Ny kogebog skal sænke kræftrisiko

Følger man en kogebog baseret på kosten hos de kræftfrie munke i klostersamfundet Athos, er der dokumenteret håb for at kunne undgå kræft, mener læge. Kræftens Bekæmpelse er skeptisk

Kosten spiller en større rolle i kampen mod kræft, end den normalt tillægges. -
Kosten spiller en større rolle i kampen mod kræft, end den normalt tillægges. -. Foto: .

Spis linser, bønner og grove grøntsager. Så simpel lyder opskriften, hvis du vil øge dine chancer betragtelig for at undgå kræft.

Det konkluderer en kommende kogebog fra speciallæge og specialist i kræftforebyggelse Stig Ekkert. Bogen er baseret på erfaringerne fra munkesamfundet på halvøen Athos i Grækenland, hvor en omfattende undersøgelse af 1500 munke har vist blot 11 tilfælde af prostatakræft siden 1994. Og ikke et eneste tilfælde af lunge- eller tarmkræft. Og det er ganske ekstraordinært i en verden, hvor den normale forekomst er mange gange højere.

Derfor tog en ellers skeptisk Stig Ekkert tidligere på året til Athos for at se ved selvsyn, hvad der kunne være forklaringen. Og han kom hjem i fuld overbevisning om, at det nu omsider er bevist, at kosten spiller en større rolle i kampen mod kræft, end den normalt tillægges.

Der er ikke bare tale om endnu en tilfældig mirakelhistorie, men om en stor universitetsundersøgelse, der entydigt viser, at munkene lever længere end normalt enten helt uden kræft og i få tilfælde på trods af kræft. Det unikke er, at forklaringen ikke kan være genetisk, for alle munke er tilflyttere, og der findes ikke kvinder på øen. Det må være noget med miljøet, og her spiller den særlige, fiberholdige kost en afgørende rolle, siger han.

I Kræftens Bekæmpelse er overlæge og forebyggelseschef Hans Storm dog skeptisk. At sund kost er et godt værn mod kræft er velkendt, men det er langt fra lige så godt som at lade være med at ryge og drikke. Desuden mangler man andre munkesamfund at sammenligne med for at kunne drage sikre konklusioner.

Når nogen siger, at kræft nærmest er udryddet, så er jeg altid skeptisk, for det er desværre naturens orden, at jo ældre vi bliver, jo større risiko er der for, at vi får kræft, og det kan man ikke lave om på. Munkene lever formentlig et liv inklusive en sund kost der sænker eller udsætter forekomsten af kræft. Men man skal passe på med at tro, at man har fundet de vises sten, siger han.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk