Hvordan kan et barn forsvinde i det gennemregistrerede danske samfund? Det spørgsmål stillede den 52-årige forfatter Peer Kaae sig selv, efter at han ved et middagsselskab havde diskuteret sagen om Basse.
Den lille dreng var kun tre måneder, da han angiveligt blev fjernet fra en barnevogn foran børnetøjsforretningen Lisa i Odense den 7. februar 1966. Trods en intens politijagt lykkedes det aldrig at finde ham.
Peer Kaaes undren blev begyndelsen på en kulegravning af de to kriminalsager om bortførte børn, der rystede Danmark i vinteren 1965 og 1966: Sagen om Tina, der var væk i 27 døgn og blev fundet i god behold. Og sagen om Basse – det eneste bortførte barn i Danmark de seneste 100 år, som aldrig er blevet fundet. I dag udkommer Peer Kaaes bog ”Tina og Basse.”
Tirsdag den 14. december 1965 gik den 23-årige nybagte mor Hanne Wiegels ind i det tætpakkede Daells Varehus i Fiolstræde i København for at gøre et par juleindkøb. Klokken var lidt over et om eftermiddagen, og hun parkerede barnevognen med sin to en halv måned gamle datter ved indgangen, hvilket var helt normal praksis i 1960’erne.
Da hun kort efter kom tilbage, opdagede hun, at barnevognen var forsvundet. Politiet blev tilkaldt, og den tomme barnevogn blev senere fundet i en baggård.
Det blev starten på en af de største eftersøgninger i Danmark nogensinde.
Flere end 100 politifolk blev sat på sagen, og der blev foretaget tæt på 1400 afhøringer. Undervejs stod forældrene mange gange frem i aviser og på tv med appeller til bortføreren. Tina-sagen var på forsiden af aviserne stort set hver dag, og statsminister Jens Otto Krag (S) nævnte Tina i sin nytårstale. Da sagen var afsluttet, kom Tina som den yngste dansker nogensinde i audiens hos kong Frederik den Niende med forældrene. Tina blev det mest udbredte pigenavn i Danmark i 1966.
”Hele Danmark led med Tinas forældre. De var mestre i kommunikation, før begrebet pressehåndtering blev opfundet. Da omtalen måske kunne gå i stå, skrev Hanne Wiegels et håndskrevet brev til kidnapperen, som hun afleverede til Ekstra Bladet,” fortæller Peer Kaae.
I bogen beskriver han, hvordan den moderigtige og smukke Hanne Wiegels og hendes arkitektstuderende mand, Peter Wiegels, iført tidens hornbriller og lysebrun kameluldsfrakke, gik tur gennem den sneklædte Frederiksberg Have.
Fotografer knipsede billeder af parret, hvis afmagt stod i skærende kontrast til den glade julestemning i mange danske hjem. Peer Kaae er ikke i tvivl om, at forældrenes håndtering af pressen betød, at offentligheden fastholdt interessen for sagen.
”Jeg har skrevet historien, fordi det var en meget stor sag, og jeg håber også, at bogen kan fortælle unge mennesker om en stor historie og et tidsbillede. Men først og fremmest har jeg skrevet bogen, fordi Basse er forsvundet, uden at der er sket mere,” fortæller Peer Kaae.
Da 1965 blev til 1966, havde politiet stadig ikke noget afgørende spor i Tina-sagen.Flere og flere begyndte at tvivle på, om den lille pige overhovedet var i live.
Men så leverede en værftsarbejder fra Helsingør oplysninger, der førte til sagens opklaring.
Værftsarbejderens kollega, Leif, var den 14. december 1965 uventet blevet far.
Værftsarbejderen besøgte Leif og hans kone Conny og deres nyfødte pige og kunne ikke forstå, at en nyfødt baby kunne være så stor.
Værftsarbejderen sendte et brev til politiet i Helsingør den 29. december, men brevet nåede først det rette kontor den 11. januar. Politiet i Helsingør sendte to betjente ud til Conny og konfronterede hende med mistanken.
Under besøget tilstod Conny hurtigt, at hun havde bortført barnet. Mens hele Danmark jublede, blev Hanne og Peter Wiegels genforenet med deres datter. Dagen efter modtog Hanne og Peter Wiegels et telegram fra kong Frederik den 9.:
”Må jeg udtrykke min store glæde over Tinas tilbagekomst. De har bestandigt været i mine tanker i disse fire uger, og nu ønsker jeg tillykke også med fruens fødselsdag,” skrev kongen blandt andet.
Politiet kunne i de følgende dage afdække den triste historie om Conny. Hun boede sammen med Leif i en lille lejlighed i Helsingør. Hun var blevet gravid i foråret 1965, og parret glædede sig til familieforøgelsen. Conny havde termin i november 1965, men aborterede en dag, hun var alene i lejligheden.
