Prøv avisen

Ny metrolinje åbner København for turister

Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, har været med under hele byggeprocessen med Cityringen. Selv om det undervejs virkede uoverskueligt for ham, troede han hele tiden på det nye metrobyggeri. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det bliver lettere for turister og beboere at færdes i København, når den nye metrolinje åbner søndag. Tilgængeligheden er vigtig for turister, mener forsker.

Rulletrapperne smøres, den sidste rengøring er i gang, og der skal stadig bæres sikkerhedshjelm og -støvler, før Københavns nye metrolinje åbner søndag.

Danmarks mest travle station bliver snart Københavns Hovedbanegård, når den får et metrostop.

Men lige nu er det kun byggefolk, der går rundt under jorden og laver de sidste forberedelser før søndagens åbningsfest.

Københavns nye metrolinje kaldes Cityringen og forbinder nye dele af byen.

Og det har stor betydning for turister og besøgende, at København snart bliver endnu lettere at komme rundt i.

Det fortæller forsker i turisme og storbyer ved Roskilde Universitet Mathilde Dissing Christensen.

- En metro er jo bare knaldgod, fordi man ikke skal kende det sted, man skal hen. Ved hjælp af visualiserede kort kan man let komme fra et sted til et andet.

- Turister får lettere ved at erobre og bruge byen, fordi metroen nu gør det lettere at bevæge sig mellem centrale dele af byen, siger hun.

Hvert år kommer mange turister til København, men med vidt forskellige ønsker til deres oplevelser i København.

En analyse fra Wonderful Copenhagen, der er hovedstadens officielle turismeorganisation, viser, at jo flere områder turister har besøgt, desto større tilfredshed har de med deres besøg i København.

Selv om de store seværdigheder er populære, er det ikke kun de største attraktioner, besøgende i København er interesserede i at opleve.

Det mener Lars Ramme Nielsen, der er fagchef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

- De fleste turister, der kommer til København, har rejst rigtig meget, og de søger selvfølgelig også de store seværdigheder.

- Men mange vil også gerne se, hvordan det er at være en helt almindelig københavner og have adgang til de steder, hvor københavnerne lever, siger han.

Det er Mathilde Dissing Christensen helt enig i, og hun mener også, det har betydning for, om turisterne kommer igen.

- Turister kommer ofte tilbage til en by, fordi det er sjovere at vende tilbage til de samme kvarterer, hvorimod specifikke seværdigheder - som Den Lille Havfrue - kan have en begrænsning på, hvor mange gange folk vil se dem, siger hun.

Københavnerne vil ifølge Mathilde Dissing Christensen samtidigt opleve mindre overturisme - især omkring Nyhavn og Kongens Nytorv.

- Metroen kommer til at lette presset af turister i bykernen. Der er områder, der vil opleve, at mængden af turister vil føles mere tålelig.

- Selvfølgelig betyder det også, at man kommer til at opleve flere turister i boligkvartererne, og at de her bliver en større del af gadebilledet, siger hun.

Arbejdet med den nye metro startede allerede i 2002, hvor de indledende optegnelser og idéer til en ny metro blev sat i gang.

Selve borearbejdet startede i 2013, og byggeriet er flere gange blevet forstyrret af både naboklager og påbud fra arbejdstilsynet.

At metroen nu endelig åbner, glæder administrerende direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen.

- Der er smil at spore hos alle os, der har været med til at bygge metroen. Det er kæmpestort, at vi kan åbne for passagerer på søndag.

- Vi har jo ikke lavet det her kæmpe byggeprojekt, bare fordi vi kan. Vi har bygget det, fordi folk skal bruge det, og det håber vi så, der er rigtig mange, der får lyst til, siger han.

Søndag åbner den nye Cityring officielt. Det bliver med åbningsceremoni og underholdning på Rådhuspladsen i København og på Solbjerg Plads på Frederiksberg.

Samtidig vil der søndag være gratis offentlig transport i hele København, hvor det bliver muligt at køre første tur i den nye metro.

/ritzau/