Minksagen skal kulegraves, og nu må Folketinget afgøre, hvad der skal spørges ind til

Politisk analyse: Folketingets partier har fundet ud af, hvordan minksagen skal undersøges. Det kommer til at ske i en ny type "granskningskommission", som særligt kan blive en udfordring for embedsmændene

Regeringen, SF og Enhedslisten har indtil nu ment, at det ville række med advokatundersøgelse af minksagen, hvor der kun indgår skriftligt materiale, men de borgerlige partier og De Radikale har ønsket en grundigere undersøgelse, hvor også ministre og embedsmænd kunne udspørges mundtligt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Minksagen bringer nu selve princippet om magtens tredeling i spil. I flere uger har Folketingets partier drøftet, hvordan sagen om regeringens ordre om at slå alle raske mink i Danmark ihjel uden et lovgrundlag skulle kulegraves.

I går kunne De Radikales Jens Rohde så fortælle, at der hverken bliver en advokatundersøgelse eller en undersøgelseskommission. Derimod tages en helt ny undersøgelsesform, en granskningskommission, i brug. Ligesom i en undersøgelseskommission kommer en dommer til at sidde for bordenden, og både embedsmænd og ministre skal kunne indkaldes som vidner.

Den principielle og afgørende forskel er, at det ikke er Justitsministeriet, som nedsætter kommissionen, men derimod Folketinget. Sagt lidt højtideligt konfronterer den lovgivende magt, Folketinget, nu en del af den udøvende magt, nemlig embedsværket, som normalt kun står til regnskab over for regeringen og domstolene. Især embedsmænd herhjemme har i årevis været stærkt imod, at Folketinget skulle kunne afhøre eller udspørge embedsmænd i skandalesager. Deres faglige organisation, Djøf, har tvivlet voldsomt på, at deres retssikkerhed kunne bestå under en parlamentarisk høring eller kommissionsundersøgelse af dem.

Jens Rohde mener dog, at retssikkerheden er den samme som i en almindelig undersøgelseskommission. Den ny type kommission har længe været et radikalt ønske, blandt andet fordi almindelige undersøgelseskommissioner har haft svagheder over for skiftende politiske flertal. Mest udtalt var det i Irak- og Afghanistan-kommissionen, som de borgerlige regeringer frem til 2011 nægtede at nedsætte, som den socialdemokratisk ledede regering så oprettede i 2012, og som Venstre-regeringen lukkede igen efter regeringsskiftet i 2015.

Med beslutningen om at nedsætte en granskningskommission følger også nogle nye muligheder for, at et politisk mindretal i Folketinget kan kræve sager gransket. Folketinget får et fast ”granskningsudvalg”, som med opbakning fra blot en tredjedel af Folketinget, 60 medlemmer, kan indstille til, at en sag undersøges, uanset undersøgelsens form. Et flertal i folketingssalen skal dog fortsat stemme for, hvis den skal blive til noget.

Regeringen, SF og Enhedslisten har indtil nu ment, at det ville række med advokatundersøgelse af minksagen, hvor der kun indgår skriftligt materiale, men de borgerlige partier og De Radikale har ønsket en grundigere undersøgelse, hvor også ministre og embedsmænd kunne udspørges mundtligt. Partierne lægger op til, at granskningskommissionen skal gøre sig færdig inden for et år.

Når den lægger sine konklusioner frem, vil man for alvor få syn for, om embedsmændenes retssikkerhed har kunnet sikres i praksis. Hvad stiller man for eksempel op, hvis kommissionen når frem til, at navngivne embedsmænd har begået ulovligheder i minksagen?

Politisk bliver det interessant, om et flertal vil stemme for en rigsretssag, hvis kommissionen om et år skulle konkludere, at en eller flere ministre har forbrudt sig mod Grundloven.

Under alle omstændigheder synes undersøgelsen på forhånd at give i hvert fald embedsmændene en del grå hår i hovedet.

Henrik Hoffmann-Hansen er Kristeligt Dagblads politiske redaktør.