Hun frygtede, at Leif ville forlade hende og besluttede derfor at slette alle spor efter aborten og fastholde, at hun var gravid. Hun forklarede, at barnet vendte forkert, og at man derfor ikke kunne se på hende, at hun ventede sig. I december erkendte hun, at der måtte gøres noget drastisk for at bevare løgnen. Hun tog toget til København og kidnappede Tina.
”Conny var et stakkels menneske, der gennem måneder var blevet fanget af sin egen løgn. Hendes nærmeste gennemskuede hende ikke. I juleferien sad Connys forældre med Tina på skødet og undrede sig over, hvor stort barnet var. Men de gjorde ikke noget. I kriminalsager sker det utroligt ofte, at de nærmeste ikke reagerer. Jo tættere, vi er på hinanden, jo mere tror vi på hinanden. Det er meget sjældent, at den nærmeste familie til mordere og andre kriminelle kan forstå, at en person, de kender, kan begå en forbrydelse,” siger Peer Kaae.
Conny blev idømt to års fængsel, men Conny og Leif blev sammen og fik siden to børn.
Mens medierne i februar 1966 glædede sig over udfaldet af Tina-sagen, blev Danmark den 7. februar 1966 ramt af endnu en bortførelsessag, da den blot tre måneder gamle dreng, som forældrene kaldte Basse, indtil han skulle døbes Keld Erik, blev fjernet fra sin barnevogn i Odense.
Basses mor, Anna, var servitrice på en restauration i Odense, og planen var, at hun skulle giftes med barnets far, Børge, der boede og arbejdede i Jylland. Basses forsvinden udløste ligesom Tina-sagen en intens politieftersøgning, men der kom næsten ingen oplysninger fra offentligheden, der kunne føre til sagens opklaring.
Peer Kaae fremhæver, at Basse-sagen og Tina-sagen på et punkt adskilte sig afgørende fra hinanden. Mens befolkningen identificerede sig med Tinas forældre på grund af deres optræden i medierne, så virkede Basses mor, Anna, pressesky.
De gange, hun lod sig interviewe af medierne, virkede hun ikke specielt ked af det, og hun græd aldrig offentligt. Der var ingen billeder af Basse, og faderen forsvandt ud af sagen få dage efter bortførelsen. Der blev talt om, at den manglende opmærksomhed om Basse-sagen skyldtes, at hans mor var en enlig kvinde fra arbejderklassen, mens Tinas forældre tilhørte den bedre middelklasse. Men den forklaring støtter Peer Kaae ikke:
”Den vigtigste forklaring var, at befolkningen ikke kunne identificere sig med Anna, fordi hun ikke optrådte i pressen.”
I slutningen af februar 1966 var medierne optaget af den bidende kulde i Danmark. Mens de danske farvande frøs til is, var sagen om lille Basse på vej ud af avisernes spalter, og rygtesmede ville vide, at det var Anna selv, der stod bag bortførelsen.
I bogen har Peer Kaae kulegravet Basse-sagen. Han understreger, at han ikke på nogen måde har opklaret sagen, men han mener, at han på baggrund af sin research kan tilføje nye aspekter.
Han har gennemgået alle udtalelser fra Anna og efterprøvet dem ud fra metoder, som bruges af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.
Peer Kaae vurderer, at politiet i 1960’erne havde ret, da man konkluderede, at Anna intet havde med bortførelsen at gøre. Derudover har han forsøgt at finde ud, hvad der skete med Basses far, Børge, der få dage efter Basses bortførelse forsvandt og forlod Anna.
Peer Kaae har været i kontakt med Børge, der i dag er 89 år og bor i Vancouver i Canada, og med Anna, der bor et sted på Sjælland. Ingen af de to ønsker at stå frem.
Efter den store medievirak flyttede Tinas familie til Fyn. Under sin research fandt Peer Kaae ud af, at familien blev ramt af en tragedie i 1974. Tinas far, Peter Wiegels, blev knivdræbt af ægtemanden til en kollega. Ifølge Peer Kaae et tilfældigt og meningsløst drab.
”Det var et chok at finde ud af, at familien var blevet så hårdt ramt. Derfor stoppede jeg med at skrive mere om Tina,” fortæller Peer Kaae.
Han har haft kontakt med Tina, der i dag lever under et andet navn og ikke ønsker at stå frem.
”Spørgsmålet om, hvad der er sket med Basse, nager mig stadig. Jeg håber, at min bog vil gøre den forskel, at nogen finder ud af, hvad der egentlig er sket. Vi taler stadig meget om andre gamle, kriminalsager, men hvorfor er sagen om Basse blevet glemt?” spørger Peer Kaae.