Prøv avisen
Donationsforbud

Nu vil S ikke længere sætte hele lande på liste over forbudte moské-donorer: ”En helt absurd kynisme”

Moskéen på Titangade i København er en af de trossamfund, der har modtaget donationer fra Saudi-Arabien. Foto: Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

En ny forbudsliste skal gøre op med antidemokratiske donationer til trossamfund, men ingen stater kommer på listen, lyder det nu fra Socialdemokratiet. Det får hård kritik fra Venstre, der beskylder partiet for valgbluff

Mattias Tesfaye (S) var sikker i sin sag.

Stater, der ikke respekterer religionsfrihed og forsøger at undergrave demokratiet, skulle ingenlunde have lov at give donationer til moskéer og trossamfund i Danmark. Punktum.

Sådan lød det på et stort anlagt pressemøde under folketingsvalgkampen, hvor Socialdemokratiet fremlagde sin udlændingepolitik. Den daværende udlændingeordfører blev endda spurgt, hvilke stater der kunne få deciderede forbud mod at donere penge til moskéer i Danmark, og her var svaret også klart: Qatar og Saudi-Arabien var oplagte eksempler, mente Mattias Tesfaye.

I partiets valgoplæg står ligeledes, at ”Socialdemokratiet ønsker et fuldstændig stop for udenlandsk finansiering af trossamfund i Danmark fra stater, som ikke selv respekterer og praktiserer religionsfrihed”.

I lørdags fremlagde S-regeringen så en længe ventet aftale, der skal gøre op med antidemokratiske donationer. Men modsat valgløfterne står det nu klart, at man ikke agter at sætte lande som Saudi-Arabien, Qatar eller Tyrkiet på listen. Det fortæller udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S):

”Det vil være at skyde gråspurve med kanoner, hvis man sætter hele lande på listen. Så rammer man alle de legitime grunde, der kan være til at have pengestrømme mellem Danmark og andre lande.”

I stedet begrænser Socialdemokratiet sig til at ”gøre det strafbart at modtage donationer fra personer, organisationer, foreninger med videre, der modarbejder eller underminerer demokratiske værdier.”

Det fremgår af en pressemeddelelse om aftalen, der er indgået sammen med Venstre, De Konservative, LA og DF.

Kristeligt Dagblad og Berlingske har i de senere uger beskrevet, hvordan den saudiarabiske ambassade i to tilfælde har givet store pengeløb til stærkt kontroversielle og konservative moskéer i København. Ligeledes har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan alle syv trossamfund med rod i donationerne i 2018 var islamiske. Herunder de to moskéer, der i 2018 modtog penge direkte fra Saudi-Arabien.

Det endelige udkast til lovændringen er endnu ikke offentliggjort. Men ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet baserer lørdagens indgreb sig på en aftale, som den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti indgik i foråret 2019. Her ønskede man at gøre op med ekstremistiske donationer, men afslog at sætte hele lande på en forbudsliste.

Partierne bag indgrebet er desuden blevet enige om en bagatelgrænse på 10.000 kroner. Det er anderledes end S-løfterne fra valgkampen, hvor grænsen var nul kroner.

Ifølge Lene Kühle, professor og moskéforsker på Aarhus Universitet, er ordlyden bag aftalen bred nok til, at ambassader eller offentlige myndigheder fra et land måske ville kunne blive sat på den kommende forbudsliste:

”Det afgørende bliver, hvordan man i praksis gør det. Vil de donationer, den saudiarabiske ambassade i 2018 gav til to danske moskéer, blive forbudt? Kommer de penge fra en organisation eller en stat?”, spørger hun.

På Christiansborg vækker det skarp kritik, at Socialdemokratiet før valget lovede at sætte en stopper for alle donationer fra eksempelvis Saudi-Arabien og Qatar. Det var fra begyndelsen umuligt rent juridisk, mener Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede:

”Der er sket det, som vi har set med så meget andet af Socialdemokratiets udlændingepolitik fra før valget: Det kan ikke lade sig gøre i virkelighedens verden. Det minder mig om dengang, Socialdemokratiet troede at man kunne løse det hele ved at arbejde 12 minutter mere.”

”Det (at sætte hele lande på en liste, red.) vil svare til at lave en økonomisk sanktion mod et land. Sådan noget gør man i EU,” siger Mads Fuglede.

Han påpeger, at Venstre allerede under valget sagde, at Socialdemokratiets løfte ville få det svært i mødet med virkeligheden.

”Socialdemokratiets udlændingeudspil fra valgkampen hænger simpelthen ikke sammen. Vi får aldrig et modtagecenter i Nordafrika. Og man kan ikke sætte hele nationer på en forbudsliste over donorer, for det svarer til at lave en boykot mod dem,” siger Mads Fuglede og kalder de bombastiske valgløfter for ”et udtryk for en helt absurd kynisme” i Socialdemokratiet.

Rasmus Stoklund mener modsat, at partiet har leveret på sit løfte med lørdagens aftale.

”Man skal passe på at tolke for hårdt på, hvad der blev sagt under valgkampen. Det var overskrifter og hensigtserklæringer, og de er ikke så forskellige fra det, der lå i aftalen mellem den blå regering og Dansk Folkeparti.”

Man skulle simpelthen passe på med at tage det, I sagde under valgkampen, seriøst?

”Nej. Det her var den hensigt, vi kommunikerede under valgkampen. Vi er glade for, at vi er lykkedes med at lave en aftale i fællesskab (med den tidligere regering og DF, red.),” siger S-ordføreren.