Alex Vanopslagh: Liberalismen må ikke føre til åndløs individualisme

Liberal Alliance tager i morgen hul på sit sommergruppemøde efter et katastrofalt valg. Partiet skal ikke stå for en grænseløs og normnedbrydende liberalisme, men være bedre til at tale om dyder, fællesskab og dannelse, forklarer Alex Vanopslagh, der i juni blev ny formand

”Måske er det tid til at tale om, at vi som mennesker ofte bliver mere lykkelige af forpligtende rammer,” siger Alex Vanopslagh. –
”Måske er det tid til at tale om, at vi som mennesker ofte bliver mere lykkelige af forpligtende rammer,” siger Alex Vanopslagh. – . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Egentlig gik fællesskabets betydning først for alvor op for Alex Vanopslagh, da han blev far. Sønnen Milton, der i dag er tre år, trives bedst i faste rammer. Med faste sengetider, begrænset leg med iPad’en og formaninger om, at han skal være tålmodig og vente på, at det bliver hans tur, når aftensmaden serveres. Kort sagt er Milton underlagt fællesskabets spilleregler. Og det er sundt, fortæller Liberal Alliances nye politiske leder.

For nogle forældre kan det måske virke som en banal erkendelse. Men tænker man videre over den – og det gjorde Alex Vanopslagh – er det også en opdagelse, som har politiske konsekvenser. Faderrollen har sendt ham på en liberal rejse. Væk fra ”den liberalisme, der hurtigt bliver til åndløs individualisme”, og hen mod en liberal borgerlighed, der betoner samfundssind.

Liberal Alliance bør i sin nye rolle som oppositionsparti blive bedre til at hylde civilsamfundets fællesskab som den ramme, individet bedst kan frigøre sig gennem, mener Alex Vanopslagh.

”De tanker, jeg har gjort mig som far, er indlysende også rigtige på samfundsplan. Min søn er en del af familiens fællesskab. Han skal forstå, at man i en familie – ligesom i et samfund – ikke kun tænker på sine egne behov. Det liberale må ikke blive grænseløst, og LA er ikke et parti for folk, som vil have carte blanche til at opføre som idioter uden respekt for andre mennesker. Du har friheden til at gøre det, men pligt til at lade være. Det kan vi blive bedre til at sige.”

Kristeligt Dagblad møder den 27-årige Alex Vanopslagh på Ridebanegangen i det sydvestlige hjørne af Christiansborg, hvor Liberal Alliance holder til. Partiet blev næsten udraderet ved valget den 5. juni og er med 2,3 procent af stemmerne i dag Folketingets mindste parti.

Gangen roder og er fyldt med flyttekasser og valgpjecer, der skal smides ud. Et par assistenter har brugt de seneste dage på at luge ud i det fysiske rod. På det politiske plan er det Alex Vanopslagh, der har fået oprydningstjansen. De fleste af den nykårede formands tiltrædelsesinterviews har centreret om, hvorvidt regeringsdeltagelsen i sidste valgperiode var en fejl. I dag handler snakken om partiets fremtid.

”Økonomi vil stadig fylde rigtig meget i LA. Det samme vil individets frihed og rettigheder,” forklarer Alex Vanopslagh, som noget overraskende blev valgt til Folketinget, mens profiler som Joachim B. Olsen og Anders Samuelsen blev vraget af vælgerne.

Den økonomiske doktrin må dog ikke stå alene.

”Vi liberale må ikke overlade snakken om fællesskabet og samfundssindet til venstrefløjen. Det er sundt, at man ikke kun tænker på sine egne behov, og når der stilles krav og sættes rammer for, hvad der er i orden. Det behøves ikke være velfærdsstaten, der sætter de rammer.”

I teorien lyder det ikke særligt LA-agtigt at lægge bånd på individet. Men ifølge Alex Vanopslagh er det en vigtig erkendelse, som enhver liberal må gøre sig.

I studietiden gik der for Alex Vanopslagh sport i at tage den teoretiske, frihedselskende liberalisme til sit sylespidse yderste, da han først havde meldt sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Eksempelvis ved at argumentere for retten til at have sex med sine søskende.

”I virkelighedens verden er de debatter bare ikke særligt meningsfulde i længden.”

I stedet mener han i dag, at Liberal Alliance skal dyrke en liberalisme, der ikke munder ud i en endeløs frisættelse.

”Jeg oplever en normløshed, som gør mig nervøs. En tendens til at erodere familien, skolen eller lokalsamfundet som forpligtende fællesskaber, hvor vi stiller krav til hinanden,” siger Alex Vanopslagh og uddyber:

”Det medfører et dannelsestab og skaber en tomhed, som vi udfylder med likes på Instagram, 12-taller på karakterbladet og en søgen efter bekræftelse. Det ender i en rodløshed og en narcisisme. Når så mange unge i dag er dybt optaget af, hvordan andre ser dem, er det blandt andet fordi, at de ikke kender til den indre ro, som et fællesskab kan give. Jeg savner et samfundssind, som går ud over egen selvrealisering og tror på, at det liberale har meget at tilbyde.”

LA-formanden indrømmer, at han med sin opsang kan vække harme i dele af baglandet. Han er også klar over, at debatten rummer dilemmaer. Som liberal ønsker han at frigøre den enkelte, og han vil ikke formane folk til at gå i kirke eller blive en del af fællesskaber, de ikke ønsker at være en del af.

