Artiklen er oprindeligt udgivet 9. december 2016.
”Hvad er det?”.
Teknikerne i Folketingets it-afdeling havde svært ved at skjule deres forundring over den flade tingest, Venstres næstformand, Kristian Jensen, lagde på bordet.
”Tingesten” var en iPad, en såkaldt tavlecomputer, som han havde taget med hjem fra en rejse i USA.
I dag er iPad’en som bekendt udbredt overalt fra børnehaver til plejehjem, og Kristian Jensen bruger anekdoten til at illustrere, hvor vildt det går for sig med den teknologiske udvikling. Det er nemlig ikke længere siden end sommeren 2010, han kom hjem med det nye tekniske vidunder.
”Med globaliseringen kommer vi til at se andre af den slags store forandringer,” siger Kristian Jensen, næsten helt ny finansminister.
Kristeligt Dagblad møder ham på ministerkontoret, hvor hans forgænger Claus Hjort Frederiksen (V) på sit skrivebord fast havde et skilt med teksten ”Hvor skal pengene komme fra?”.
Det er ikke så længe siden, Kristeligt Dagblad interviewede Kristian Jensen i hans egenskab af udenrigsminister. Som finansminister har han nu ansvaret for rigets økonomi, i hvert fald en pæn del af den, og derudover er posten også blevet set som en cementering af hans position som arvtager til formandsstolen i Venstre, når Lars Løkke Rasmussen måtte trække sig. Den side af sagen vil han dog ikke udtale sig om, har ministeriets venlige pressesekretær på forhånd ladet forstå.
Men der er også nok af politiske udfordringer at tale om. Ikke mindst den forkætrede globalisering, der af nogle bliver set som en velsignelse og af andre som den store trussel mod hele vores civilisation.
Donald Trumps succes ved det amerikanske præsidentvalg, briternes nej til EU og højrepartiers fremmarch i mange europæiske lande bliver set som tegn på, at store grupper af borgere slet ikke får del i globaliseringens angivelige fordele.
Uligheden mellem vindere og tabere øges, og der bygges nye toldmure op. Kan den danske velfærdsmodel med høje sociale ydelser og høje skatter overhovedet overleve denne udvikling? Har Danmark en chance, når billig arbejdskraft eller robotter ser ud til at overtage meget af det arbejde, vi lønner hinanden for at udføre i dag?
Kristian Jensen er ikke i tvivl om, at Danmark har en chance.
”Hidtil er vi kommet godt ud af den globaliserede verden. Vi eksporterer mere end halvdelen af alt det, vi producerer, og 700.000 mennesker er ansat i erhverv rettet mod eksport. Siden 1990 har vi hvert eneste år tjent mere på at sælge til udlandet, end vi har brugt i udlandet. Så vi er blevet et stærkere, rigere og mere frit samfund af globaliseringen.”
Det er det historiske. Hvorfor behøver det forblive sådan i fremtiden?
”Alt peger på, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på det, Danmark kan. Hvad er det, Danmark er god til? Vi er gode til medicin, som der desværre er en stigende efterspørgsel på, fordi mange steder i verden ikke er lægedækket. Vi er gode til fødevarer. Dem ved vi, der er stigende efterspørgsel på. Vi er gode til miljøløsninger, vi er gode til klima- og energiløsninger, og så er vi gode til at bygge byer, som folk kan lide at leve i,” siger Kristian Jensen, som dog også erkender, at der kan være en udfordring for dem, der ikke får del i festen.
”Jeg tror, vi som samfund kommer til at få en fantastisk mulighed med globaliseringen. Og jeg tror på, at 9 ud af 10 danskere er naturlige vindere af globaliseringen. Det er mit eget skøn, som jeg ikke har nogen beregninger for.Udfordringen er, at vi kun kan være tilfredse, hvis vi får den 10. med. At vi også får taget hånd om dem, som synes, at arbejdspladserne forsvinder. At det liv, man kender, bliver forandret. At opfindelser kommer med en sådan hast, at vi dårligt kan være med til det.”
Fremtidsforskere taler om, at turen nu er kommet til at automatisere og robotisere serviceerhverv, ligesom det tidligere er sket for industrierhvervene.
Den franske økonom Thomas Piketty har problematiseret den stærkt stigende ulighed, især i USA, som følge af globaliseringen. Indtægterne er blevet koncentreret på nogle få kæmpestore virksomheder og rigmænd, mens middelklassens indkomster nærmest har stået stille.
