Ny boligminister vil samle Danmark

”Når jeg er på Lolland eller Vestsjælland, er det tydeligt, at der er nogle skel i vores samfund,” siger den nyudnævnte boligminister, 34-årige Kaare Dybvad

"Jeg anser det som skrækscenariet, hvis vi får tilstande som i Stockholm, hvor den inderste by kun er for de rigeste," siger den nyudnævnte boligminister Kaare Dybvad (S).
"Jeg anser det som skrækscenariet, hvis vi får tilstande som i Stockholm, hvor den inderste by kun er for de rigeste," siger den nyudnævnte boligminister Kaare Dybvad (S). Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix.

Hvilke forventninger har du til din nye post?

”Jeg skal sikre, at vi får nogle blandede byer, flere almene boliger og et Danmark, hvor man ikke er opdelt efter indkomst. Jeg ser derfor også mig selv som minister for naboskab. På boligområdet snakker man meget om mursten, men i virkeligheden handler det her om mennesker. Murstenene er rammen og kan være med til at sikre, at vi møder hinanden. Velfærd er jo ikke noget, man kun finder på kommunen, men også hos hinanden og i de mennesker, vi møder. Naboer, der hilser på hinanden på vejen eller kan hjælpe til med lektierne eller på anden vis. Det kan kun lade sig gøre, hvis man sikrer, at mennesker kan møde hinanden, der hvor de bor.”

Hvilke opgaver bliver vigtige for dig at komme i gang med?

”Der ligger en meget konkret opgave på mit bord. Nemlig den parallelssamfundslovgivning, som skal implementeres. Derudover er jeg optaget af, at der skal være flere almene boliger, der er til at betale, så du som sygeplejerske på Rigshospitalet i København også har råd til at bo i byen. Jeg vil tage et opgør med folk som Blackstone eller Låsby-Svendsen, som presser lovgivningen til det yderste for at tjene penge”.”

Du har markeret dig med meldinger om behovet for at stoppe centraliseringen og få gang i provinsen. Hvordan vil du arbejde for det som boligminister?

”Der er meget at komme efter her i Boligministeriet. Når jeg er rundt i landet og kommer til Lolland eller Vestsjælland, hvor jeg selv er fra, er det tydeligt, at der er nogle skel i vores samfund. Vi ved jo, at der her er flere huse med skimmelsvamp og som er i generelt dårlig stand, og mange mennesker der ikke kan gøre noget ved det, fordi der også er mange på kontanthjælp. Det skal der gøres noget ved. Ligesom byerne ikke kun må være for de mest velhavende. Jeg anser det som skrækscenariet, hvis vi får tilstande som i Stockholm, hvor den inderste by kun er for de rigeste. Hvordan det konkret skal gøres, vil jeg ikke udtale mig om, før jeg har sat mig mere ind i det hele. Men vores boligudspil, som vi fremlagde inden valgkampen, indeholder nogle af svarene. Her foreslår vi blandt andet, at kommuner skal kunne kræve, at helt op til en tredjedel af nye boligområder reserveres til almene boliger.”

Du har også tidligere kritiseret akademikere i byen, der tror, de ved bedst? Har du som akademiker bosat i byen løsningerne på de her problemer?

”Jeg er selvfølgelig uddannet i geografi og har brugt en stor del af mit arbejdsliv, før jeg kom i Folketinget, på at arbejde særligt med byudvikling og erhvervsudvikling. Jeg har min erfaring fra de jobs og fra de helt almindelige mennesker, jeg møder rundt om i landet. Så det er rigtigt nok, at jeg sidder her som en akademiker i København, men jeg stoler på min intuition og tror, at jeg kan finde frem til de rigtige løsninger. Jeg har allerede som boligordfører haft tæt kontakt med dem, der ved noget og har interesser på området. Jeg vil som minister fortsætte med at inddrage de mennesker.”

En opgave, der nu er at finde på dit bord, er implementeringen af ghettoplanen. Hvordan vil du navigere i arbejdet med støttepartier, der ikke er enige i alt?

”Først og fremmest vil jeg gerne have et møde med partiernes ordførere, så vi kan tale sammen om, hvordan vi ser på det, og så må jeg navigere i det. Socialdemokratiet har ikke et flertal, så det er klart, at vi skal have de andre med, når vi rører ved noget. Det handler om menneskeliv, og der er mange mennesker, som er nervøse for, hvad der skal ske, og hvor de skal bo. Det er svært, men vi har besluttet at lave den lovgivning, så den skal også indføres.

Er der nogle helt nye tiltag på vej på boligområdet?

”Jeg har en del idéer, men ikke noget, jeg er meget for at lægge mig fast på endnu.”