I 1944-1945 skrev forfatteren Martin A. Hansen et stort antal tekster, som var uforsonlige over for den manglende modstandsvilje, som havde kendetegnet danskerne og deres politikere i krigens første år, men samtidig anerkendte den intuitive folkelige modstand, som kom til udtryk ved folkestrejken i juni 1944. Efter befrielsen i maj 1945, hvor dele af befolkningen var optaget af hævntørst, koncentrerede hans refleksioner sig om, hvordan danskerne kunne komme videre som samlet folk. Den borgerlige, kristne forfatters svar var velfærdsstaten.
På mandag udkommer bogen ”For folkets frihed. Martin A. Hansen og Besættelsen”, hvor en række af forfatterens tekster fra krigsårene og det efterfølgende tiår frem til hans død i 1955 er samlet og kommenteret med henblik på at give en samlet fremstilling af hans refleksioner over Besættelsen. Og ifølge Anders Thyrring Andersen, sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus samt bidragyder og initiativtager til bogen, er en af årsagerne, at Martin A. Hansen kan anvise en tredje vej imellem de to positioner, som ofte står stejlt over for hinanden i nutidens debat om Anden Verdenskrig.
”Når man har læst bogen, vil man kunne se, at man ikke kan bruge Martin A. Hansen til den kulturradikale, udjævnende ’Vi var alle imod tyskerne’-fortælling. For en nationalt sindet mand som ham var det deprimerende, at der stort set ikke var nogen vilje til reel modstand at finde i den danske befolkning. Det var derfor en lettelse for ham, da han i sommeren 1944 blev spurgt, om han ville tage del i modtandskampen ved at skrive i det illegale blad ’Folk og Frihed’,” forklarer Anders Thyrring Andersen, som tilføjer, at lige så afstandtagende var forfatteren over for alle dem, der i bagklogskabens lys delte alle op i helte og skurke og ønskede at holde fast i denne modsætning.
”Ifølge Martin A. Hansen skulle danskerne ikke falde i desillusion, men arbejde kulturpolitisk med at udnytte den kristne, folkelige lidenskab, som trods alt havde vist sig at gemme sig i massen, og skabe gode vilkår for at hindre en gentagelse. Derfor var han en af de første fortalere for velfærdsstaten,” tilføjer Anders Thyrring Andersen, som mener, at dette element i forfatterskabet er gledet ud af den fælles erindring, ligesom han i øvrigt mener, at Martin A. Hansen generelt har været undervurderet, siden kulturradikale, modernistiske skribenter som Klaus Rifbjerg i 1960’erne afskrev ham som gammeldags og utidssvarende.
Knud Bjarne Gjesing er forfatter, underviser ved center for nordiske studier på Syddansk Universitet og har også bidraget til bogen. Han slår fast, at Martin A. Hansen stod centralt i 1950’ernes krigsrefleksioner, men siden tabte hans påberåbelse af historien og traditionen litterært terræn til værker som kommunisten Hans Scherfigs ”Frydenholm”.
”Det vi kan bruge ham til i dag, er at få det til at stå klart, at modstandsbevægelsen og oppositionen mod besættelsesmagten ikke var koncentreret omkring én politisk fløj, men krydsede over det traditionelle politiske felt,” siger han.
Ifølge Lise Præstgaard Andersen, lektor emeritus ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, er det imidlertid diskutabelt, hvor glemte og upåagtede disse synspunkter og erkendelser er i dag.
”Jeg mener ikke, at Martin A. Hansen er så glemt, som nogle skribenter har hævdet. Det er rigtigt, at 1968-oprøret gjorde op med næsten al klassisk litteratur, men det gik ikke hårdere ud over Martin A. Hansen end så mange andre, og den er jo kommet tilbage igen. Her i Odense har vi beskæftiget os meget med Martin A. Hansen de seneste årtier,” siger Lise Præstgaard Andersen.
Hun er enig i vurderingen af, at forfatterskabet rummer en afbalanceret tredje vej i synet på besættelsestiden, men også her mener hun, at udgiverne af den nye bog ser ud til at ”løbe åbne døre ind”.
”Konsensus-idéen blev jo markedsført af historikeren Jørgen Hæstrup i den første tid efter krigen, men senere tiders historikere har i høj grad nuanceret idéen og forsket i vidt forskellige aspekter af besættelsestiden,” siger hun.
Niels Wium Olesen, besættelsestidshistoriker og lektor ved Aarhus Universitet, mener ikke, man skal overvurdere betydningen for modstandskampen af Martin A. Hansens tekster fra ”Folk og Frihed”, hvor han blandt andet moralsk forsvarede stikkerlikvideringer. Men han er ikke afvisende over for, at tekster af Martin A. Hansen kan bruges til at nuancere begreberne i den nutidige offentlige debat om besættelsestiden.
”Det er rigtigt, at der er røget mange nuancer i vores forståelse af Besættelsen. Men de brede folkelige tolkninger er nok ikke styret af, hvad den ene eller anden forfatter skrev i 1950’erne. De er styret af, hvilke tolkninger, der er behov for i samtiden,” siger han.
Ifølge Niels Wium Olesen er det en misforståelse, hvis man udnævner fortællingen om den danske konsensus til at være kulturradikal, for det var et bredt spektrum omfattende venstrefolk, konservative, radikale og socialdemokrater, som båret af den kolde krigs behov for en modpol til kommunismen konstruerede denne fortælling. Efter den kolde krigs ophør er behovet et andet.
”Der er vigtige erkendelser, som risikerer at ryge ud med badevandet, hvis man former historien efter nutidige behov. I forhold til Danmarks besættelse synes jeg det er værd at huske, at Danmark var det eneste besatte land, hvor de lokale nazister ikke fik andel i magten, og det i øvrigt historisk set er en typisk reaktion på et angreb af denne art, at man ikke fra første færd kaster sig ud i en farlig eksistenskamp, men orienterer sig i retning af at beskytte sig og forsøge at føre samfundets institutioner videre,” siger Niels Wium Olesen.