Der var engang, hvor politikere og kunstnere talte sammen. Den tid er forbi, mener litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard, som netop har udgivet bogen ”Meningen med velfærdsstaten”. I 1950’erne og 1960’erne, hvor velfærdsstaten blev udformet, var kunstnere som Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg markante debatstemmer.
I dag er kunstnerne erstattet af økonomer og embedsmænd i diskussionen om velfærden, som er reduceret til et spørgsmål om, hvor meget vi kan spare. Det er en skam, mener Lasse Horne Kjældgaard, der gerne vil have kulturpersoner på banen i debatten.
”Kunstnerne skal tage chancen. Det kræver mod. Og det kræver omtanke. Jeg tror også, de lærer noget af at gå ind i debatten.”
Han understreger, at det er et frit valg, men at debatten ville blive rigere, hvis flere kunstnere tog modet til sig.
Blandt kulturpersoner er der delte meninger om, hvorvidt de bør blande sig. Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen deltager ofte i den offentlige debat om flygtninge, og hun så gerne, at flere kunstnere meldte sig under debatfanen.
”Det ville være dejligt med nogle andre stemmer i debatten end de meget økonomisk bårne,” siger hun.
Hvis tingene bliver groteske nok i debatter om, hvilket samfund vi gerne vil have, har alle en pligt til at protestere og bruge deres stemme, mener hun. Men pligten er ikke større for kunstnere end andre, understreger hun.
Leonora Christina Skov, som er aktuel med en erindringsroman, var tidligere en meget aktiv samfundsdebattør, men for fem år siden trak hun stikket fra den offentlige debat.
”Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet,” siger hun og tilføjer, at hvis man deltager i debatten, bliver ens værker stemplet som debatbøger.
Leonora Christina Skov synes ikke, at forfattere har en moralsk forpligtelse til andet end at skrive bøger, selvom hun er enig i, at vi ville få en rigere debat, hvis flere deltog. Selv får hun dagligt lyst til at blande sig, men lader være, også fordi debatten i dag kun giver plads til de virkelig hårdhudede.
”Der er en hær af Berlingske-bloggere, der sidder og mener nogle ret rabiate ting. De tør deltage, fordi de kan holde det hårde debatklima ud,” siger Leonora Christina Skov.
Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, sætter dog ”et stort, fedt spørgsmålstegn” ved, om det gavner samfundsdebatten, at kunstnere blander sig.
”Kunstnere kan sige, hvad de vil, hvor de vil, og så tit de vil det. Men hvis jeg skal lytte til dem og tage dem alvorligt, forventer jeg, at de sætter sig ind i tingene, før de udtaler sig. Og det er et krav, fordi de har en mere direkte adgang til medierne end mange andre. Derfor kan vi sagtens forvente noget af dem,” siger han.