Sådan opdrager vi danskere vores børn til at blive lykkelige

Vi er ikke særlig bevidste om vores særlige danske opdragelseskultur, og det er synd, mener forfatterne til bogen ”The Danish Way of Parenting” (Den danske måde at opdrage på). For det er netop den kultur, der gør os til et af verdens lykkeligste folk. Læs eller genlæs interviewet her

Det er en grundværdi i Danmark at lære børnene at være empatiske over for andre børn. Arkivfoto.
Det er en grundværdi i Danmark at lære børnene at være empatiske over for andre børn. Arkivfoto.

Da den amerikanske forfatter Jessica Alexander blev gravid, gik hun i panik. For hun var ikke mor-materiale, følte hun.

Hun brød sig egentlig slet ikke om børn, men blev alligevel gravid, for børn skal man jo have.

Så hun gjorde, hvad mange vordende mødre gør, ikke mindst i USA: Hun gav sig til at læse bøger om god opdragelse. Men de virkede ikke beroligende, så i stedet gav hun sig til at observere danske forældres måde at observere på, for hun var gift med en dansker.

Og hun tænkte: Det er sådan, jeg vil være. Hun havde dog svært ved at finde ud af helt præcist, hvad den danske opdragelseskultur indebar, hun kunne blot konstatere, at den var meget anderledes end den amerikanske. Danske børn virkede simpelthen gladere og mere velfungerende.

Hun spurgte sin gode veninde, den danske familiebehandler og psykoterapeut Iben Sandahl, om der egentlig var en særlig dansk måde? Og om den mon var medvirkende til, at danskerne er kåret til verdens lykkeligste folk af den internationale organisation OECD næsten hvert eneste år siden 1973?

Det vidste Iben ikke umiddelbart, og da de sammen gav sig til at undersøge sagen, gik det op for dem, at der tilsyneladende heller ikke var andre, der havde overvejet det. Ingen havde i hvert fald skrevet om det.

I begyndelsen af året udkom så deres fælles bog om emnet: ”The Danish Way of Parenting” (Den danske måde at opdrage på). En slags researchet guide til, hvordan man opdrager de lykkeligste børn efter den danske model. Siden danskerne jo allerede gør det, er bogen rettet mod det amerikanske marked, hvor den er blevet overvældende modtaget.

Det samme er sket i de foreløbigt 19 lande, bogen er solgt i. Så forskellige steder som Canada og Polen har der været store artikler om bogen.

På et amerikansk college bruges bogen som klassesæt i undervisningen om nordiske strømninger. I Indien vil en kendt entreprenør sågar gøre bogen til omdrejningspunkt for en folkelig bevægelse, som skal ændre hele landets tilgang til børn. Overalt lyder der desuden anerkendelse fra fagfolk, som siger, at vi kan noget særligt i Danmark.

Og hvad er det så, vi gør? Vi gør især seks ting, som de to forfattere har samlet under akronymet PARENT.

P'et står for Play (leg). Helt op til 10-årsalderen stopper den danske skole allerede klokken 14, og de efterfølgende timer er sat af til leg i sfo'en, inden børnene bliver hentet. Sådan er det ikke i mange andre lande. Generelt er leg en langt mere indgroet del af den danske opdragelse og har været en del af uddannelsesteorien siden 1871, konstaterer forfatterne.

Det var derfor ikke tilfældigt, at det lige var i Danmark, at verdens førende legetøjsmærke, LEGO, blev opfundet, og at det skete allerede i 1932. Meget kendetegnende er ordet LEGO en sammentrækning af ordene Leg Godt, for allerede dengang var tanken om at bruge sin fantasi til at lege frit i fuld udvikling.

Noget, vi har det med at tage for givet i Danmark, men som ikke er tilfældet de fleste andre steder, påpeger Iben Sandahl. Og på samme måde kan man nævne verdens største udvikler af redskaber til udendørs legepladser, Kompan, som også er dansk og grundlagt for mere end 40 år siden.

A'et står for Authenticity (autencitet). For alting ender ikke lykkeligt i den danske kultur. Faktisk er rigtig mange danske film decideret deprimerende, og selv den måske største eventyrfortæller af dem alle, H.C. Andersen, lod mange af sine historier ende trist. Autencitet er en søgen efter, hvad der er mest rigtigt for den enkelte, og det kompas er mere veludviklet hos danske børn end mange andre, fordi de fra start får præsenteret virkeligheden, som den oftest ser ud, mener de to forfattere.