”På den ene sider taler jeg imod 68’ernes opgør med alle normer og autoriteter. Men det står også klart, at 68’ernes med deres seksuelle frisind og kvindefrigørelse var med til at frisætte folk på en god måde.”

Kan individets frigørelse blive for liberal – selv for en LA- formand?

”Ja, det kan det,” siger Alex Vanopslagh.

Han bremser op i talestrømmen og kigger på et tætskrevet A4-ark, der ligger foran ham. ”Stikord og tanker forud for interview”, står der. Han har ikke før printet papirer med noter ud før et interview med et dagblad, forklarer han. Men snakken om individets forpligtelser er noget, han ”længe gerne har villet sige noget om, men har haft lidt svært ved at formulere”.

”Det kan blive for meget, hvis ikke der findes noget fast – hvis vi har et åndeligt anarki. Vi har bevæget os ind i opløsningstiden, hvor normer og værdier i samfundet skal opløses. Det ses i uddannelsessystemet ved, at oplysningstidens idealer om viden, fornuft og rationalitet er sat til side og erstattet af identitetspolitik. Hudfarven og kønnet på afsenderen er i dag vigtigere end argumentets empiriske opbakning. Det nedbryder grundstenene i det vestlige liberale samfund som et fællesskab med lighed og frihed for alle borgere.”

”Derudover har vi med ånden fra 68’erne brudt op med den ellers liberale tanke om, at vi er samfundsborgere i et forpligtende fællesskab. At der er dyder, man skal leve op til og en historie, vi er rundet af. Vi forventer i mindre og mindre grad, at de unge bliver gode samfundsborgere. De kan gøre, lige hvad der passer dem. Verden ligger for deres fødder, og de behøver ikke at gøre noget, de ikke har lyst til. De kan selv vælge og er blevet verdens frigjorte navle. Måske er det tid til at tale om, at vi som mennesker ofte bliver mere lykkelige af forpligtende rammer.”

Det er dyder som ærlighed, loyalitet, arbejdsomhed, mådehold og næstekærlighed, partiet skal være bedre til tale op, forklarer Alex Vanopslagh. Det lyder ikke som det Liberal Alliance, der for et par år tilbage var med til at lette registreringsafgiften på biler og dernæst fejrede det med champagne i DR’s Deadline-studie. Ej heller som det Liberal Alliance, der senere lettede afgiften på køb af lystyachter. Er han i gang med at hælde den forrige ledelses fortolkning af liberalisme ad brættet?

”Nej. Jeg synes, at folk som Merete Riisager (fhv. undervisningsminister, red.), Mette Bock (fhv. kultur- og kirke-minister, red.) og Henrik Dahl har været gode til at tage den her type debatter.”

Men vil vi under din ledelse stadig opleve, at I jubler over billigere lystbåde?

”Ja. Liberal Alliance er stadig et parti, der hylder vinderne og højdespringerne. Men vi skal huske at fortælle, at man ikke kun er noget, hvis man opnår det ekstra- ordinære. Det er lige så fint at slå sig ned som håndværker i Hammerum og hjælpe til i lokalsamfundet.”

Et eller andet sted er faktisk dét, der holder Danmark sammen, forklarer Alex Vanopslagh. Når far tager en tørn med træningen i den lokale fodboldklub. Når mor engagerer sig i skolens forældrebestyrelse. For ham er det liberale projekt lykkedes, når mennesker er frie til at kunne være noget for hinanden. Frihed, lighed og broderskab var parolen, da borgerskabet i Frankrig fravristede enevælden magten under den liberale revolution i 1789.

”Herhjemme får den altid fuld skrue med frihed og lighed i debatten. Vi glemmer broderskabet – eller det gode borgerskab, om man vil.”

I international sammenhæng anerkendes Danmark for sit stærke civilsamfund. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at hver tredje voksne dansker har udført frivilligt arbejde inden for de seneste tre måneder. Kan velfærdsstaten være den ramme, som det stærke og frie borgerskab trives under?

”Nej, selvfølgelig ikke,” siger Alex Vanopslagh.

Hvorfor ikke?

”Fordi statens næstekærlighed er tvungen, mens den i civilsamfundet er frivillig. Det er grundlæggende amoralsk, at vi har udliciteret samfundssindet til velfærdsstaten. Pligten til at hjælpe de svageste er forsvundet, og det samme er pligten til at klare sig selv. Hvornår har du sidst hørt om en studerende, der siger nej til SU? Eller en ældre, der siger nej til folkepension, fordi man selv har sparet op? Alle rager til sig i en grådighed, som velfærdsstaten har systematiseret. Det eroderer samfundssindet.”

Han understreger, at de politiske konsekvenser af de nye LA-toner ikke kun er, at partiet vil tale om lavere skatter og en mindre velfærdsstat. Folkeskolen som ”en afgørende samfundsinstitution med fokus på dannelse og krav” skal prioriteres højere. Og så vil Liberal Alliance, der engang prædikede åbne grænser og lukkede kasser, ikke vægre sig for at føre højreorienteret værdipolitik.

”LA står for en stram udlændingepolitik, så Danmark ikke tager for mange indvandrere ind, der ikke abonnerer på de liberaldemokratiske holdninger og oplysnings- tidens idealer. Vi må godt turde sige, at den vestlige kultur er de andre overlegne,” slutter Alex Vanopslagh.

Heller ikke i den forstand er liberalismen grænseløs.