Prøv avisen

Ny forældertype lader andre om børneopdragelsen

Jon Kristian Lange har i en årrække beskæftiget sig med konfliktmægling i folkeskolen og har skrevet bogen ”Det Nye Ansvar” om en ny type forældre, som skubber ansvaret for børneopdragelsen over på andre, typisk barnets lærer. – Det er jo en falliterklæring, men mange forældre mener faktisk, at de er i deres gode ret til at lægge ansvaret over på læreren, siger han. – Foto: Mette Frandsen.

Det må ikke blive for ubehageligt at være forælder. Derfor må de dagligdags konflikter med børnene håndteres af andre: tandlægen, fodboldtrænerne og allerhelst af skolelæreren, argumenterer ny bog

Dick Glintborg undrer sig.

Han er lærer på Tilst Skole ved Århus, og forleden blev han endnu en gang kontaktet af et forælderpar, der ønskede hans hjælp til at opdrage deres barn. Sønnen ville ikke slukke for computeren, forklarede de. Nogle gange kunne der gå seks timer, fra de sagde det til ham første gang, og til han faktisk slukkede.

Som hans klasselærer kunne Dick så ikke lige tage en snak med ham?

Det kunne han godt, havde han svaret, for det er også i hans interesse, at drengen får sovet og fungerer ordentligt i hverdagen. Og han vil gerne fortsætte med at have et godt forhold til forældrene. Men han undrer sig, for det virker som en falliterklæring blot at overlade opdragelsen til ham. Og det værste er, at der er stadig flere, der gør det.

Forklaringen er formentlig den simple, at mange forældre får stadig mindre tid til deres børn, tror han. Og når de så kommer hjem fra en lang arbejdsdag, gør de meget ud af, at familien skal have det godt og bruge den tid, de har sammen, på noget positivt. Derfor undgår de at tage de dagligdags konflikter med børnene. Måske også i erkendelse af, at hvis de tager konflikten, har de ikke tid til at følge op på den. Særligt ikke, hvis det er noget, der trækker ud.

Samtidig har grænserne over for læreren ændret sig, kan han mærke. Mange forældre forlanger mere. Men overlader også mere til læreren.

De ressonerer vel, at det giver god mening at overlade problemet til én, der ikke er en del af de daglige konflikter og én, der samtidig ser og følger barnet hver dag og der er jo kun mig, siger Dick Glintborg.

Han er langtfra alene om at overtage opdragelsesopgaver, som retteligt burde håndteres af forældrene. I bogen Det Nye Ansvar har cand.mag. i kommunikation og psykologi Jon Kristian Lange undersøgt fænomenet og kommet frem til, at der er tale om en ny forældretype, som han kalder Den Udliciterende Forælder. Det er en type, der er kommet snigende de seneste 10-15 år og i dag står klart frem hos cirka to til fem procent af forældrene til skolebørn. Et tal, der er i hastig vækst, vurderer han.

Der er ikke blot tale om forældre, der indimellem springer over, hvor gærdet er lavest, og beder læreren om at forklare lille Jonas, hvorfor det er vigtigt at komme i seng i ordentlig tid. Det er forældre, der gør det hele tiden. De udliciterer alle de svære samtaler og mulige konflikter ikke bare til læreren, men til alle mulige offentlige figurer.

I lang tid fik jeg allerflest henvendelser fra tandlæger, som havde svært ved at håndtere et stigende antal henvendelser fra forældre, som bad dem om at forklare deres børn, hvorfor det var vigtigt at børste tænder. Ikke bare fordi børnene ikke ville lytte, men mere fordi forældrene slet ikke ønskede at tage den potentielt ubehagelige samtale. Det samme sker i mange sportsklubber. En fodboldtræner oplevede, at forældrene ville have ham til at holde øje med, hvornår støvlerne og tøjet blev for småt til deres børn, så de ikke selv skulle tage det mulige opgør, forklarer Jon Kristian Lange.

Tydeligst er tendensen dog i folkeskolen. Og den viser sig blandt alle forældretyper og i alle dele af landet, dog stærkest i de større byer. Forklaringen skal findes flere steder, mener han. Udviklingen i dag går så stærkt, at der ikke længere er 25 år imellem generationerne. Mange børn har allerede i de tidlige teenageår indhentet deres forældre, som derfor ofte står svagt som autoritet. Dertil kommer, at forældre de senere år er blevet vænnet til at konsultere pædagogerne i vuggestuen og børnehaven om alt mellem himmel og jord. Og den tradition tager de med sig ind i folkeskolen. Her er grænsen mellem privatsfæren og den offentlige sfære samtidig blevet stadig mere flydende. For 15 år siden var det eksempelvis kutyme, at forældrene sagde farvel til deres børn uden for skolens område. Da skolefritidsordningerne opstod, flyttede afskedsseancerne ind i skolegården. I dag har mange lærere store problemer med at få sat undervisningen i gang til tiden, fordi forældrene står helt inde i klasseværelset og kysser farvel.

På læreruddannelsen lærer man stadig ikke at håndtere denne nye konflikttype. Jeg kender mange lærere, der har en tung knude i maven til hver eneste forældrekonsultation, fordi de ikke ved, hvordan de skal sige fra over for de mange krav og forespørgsler. Ofte foregår det meget subtilt, hvor forældre spørger, om det ikke kunne være en god idé med en temauge om sund mad, fordi de ikke kan få deres barn til at holde sig væk fra junk food. Men resultatet bliver det samme: Læreren ender med at blive en slags papforælder, der fungerer som mellemmand i familiens hverdag, siger Jon Kristian Lange.

Gennem flere år har han fungeret som konfliktmægler på en række skoler. Og næsten hver gang er et dårligt forhold mellem lærer og forældre en stor del af problemet. Det smitter uværgerligt af på børnene og skaber en skadelig stemning ikke blot i klassen, men også i forældregruppen. For det er naturligvis langtfra alle forældre, der opfører sig urimeligt, og i det seneste års tid har Jon Kristian Lange stadig oftere oplevet modreaktioner på de udliciterende forældre. Inden for den samme klasse opstår de grupperinger, hvor nogle forældre synes, at de andre er for meget. De har opdaget, at de mange krav fra de få går ud over de mange.

Konsekvensen af den nye forælderkultur er jo i sidste instans, at dem, der ikke brokker sig og stiller krav, ryger bagerst i køen. Og det betyder også, at der bliver mindre tid til de børn, der har behov for specialundervisning, fordi læreren er nødt til at engagere sig følelsesmæssigt i forældresager. Endelig er der ingen tvivl om, at forældrenes nye krav stresser mange lærere i en grad, så det er ødelæggende for det generelle skole/hjemsamarbejde, siger Jon Kristian Lange.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk