerede lastbiler har i en periode sluppet for bøder på landets rastepladser.

Lastbilerne skulle ellers have haft bøder for at bryde den tidsgrænse på 25 timer for lastbilers parkering på rastepladser, der blev indført 1. juli.

Parkeringskontrol Nord, der fører tilsyn og kontrol med alle de 90 statslige rastepladser og skulle udskrive p-afgifter, indstillede, ifølge TV Syd, dog sin patruljering på rastepladserne.

Det skete, efter at EU-Kommissionen i juli i en skrivelse kritiserede reglen voldsomt og truede med en retssag, hvis reglen ikke blev droppet.

Parkeringskontrol Nord anser det ifølge TV Syd fortsat som ulovligt at parkere mere end 25 timer på de statslige rastepladser, og chaufførerne skal stadig rette sig efter de opsatte skilte på rastepladser.

Det samme mener man hos Vejdirektoratet, der er myndighed på området, og her har man trods en såkaldt åbningsskrivelse fra EU, som er første skridt mod en egentlig sag, besluttet, at der fortsat skal udskrives bøder til de ulovligt parkerede lastbiler.

Det betyder, at Parkering Nord fra torsdag i denne uge igen har udskrevet bøder, oplyser Vejdirektoratet.

/ritzau/