Hjemmeværnet. Det er sådan nogle søndagssoldater, som drikker masser af kaffe og dirigerer trafikken, når danskerne skal på festival eller til dyrskue.
Sådan tænker mange om Hjemmeværnet, og det er ofte det billede, man møder i medierne af Danmarks frivillige militære organisation. Men faktisk er Hjemmeværnet meget mere end det – og derfor har organisationen sat sig for at skabe en ny kernefortælling, der i korte vendinger skal indkapsle det særlige ved Hjemmeværnet og skabe en stolthedsfølelse hos både frivillige og ansatte.
”Hjemmeværnet har op til 30 forskellige opgaveløsninger hver eneste dag, såsom hjælp til folk i havsnød eller oversvømmelser. Det skulle gerne være sådan, at når man tog sin hjemmeværnsuniform på, så var man stolt og glad for at vise sig frem, men jeg tror, at der er nogle, der stadig er lidt udfordrede, fordi der er den her fejlagtige opfattelse af, hvad Hjemmeværnet gør,” siger brigadegeneral Jette Albinus, der er stabschef for Hjemmeværnskommandoen.
I løbet af efteråret drager Hjemmeværnets ansatte derfor ud på såkaldte roadshows i landets forskellige distrikter for at høre, hvilke ord de frivillige bruger om sig selv og deres opgaver. Målet er efterfølgende at få kogt de mange input ned til en kort fortælling, som alle i organisationen kender til. Ifølge Jette Albinus kan en sådan fortælling både handle om Hjemmeværnets mange kompetente frivillige, hvordan de gør en forskel, og hvordan medlemmerne er soldater, men også leverer støtte til samfundet. En fortælling, der også kan bidrage til at nuancere opfattelsen af Hjemmeværnet, som siden juni 2016 blandt andet har haft til opgave at udføre grænsekontrol sammen med politiet.
”Der er brug for os og stor efterspørgsel på vores kernekompetencer som militær beredskabsorganisation. Folk melder sig, fordi de gerne vil være soldater i deres fritid og gerne vil gøre en forskel – så er det jo også sådan, de helst skal ses, og ikke som nogen, der render og leger soldater for sjov,” siger Jette Albinus.
Hjemmeværnet blev oprettet i 1949 med udgangspunkt i besættelsestidens modstandsbevægelse. Målet var at skabe et korps af frivillige, som kunne dæmme op for truslen fra øst. Men Hjemmeværnet blev så at sige født ind i både besættelsestidens og den kolde krigs politiske konflikter, hvor der fra begyndelsen var grupper af danskere, der så med vrede og bitterhed på Hjemmeværnet, forklarer historiker Jens Ole Christensen, der selv er hjemmeværnsfrivillig og forfatter til bogen ”Hjemmeværnet – Historien om det folkelige forsvar”.
Artiklen fortsætter under grafikken
”Modstandsbevægelsen bestod ved slutningen af Besættelsen groft sagt af en mindre, kommunistisk venstrefløj og en langt større, demokratisk midterfløj. Da Hjemmeværnet blev oprettet, kom det i høj grad til at bestå af den pro-vestlige og demokratiske side af modstandsbevægelsen, hvorimod kommunisterne blev sorteret fra. Derfra blev det en del af kommunisternes dna at hade Hjemmeværnet, og det had er siden gledet videre ind i den moderne venstrefløjs historie,” siger han.
Et tilsvarende had så man ifølge Jens Ole Christensen i den kulturradikale del af åndslivet i efterkrigsårene. Her drejede modviljen mod Hjemmeværnet sig om dets udspring i modstandsbevægelsen, som havde væltet samarbejdspolitikken under besættelsen – og efter Befrielsen var en af hoveddrivkræfterne bag opgivelsen af den danske pacifistiske neutralitetspolitik, der var hjørnestenen i De Radikales selvforståelse.
”Jeg har været med i Hjemmeværnet i 40 år, og der har været en stjerneregn af forslag om at nedlægge Hjemmeværnet. Der er hele tiden en latterliggørelse og mistænkeliggørelse af Hjemmeværnet, og hver gang peger pilen tilbage til kritikkens kommunistiske eller det kulturradikale udspring,” siger han.
I takt med at truslen fra det kommunistiske Sovjet forsvandt, svandt Hjemmeværnets kerneopgave og eksistensberettigelse også langsomt ind.
Danske militære operationer foregår nu i stigende grad i fjerne lande, hvor Hjemmeværnet ikke har nogen rolle. På den måde er værnet i manges øjne kommet til at fremstå som et fortidslevn uden ”rigtige” opgaver, og billedet af den midaldrende, tykke hjemmeværnsmand i gul vest har domineret de seneste mange år.
Men betyder det ikke bare, at Hjemmeværnets rolle er udspillet? Ikke hvis man spørger Peter Viggo Jakobsen, der er lektor i civilt-militært samarbejde og konflikthåndtering ved Institut for strategi på Forsvarsakademiet. For Rusland har siden 2014 igen udgjort en militær trussel mod Danmarks sikkerhed, ligesom der er behov for en bevæbnet styrke, der kan støtte politiet i tilfælde af større ulykker og terrorangreb. Og det er opgaver, som det danske forsvar ikke selv har kapacitet til at løse.
”Det kan forsvaret ikke længere, fordi det er blevet skåret kraftigt ned. Derfor har Hjemmeværnet fået tilført en masse nyt materiel i det nye forsvarsforlig, der blev indgået tidligere i år, og der er behov for mange nye medlemmer og et højere træningsniveau, hvis den opgave skal løftes,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Ifølge ham kræver det netop en helt ny fortælling med fokus på Hjemmeværnets militære arbejde fremfor det civile, hvis man vil lykkes med at give værnet et mere positivt ry. Og den holdning deler folketingsmedlem Søren Espersen (DF), der siden efteråret har været kommitteret for Hjemmeværnet og dermed værnets civile chef. For ud af en styrke på 46.000 hjemmeværnsfolk er der kun 14.000-16.000 såkaldt aktive medlemmer, og det tal skal gerne vokse.
”Den største historie, der skal fortælles om Hjemmeværnet, er den militære historie. Den kan i mine øjne være med til at øge rekrutteringen og stoltheden, som ligger i ethvert ungt menneske, der vil gøre en indsats for at forsvare landet. Vi skulle gerne op over 20.000 aktive medlemmer for fortsat at være en markant del af dansk totalforsvar. Derfor må det ikke være den civile del, der er i fokus i fortællingen om Hjemmeværnet. Det kommer i anden række i forhold til det militære,” siger Søren Espersen.