Prøv avisen

Ny forskning: Danske dagblade – undtagen ét – skamroste nazistisk film under Besættelsen

Program for filmen ”Jøden Süss”, der var en af tre film, som den tyske propagandaminister Joseph Goebbels fik produceret efter Krystalnatten i 1938 med det formål at styrke antisemitiske følelser hos det tyske folk. Foto: DFI/Udklipsarkivet

En klumme i Kristeligt Dagblad fra 1941 er det eneste eksempel på, at tyske film fik kritik i danske dagblade under Besættelsen. Ellers modtog Goebbels’ antisemitiske propaganda store roser fra den danske anmelderstand. Det viser et nyt studie af dansk filmkritik under krigen

Det er en film, der på alle måder skriger til himlen i dag.

”Jøden Süss” fra 1940 handler om en slesk, jødisk finansrådgiver, Joseph Süss Oppenheimer, der snyder, voldtager og torturerer sig gennem tilværelsen i 1700-tallets Tyskland. Da han til sidst fanges, stilles for retten og straffes med døden for sine gerninger, forvises samtidig alle jøder fra hertugdømmet Württemberg.

”Må vore efterkommere holde sig til denne lov, så vil de spare sig megen sorg og redde ejendele og liv,” siger en af byens ældste som afsluttende replik i filmen, mens kameraet langsomt zoomer ind på hans alvorsfulde ansigt.

”Jøden Süss” eller ”Jud Süss”, som den oprindeligt hed, var en af de tre film, som Det Tredje Riges propagandaminister, Joseph Goebbels, beordrede produceret efter Krystalnatten i 1938 for at skærpe de antijødiske følelser hos det tyske folk.

Og det var med samme formål, at filmen blev sendt ud til danske biografer i 1941, da Danmark var blevet besat. Men modsat hvad man i dag skulle tro, så tog filmanmelderne ved de danske dagblade overordentlig godt imod ”Jøden Süss”. Det viser ny forskning fra Det Danske Filminstitut, hvor forskningsleder og ph.d. Lars-Martin Sørensen netop har kortlagt dansk filmkritik under Besættelsen.

”Flere af de store dagblade havde faste og dygtige kritikere, der var dybt inde i sagerne og kulturelt interesserede. Desto mere overraskende er det, at anmeldelserne er, som de er,” siger han.

Filmhistorisk er ”Jøden Süss” det ypperligste eksempel på en jødehetzende film og kan som sådan bruges som en lakmusprøve på filmkritikken herhjemme under Anden Verdenskrig. Og den prøve falder altså ikke ud til de store dagblades fordel:

Politikens anmelder Knud Gantzel roste filmen for sit ”ypperlige Skuespil af en Række fortrinlige Skuespillere”, og det fremhæves, at skuespilleren Werner Krauss, der har flere roller i filmen, spiller ”med overordentlig Udtryksfuldhed jødiske Typer fra Datiden”.

I Berlingske Aftenavis skrev anmelderen Svend Borberg, at der var tale om en film, ”hvis kunstneriske Værdi maa fremhæves af Enhver, der ser den”. Han skrev desuden, at filmfolkene bag havde gjort deres ”bedste for at undgaa en alt for tydelig tendentiøs Fortolkning” af det historiske stof, filmen var baseret på.

Og Svend Borberg fortsætter:

”Historiens mest iøjenfaldende morale er, at en Type som Oppenheimer visseligt angriber et Samfund som en Pest (...) Han er en Sygdom, der sætter sig fast i uædle Organer og derigennem rammer hele Organismen.”

Også anmeldelsen i avisen Nationaltidende var begejstret. Kun ét dansk dagblad leverer kritik af ”Jøden Süss”. Og det var endda et dagblad, der ikke på det tidspunkt praktiserede filmanmeldelser i nogen nævneværdig grad, nemlig Kristeligt Dagblad.

Tre uger efter filmens danske premiere, den 28. februar 1941, kunne man på lederplads finde en længere usigneret kommentar i Kristeligt Dagblad, som går i rette med filmen og modtagelsen af den i Danmark.

Kommentaren slår først fast, at danskerne ”har meget at indhente med Hensyn til vor Viden om tysk Nationalsocialisme,” hvad der jo ikke kunne benægtes fra tysk side. Men så begynder en længere salut mod anmelderne, og især påstanden om, at ”Jøden Süss” ikke skulle være antisemitisk.

”I aaben Modstrid med Filmens officielt erklærede Idé, og hvad, der kan ses af enhver, som er kommet indenfor Teatret med Øjne i Hovedet, forkynder et Opslag udenfor, at den ikke indeholder Propaganda imod Jøderne,” skriver den kristelige skribent og fortsætter:

”Her har det ikke drejet sig om at give et spændende og farverigt Billede af historiske Hændelser, men om at fremstille en Jødes Fordærvelse og Fordærvelighed og mest gennem Betoning af det racemæssige.”

Kommentaren er en , som Kristeligt Dagblad godt kan være stolt af set med nutidens øjne, mener forskningsleder Lars-Martin Sørensen.

”Jeg har læst stort set alt, hvad der findes af anmeldelser fra den tid, og Kristeligt Dagblads klumme står som et enestående eksempel på, at det faktisk var muligt at ytre sig kritisk om de tyske propagandafilm tidligt under besættelsen,” siger han.

Han mener ikke, at kulturskribenter på det tidspunkt har haft nævneværdig grund til at tro, at der ville ske dem noget slemt og kalder de mange begejstrede anmeldelser fra den tid for ”medløb”.

”Man skal være varsom med motivforskning, men vi ved, at anmelderne blev inviteret med på reportageture til Tyskland og er fotograferet sammen med tyske journalister fra den nationalsocialistiske avis Fædrelandet. Særligt forsigtig med, hvilke ulve, man hylede blandt, har man ikke været. Og den journalistik, der blev lavet om tyske film, har i høj grad været servil,” siger han.

Svend Borberg, der var anmelder for Berlingske Aftenavis, var udpræget tyskvenlig og kulturel kollaboratør og blev fra 1944 persona non grata på avisen, fortæller Hans Hertel, professor emeritus i litteraturhistorie ved Københavns Universitet.

”Men det kan undre, at andre aviser ikke har taget mere direkte fat på den antisemitiske propaganda i ’Jøden Süss’. At man skriver så pseudo-neutralt kan være svært at forklare,” siger han.

”Jeg tror i og for sig ikke, der i 1941 har været noget særligt at frygte for en anmelder, der udtrykte sig lidt kritisk, men det er altid lettere at sige, når man ser bagud. Pressen har været under pres for at opføre sig neutralt. Men der er mere subtile måder at være antinazistisk på, og det er det, man kan se hos Kristeligt Dagblad,” siger han.

Men hvem skrev mon den brave leder? Hans Hertel mener, det er meget sandsynligt, at det er den daværende journalistiske redaktør for Kristeligt Dagblad Gunnar Helweg-Larsens synspunkt, der slår igennem. Helweg-Larsen var kendt for at have en antinazistisk linje og skrev blandt andet på den tid satiriske indlæg, som det berømte causeri om en art af skadelige ”larver”, der var ved at invadere de danske skove. Helweg-Larsen blev i maj 1941 tvunget væk fra redaktørposten efter tysk pres.

”Det lyder meget sandsynligt, at det kan være ham. Han syntes, at de andre aviser var gået for langt, og det er al ære værd.”