Prøv avisen

Ny mådeholdenhed skal hjælpe klimaet

Den økonomiske krise er et vigtigt skridt i retning af en mere bæredygtig verden, for den har gjort os mere reflekterede over vores forbrug, mener klimakommisær Connie Hedegaard (K). Foto: Keld Navntoft.

Den økonomiske krise er et vigtigt skridt i retning af en mere bæredygtig verden, for den har gjort os mere reflekterede over vores forbrug, mener klimakommisær Connie Hedegaard (K). Forbrugereksperter bakker hende op

Når landets butikker melder om faldende salgstal inden for stort set alle områder, skyldes det ikke blot, at den økonomiske krise har fået danskerne til at sidde tungere på deres penge. Det er lige så meget et velovervejet udtryk for, at krisen har fået os til at reflektere mere over, hvad der egentlig gør os lykkelige. Og det er ikke en endnu større fladskærm eller en flottere bil.

LÆS OGSÅ: Nøglen til fremtiden ligger i vores forbrug

Det mener EUs klimakommisær, Connie Hedegaard, og hun glæder sig over, at det er sådan. For det er præcis den tankegang og det livsstilsskifte, der er nødvendigt, hvis vi skal komme nogenlunde helskindede igennem de kolossale energi- og klimaudfordringer, vi står overfor.

Al videnskab og hele den praktiske virkelighed fortæller os meget tydeligt, at vi er nødt til helt grundlæggende at ændre den måde, vi som menneskehed lever på. Og en af de afgørende steder, vi hver især kan gøre en forskel, er i vores forbrugsmønster, siger hun i anledning af en ny og med spænding ventet rapport fra FNs særlige bæredygtighedspanel, som hun er medlem af.

Og det er ikke bare ønsketænkning, at vi er begyndt at gentænke vores forbrug, siger forbrugerekspert og stifter af konsulentfirmaet Lighthouse CPH, Eva Steensig. Det ses ikke bare i detailsalget, men i en lang række tendenser i tiden: Vi sælger og køber flere ting brugt. Vi går i stigende grad sammen om at købe huse, både, biler og andre større ting. Og vi er begyndt at danne fødevarefællesskaber for at kunne handle større og billigere ind.

Det er meget tydeligt, at krisen har startet en generel reflektion over, hvad vi egentlig har brug for. Og det er ret usædvanligt, for det plejer vi kun at gøre, når vi er materielt helt mættede og ikke kan købe os til mere mening med livet, siger Eva Steensig.

Når det alligevel sker, skyldes det en kombination af flere ting, mener hun: Økonomisk snusfornuft er blevet en vigtig og anerkendt dyd i disse år. Nye teknologiske muligheder har gjort det nemmere og billigere at være snusfornuftig, eksempelvis i forhold til at installere solvarme i huset. Og endelig kom krisen oven på en periode med så vild forbrugsfest, at mådeholdenheden nok var kommet under alle omstændigheder.

I Dansk Erhverv oplever man samme tendens. Genbrugsbutikker har eksempelvis fået helt nyt liv. Og der er kommet markant flere skræddere de seneste par år, som i høj grad lever af, at vi i stigende grad reparerer frem for at smide ud.

Hvor forbruget for fem år siden primært skulle signalere materielt overskud, vil vi i dag hellere signalere ansvarlighed. Både i forhold til vores private økonomi, men også over for klimaet, energiressourcerne og den globale fattigdom, der kommer stadig tættere på, forklarer forbrugerpolitisk chef Lone Rasmussen.

Det store spørgsmål er dog, hvor dybt mådeholdenhed egentlig stikker, påpeger Eva Steensig. For mennesket er grundlæggende meget forbrugende, og det ændrer sig ikke:

Så hvis Connie Hedegaard og andre virkelig skal udnytte krisen, skal de sørge for, at når vi begynder at forbruge igen, er det mere klima- og energivenlige varer, vi kan og vil vælge, siger hun.