Ny kirkeminister vil se på konfirmationen

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) vil blande sig i kirkens forhold, hvis det er nødvendigt. Han vil se på konfirmationsforberedelsen, men ellers være folkekirkens tjener

Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R) under overdragelsen af Kirkeministeriet.
Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R) under overdragelsen af Kirkeministeriet. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Folkekirken er ikke på vej til at blive revolutioneret.

Det er den korte besked fra Bertel Haarder (V), der i går officielt fik overdraget ledelsen af Kultur- og Kirkeministeriet fra Det Radikale Venstres Marianne Jelved.

Bertel Haarder vil dog se på problemerne med konfirmationsforberedelsen, der flere steder er flyttet uden for skoletiden.

Han vil flytte trossamfundene uden for folkekirken tilbage til Kirkeministeriet, og så skal planerne om en strukturreform af folkekirken gemmes langt væk.

”Jeg vil ikke have det. Jeg er sikker på, at det bliver til skade for kirken, og at det vil føre til udvandring fra folkekirken. Man vil ikke kunne enes, og hvis en synode begynder at definere trosgrundlaget på en snævrere måde, så vil folk melde sig ud,” siger Bertel Haarder.

Udover den klare holdning til styring af folkekirken skal man ikke forvente et kraftigt kursskifte med Bertel Haarder som kirkeminister. Der bliver, vurderer han, ingen snævre flertal, men i stedet vil han forsøge at samarbejde bredt i Folketinget.

Både med tidligere kirke- og kulturminister Marianne Jelved (R) og Christian Langballe fra Dansk Folkeparti, siger den nye kultur- og kirkeminister.

”Jeg har ikke store revolutionære planer. Jeg er dialogens mand også på kirkeområdet.”

Med beretninger om faldende dåbstal og en skolereform, der har presset konfirmationsforberedelsen ud i ydertimerne, har folkekirken ellers sit at slås med.

Og Bertel Haarder er da også opmærksom og bekymret for de beretninger, der har lydt om konfirmationsundervisningen.”Der vil jeg gerne lytte, og måske drøfter jeg det allerede i morgen med undervisningsministeren (Ellen Trane Nørby, red.). Vi har aftalt at holde tæt kontakt omkring dette.

Jeg synes, at det er kedeligt, hvis konfirmationsundervisningen bliver stedbarnet i folkeskolen. Jeg begriber heller ikke, hvorfor det skal være tilfældet.

Når man har udvidet skoletiden, skulle det kun være nemmere at rumme konfirmationsforberedelsen,” siger Bertel Haarder.

Med en ny Venstre-ledet regering og med Bertel Haarder som kultur- og kirkeminister bliver trossamfundene uden for folkekirken altså flyttet tilbage i kirkeministeret.

Der havde de også plads, da Bertel Haarder var undervisnings- og kirkeminister fra 2005 til 2007. Efterfølgende har trossamfundene levet en omskiftelig tilværelse og har både haft hjemme i social- og justitsministeriet.

Men det er klassisk Venstre-politik at få de fra folkekirken afvigende trossamfund tilbage i Kirkeministeriet, mener Bertel Haarder.

”Venstre har altid været frikirkernes parti. Vi var det parti, som mormoner, baptister og andre trossamfund holdt sig til. Ikke mindst i Nordjylland, hvorfra jeg første gang stillede op til Folketinget i 1973.

Det er udtryk for det grundtvigske højskole-frisind, og jeg er stolt over, at vi får løst det, når Venstre nu tager over.”

Når Bertel Haarder nu tager over, får det kirkelige bagland dog ikke en kirkeminister, der har tænkt sit at gemme sig, hvis der opstår konflikter. For grunden til, at folkekirken står så solidt, som den gør i Danmark, er ifølge Bertel Haarder, at ledelsen er politisk.

”Jeg er helt sikker på, at hvis kirken selv skulle løse det hele, så ville det blive langt sværere. En ting, som politikere er bedre til end teologer, menighedsrådsmedlemmer og andre, der arbejder i kirken, er konfliktløsning.”

Han nævner selv den årelange sag med Thorkild Grosbøll, sognepræsten i Taarbæk Sogn, som eksempel. Efter, at han i 2003 bekendtgjorde, at han ikke troede på Gud, endte affæren på Bertel Haarders bord i 2005.

”Der kendte jeg min kirkehistorie og fandt en biskop, der ville gå ind i sagen. Det blev Jan Lindhardt (tidligere biskop over Roskilde Stift, red.), der tog Grosbøll i skole, og så hørte vi ikke mere til den sag.

Vi undgik, at kulturkristne udvandrede fra Folkekirken. Det er et godt eksempel på, at vi som politikere er gode til at skabe kompromiser og løsninger, som alle kan leve med.

Så med dig som kirkeminister får kirken altså snarere en pedel eller en tjener end en aktivist, der vil lave om på kirken?

”Det bliver i hvert fald en tjener, som i øvrigt betyder en minister. Det skal man især som kirkeminister lægge sig på at sinde. At være tjener.”