Hvad vil du gøre for at undgå samme udvikling herhjemme?
”Først og fremmest skal man huske på, at den der maskinstormerdagsorden har lydt igen og igen. ’Robotterne kommer, vi mister arbejdspladser’. Sagen er, at bortset fra nogle få år omkring 2006, hvor beskæftigelsen gik helt amok, er vi i dag på det højeste beskæftigelsesniveau nogensinde i danmarkshistorien. Vi nærmer os det punkt, hvor tre millioner danskere er i beskæftigelse. I USA, som du nævnte, har der været jobvækst mange, mange kvartaler i træk. Så selvom vi automatiserer, mister vi ikke jobs. Vores opgave bliver at finde ud af, hvordan vi tilpasser os en virkelighed, hvor tunge og kedelige jobs bliver automatiseret væk. Og hvor der samtidig bliver plads til det menneskelige møde, som aldrig kommer til at gå af mode.”
Hele verden ser ud til at være i uro. Kan man overhovedet se alt det her i så nationalt et perspektiv, som du har gjort indtil nu, uden at tage den internationale uro med i betragtning?
”Nej, det kan man faktisk ikke. Udenrigs- og indenrigspolitik hænger uløseligt sammen, og det, vi gør i Danmark, er hegnet ind af, hvad der sker i verden omkring os. Men jeg er realist i forhold til, hvordan uroen i verden kommer til at påvirke os, og jeg er optimist i forhold til, at Danmark har meget at tilbyde verden.”
Hvad er den største økonomiske udfordring for Danmark?
”Det er at have en vækst, som gør, at vi kan løfte de opgaver, vi både i fællesskab og i privatlivet gerne vil have løftet.”
Kristian Jensen nævner en lang række velfærdsopgaver, som det offentlige løser, og en række goder, man gerne vil have som individ: muligheden for at invitere sin ægtefælle i teatret, købe en elbil eller få tid sammen med sin familie.
Men vi har jo haft vækst i mange år, vi er et af de rigeste lande i verden. Vi kunne vel alt det, du remser op, bare ved at flytte rundt på det, vi allerede har?
”Vi er faktisk et samfund, som siden 2008 har tabt så meget vækst, at vi først nu inden for de seneste år har indhentet den velstand, vi havde. Uanset om vi kigger mod øst, vest eller syd, har landene omkring os haft en højere vækst end os. Sverige, Tyskland, Storbritannien har siden 2009 haft en markant højere vækst end Danmark. Det betyder, at de får mulighed for at øge kvaliteten i deres sundhedsvæsen, og de får mulighed for at hæve niveauet på deres uddannelser, men vi vil komme bagefter, og det synes jeg ikke er tilfredsstillende. Hverken som finansminister eller som dansker.”
Der står i regeringsgrund- laget, at I både vil forbedre velfærden og sænke det strukturelle skattetryk. Det vil sige, at vi skal betale mindre og få mere service på samme tid. Hvordan kan det hænge sammen?
”Det kan hænge sammen ved, at den samfundsmæssige kage skal være større. Vi har et meget klart vækstmål om, at Danmark skal blive 80 milliarder kroner rigere, og de 80 milliarder kroner kan fordeles på mange måder. Hvis nogle af de 80 milliarder kroner går til at udruste vores politi bedre og til at give vores sundhedsvæsen og ældrepleje flere ressourcer, er det med til at styrke den kollektive velfærd. Hvis andre af de ekstra milliarder går til at sænke beskatningen af den først tjente krone, vil det kunne betale sig for flere at arbejde.”
Hvis man spørger borgerne, svarer rigtig mange, at de betaler deres skat med glæde, og som højskattesamfund med en stor offentlig sektor er Danmark et af de lande, der har klaret sig bedst gennem økonomiske kriser. Hvorfor er det så vigtigt at få skatten ned?
”For det første fordi jeg hylder princippet om, at man i højere grad skal kunne forsørge sig selv, før man skal forsørge andre. Derfor har vi fået det skrevet ind i regeringsgrundlaget. Derfor arbejder vi med en jobreform, der sænker skatten på arbejde, og derfor arbejder vi for en jobpræmie, hvor folk, der har været uden for arbejdsmarkedet, får et markant løft, hvis de tager et arbejde. Vi synes simpelthen, det er rimeligt, at man får noget ud af at gøre en indsats. Du sagde, at folk betaler skat med glæde. Ja, det gør de, men hver eneste gang, vi har sat skatten ned, har folk sagt ’jamen, det var rart, og nu har jeg ikke lyst til, at den bliver sat op igen’.”
