Ny hjemmeside bryder tabuer om overgangsalderen

I et åbent forum kan kvinder fra og med i dag finde støtte og gode råd om en for mange problemfyldt periode i livet

www.minandenungdom.dk bryder tabuer om overgangsalderen. -
Www.minandenungdom.dk bryder tabuer om overgangsalderen. -. Foto: PR.

Det skal være slut med at fortie hedeture, søvnløshed og vaginale problemer forbundet med overgangsalderen.

Derfor lancerer Nordisk Film og Novo Nordisk i dag klokken 12 hjemmesiden www.minandenungdom.dk, som henvender sig direkte til kvinder i overgangsalderen.

Hjemmesiden er tænkt som et åbent forum, hvor kvinder kan dele erfaringer og viden om de komplikationer, der kan være forbundet med parforhold, sexliv og sundhed i overgangsalderen.

En af de kvinder, der allerede medvirker på hjemmesiden, er den 54-årige coach Lise Toft Dahl.

- Jeg synes, det er vigtigt, at der endelig kommer fokus på denne ofte usynlige og oversete aldersgruppe. Kvinder over 45 mangler en talerstol og et sted at dele erfaringer om deres intime liv og alt muligt andet uden at være udsat for aldersracisme. Mange kvinder i den alder går alene med deres tanker om for eksempel deres sexliv eller mangel på samme, siger hun i en pressemeddelelse.

Målbart behov for støtte
Idéen til hjemmesiden er ikke grebet ud af det blå. En undersøgelse udarbejdet af Zapera for Novo Nordisk viser, at underlivsgener har negativ betydning for både det sociale liv og sexlivet hos hver anden kvinde i alderen 45-65 år.

Dermed kommer hjemmesiden som et tiltrængt tiltag for en stor gruppe kvinder, og Sex og Samfund hilser tiltaget velkomment.

- Selv i det moderne "Frisindsdanmark" er seksualitet desværre ofte forbundet med fortielse og skam. Dette rammer modne og ældre kvinder dobbelt hårdt, fordi mange i forvejen oplever det som svært at blive taget alvorligt som erotiske væsener, siger formand for Sex & Samfund, læge Christian Graugaard.

- Kvinder over 50 er stort set usynlige i mediebilledet, og der hersker generelt en sejlivet kulturel fordom om, at kvinders seksualitet forsvinder efter den fertile alder. Der er i høj grad behov for aktiv nedbrydning af de destruktive tabuer, siger han.