R står for Reframing, hvilket betyder at ændre fokus. Danskerne har generelt et realistisk optimistisk livssyn - ikke at forveksle med de ofte overdrevent positive amerikanere, som fornægter alt negativt. Regner det, siger vi: Godt, man ikke er på ferie. Og på samme måde er vi gode til at flytte børns fokus væk fra det negative, så situationen ikke eskalerer, og vi som forældre undgår at skælde så meget ud.

Foto: Julie Sandahl Ehrhorn

E'et står for Empathy (empati). Det er en grundværdi i Danmark at lære børnene at være empatiske over for andre børn. Det lyder selvfølgeligt, men er det ikke. For et par år siden lagde forskere 1100 tegnebøger ud på gaden i en række lande. I dem var 50 euro og alle nødvendige kontaktoplysninger på pungens ejer. I alt blev 56 procent af pungene leveret tilbage. I USA var det 67 procent, i Italien 35. I Danmark blev samtlige punge tilbageleveret, og det er blot ét blandt mange tegn på, at danske børn og voksne generelt gør det rigtige, fordi de oplever, at andre også gør det.

N står for No Ultimatums (ingen ultimatummer). Den mest almindelige danske form for opdragelse beskrives som autoritativ - ikke at forveksle med autoritær. Vi etablerer regler og retningslinjer, som vi forventer, at børnene følger, men vi er samtidig imødekommende og forklarende over for deres spørgsmål til reglerne. I lande som USA og England kræver man absolut lydighed.

Mange i Danmark tager det for givet, at man ikke slår børn, men eksempelvis i USA er det fortsat 80-90 procent, der gør det, påpeger forfatterne. I 19 stater er det desuden stadig lovligt for lærere at slå eleverne. Flere internationale undersøgelser har vist, at autoritært opdragede børn klarer sig fagligt godt, men ofte udvikler et lavere selvværd og har dårligere sociale egenskaber end dem med en autoritativ opdragelse.

Det sidste bogstav, T'et, står for Togetherness (hygge). Begrebet hygge er unikt dansk, men at hygge sig er så naturlig en del af vores liv, at vi ikke tillægger det nogen særlig værdi. Fænomenet er dog en af hovedforklaringerne på vores store tillid til hinanden, vores tro på fællesskabet og i sidste ende vores høje niveau af lykke, mener forfatterne. Vi indretter os nemlig ofte efter, hvordan vi kan få hygge til at opstå - eller efter, hvordan vi undgår, at den ødelægges.

Hyggen er således en bærende værdi i blandt andet foreningslivet, i familielivet og i skolesystemet, hvor vi tror langt mere på gruppearbejde end de fleste lande uden for Skandinavien. For os er fællesskab ikke blot et middel til at have det godt, men også at klare sig godt, hvorimod det centrale i mange ande kulturer er at kunne klare sig på egen hånd.

Kulturforskellene kom tydeligt til udtryk, da Iben Sandahl og Jessica Alexander for et års tid siden var med deres børn ude for at hente mad. Jessica kom ud fra restauranten med to isvafler til sine egne børn, men ikke noget til Ibens. Det havde hun end ikke overvejet.

”Jeg tror, de fleste danskere ville købe is til alle eller til ingen, hvis man er sammen i en gruppe, for det ligger dybt i vores kultur at tænke os som en del af et fællesskab,” siger Iben Sandahl.

Derfor bliver det også tydeligt, når nogen ikke helt forstår vores kultur og vores særlige måde at opdrage på. Det gælder udlændinge, men også nogle af de familier, hun arbejder med som familiebehandler.

”Derfor håber jeg meget, at vores bog kan være en hjælp. Ikke til at skabe en endegyldig sandhed om opdragelse, for den findes selvfølgelig ikke, men til at få sat ord på måden, vi opdrager på i Danmark. Ved at begrebsliggøre det abstrakte og ubevidste bliver det nemmere efterfølgende at forholde sig til sine egne udfordringer og derved ændre praksis,” siger hun.