At sænke skatten handler grundlæggende om, at vi skal betale mindre til de opgaver, vi er fælles om. Hvorfor skal vi det? Hvorfor er det godt?
”Der er to dele i det. Det ene er at sørge for, at vores samfund hele tiden er konkurrencedygtigt. Vi står i en situation, hvor vi på få kvartaler er gået fra høj ledighed til en situation med lav ledighed og flaskehalsproblemer. Det vil sige mangel på arbejdskraft inden for serviceerhvervene og endda inden for industrien. Hvis vi skal undgå, at vores økonomi bliver overophedet med for store lønstigninger, er vi nødt til at sikre, at flere tilbyder deres arbejdskraft. Det er den økonomiske del af det. Den anden del er, at jeg tror, du er et rimeligt begavet menneske. Og det tror jeg, danskerne er. Og rimeligt begavede mennesker kan sagtens finde ud af at bruge deres egne penge, uden at jeg, Folketinget, byrådet eller regionsrådet gør det på deres vegne.”
Kristian Jensen understreger, at han selv er storforbruger af offentlig service, og at han bestemt ikke er modstander af den offentlige sektor.
”Mine børn har været igennem dagpleje, børnehave og folkeskole. Jeg har tre drenge, og jeg aner ikke, hvor mange timer jeg efterhånden har brugt på skadestuen, og jeg er lykkelig for, at vi har et offentligt system, der kan tage hånd om os.”
Alligevel kan mange ikke forstå, at de skal betale så mange penge i skat, når den offentlige service halter på så mange områder. På det seneste har en kendt fødselslæge sagt op på grund af arbejdsbetingelserne i sundhedsvæsenet, DSB og postvæsenet udsættes for hård kritik, og mange andre steder meldes om problemer. Hvorfor hænger det ikke bedre sammen?
”Hvis man kigger på de faktiske tal, er der ansat flere i sundhedsvæsenet nu, end der var for fem år siden. Så historien om, at man hele tiden skærer ned, bliver lidt modbevist af de faktiske tal.Så er spørgsmålet meget reelt, om vi får det rigtige ud af den arbejdsindsats, der bliver lagt,” siger Kristian Jensen.
For første gang sidder der i dag to ministre i Finansministeriet, hvor Sophie Løhde (V) er blevet minister for offentlig innovation. Hendes opgave bliver netop at se på, hvordan den offentlige sektor kan komme til at fungere bedre, pointerer finansministeren.
Han hiver flere eksempler frem på tilfredshedsundersøgelser, som viser, at der allerede i dag er stor tilfredshed blandt brugerne af flere forskellige offentlige tilbud.
Et af de store politiske slagsmål er, om udgifterne i den offentlige sektor fortsat skal vokse, og i givet fald hvor meget. Der er også blevet rejst kritik af det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent, som næsten alle offentlige institutioner og virksomheder hvert år bliver skåret ned med for at give dem et incitament til at effektivisere.
Kristian Jensen understreger, at det både er en lokal og en national opgave at sørge for, at besparelserne ikke fører til færre ”varme hænder” og et endnu tykkere administrationslag i stat, kommuner og regioner.
Samlet set lægger regeringen ikke op til, at den offentlige sektor skal blive mindre, men større, og de to procent i omprioriteringsbidrag skal derfor bruges til forbedringer andre steder inden for det offentlige.”
Men selve tanken om, at man altid kan skære to procent ned, er den rigtig?
”På et eller andet tidspunkt vil man rende ind i, at det er svært at gøre. Omvendt vil jeg sige, at der er nogle områder, der ikke skal skæres med to procent, men så er der andre dele, der kan skæres med fire eller fem procent.”
”Nogle af kommunerne har forbedret planlægningen af udbringningen af mad til pensionister, hvor de har sparet langt mere end to procent. Så har de mulighed for at bruge pengene et andet sted. Den offentlige sektor bruger cirka 1000 milliarder kroner om året. Vores opgave er sørge for, at vi bruger dem mest effektivt,” siger Kristian Jensen.
Og Claus Hjort Frederiksens skilt på skrivebordet?
”Det har jeg i ånden, men han tog det desværre med sig! Det ville jeg ellers gerne have beholdt. ’Hvor skal pengene komme fra?’ er et relevant spørgsmål for alle, men især for en finansminister.”