Prøv avisen

Ny pave kan være nødt til at revurdere pligtcølibat

I disse dage samles kardinaler fra hele verden i Vatikanet i Rom for at vælge den nye pave, som skal tage over efter Benedikt XVI. Den nye pave kan blive nødt til at revurdere kravet om cølibat, mener blandt andre teolog Jakob Egeris Thorsen Foto: ALESSANDRO BIANCHI Denmark

Præstemangel og sexskandaler i den katolske kirke betyder, at den nye pave må overveje, om cølibatkravet for præster skal ophæves, vurderer teolog

Mangel på præster og en ny sexskandale har igen sat kravet om cølibat hos de katolske præster på dagsordenen. Sagen har været heftigt diskuteret i årenes løb, og nu er den blomstret op igen - ikke mindst fordi et pavevalg venter forude.

Grupper af i alt 18.300 præster i Østrig og Brasilien taler imod cølibatet. Tre belgiske biskopper foreslog i 2010 et opgør med kravet. Og senest udtalte den katolske biskop i Norge, Bernt Eidsvig, at han håber, den nye pave vil revurdere kravet om cølibat, så i forvejen gifte mænd kan få lov til at blive præsteviet.

Og lige præcis det er han nødt til, vurderer ph.d. og teolog Jakob Egeris Thorsen, som har forsket i katolske bevægelser og selv er katolik.

En ny pave vil være nødt til at overveje det, for i kirken rundt omkring i verden står man med en så radikal præstemangel, at det indvirker decideret negativt på kirkens mulighed for at forkynde evangeliet, siger han.

LÆS OGSÅ: Britisk kardinal går af efter anklager om pædofili

Han tilføjer desuden, at det udelukkende er noget kulturelt, der står i vejen for ophævelse af forbuddet, og at der allerede findes gifte præster i kirken. Det er nemlig muligt for lutherske og anglikanske præster at konvertere, selvom de er gift.

Vi har gifte katolske præster i Danmark. Cølibatkrav for alle gælder kun i den latinske del af den katolske kirke, hvilket selvfølgelig også er den største. Men det er altså bare et spørgsmål om at overføre den latinske del af kirken til resten af den ortodokse og katolske tradition, siger han.

Men ikke alle er enige. Blandt andre er den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon skeptisk over for at fjerne kravet. Han tror nemlig ikke, at problemet med præstemangel vil blive løst af den grund.

"Selvom mange præster har forladt præstegerningen for at gifte sig, og nogle mænd også afholder sig fra at blive præster på grund af cølibatkravet, er dette langtfra den eneste grund til præstemangelen. En vigtig grund er trossvindet i store dele af den katolske del af befolkningen samt ængstelsen for at forpligte sig i et livslangt engagement. En fornyelse af troen og engagementet i den vil øge muligheden for flere præstekald," skriver han i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Endnu et element i debatten er de mange sexskandaler i kirken - senest i sidste uge, hvor den britiske kardinal Keith OBrien måtte trække sig tilbage efter beskyldninger om upassende handlinger.

I 2010 udtalte den østrigske kardinal Christoph Schönborn, at et opgør med cølibatkravet kan være løsningen på skandalerne. Og ifølge teolog Jakob Egeris Thorsen er det da også et argument, der af og til dukker op.

LÆS OGSÅ: Stop sammenblandingen af cølibat og pædofili

Den kommer frem igen, fordi det, der har kendetegnet de fleste skandaler, er overgreb mod unge mænd. Det vil sige, at der er en massiv overrepræsentation af homoseksuelle mænd blandt katolske præster i forhold til normalbefolkningen. Derfor mener mange, at det ville være bedre, hvis embedet kunne appellere mere til almindelige heteroseksuelle mænd, siger han.

Men også her er den danske biskop Czeslaw Kozon uenig.

"Der er ingen sammenhæng mellem kravet om cølibat og seksuelle overgreb. Selv om antallet af seksuelle overgreb fra katolske præsters side ikke må bagatelliseres, er det en kendsgerning, at et stort antal lignende overgreb foretages af fædre og andre gifte familiemedlemmer samt af ugifte mænd, der ikke er forpligtet til at leve i cølibat," skriver ham i samme e-mail.

Jakob Egeris Thorsen er overbevist om, at kravet bliver ophævet på et tidspunkt. Men om det bliver af den kommende pave, tør han ikke spå om.

"Jeg ved ikke, om det bliver den her pave eller den næste, som ender med at gennemføre det. Men man er uden tvivl nødt til at overveje det, siger han.