Ny protest mod Folketingets åbningsgudstjeneste

Protesterne mod den gudstjeneste, der i morgen og traditionen tro markerer Folketingets åbning, bliver til et årligt debatarrangement

Igen i år rejses der protester mod, at Folketingets åbning markeres med en gudstjeneste i Slotskirken. Her et foto fra en tidligere åbningsgudstjeneste. Foto: Leif Tuxen.
Igen i år rejses der protester mod, at Folketingets åbning markeres med en gudstjeneste i Slotskirken. Her et foto fra en tidligere åbningsgudstjeneste. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen.

Man kan næppe tale om, at succesen gentages. Men i morgen laver de tre folketingsmedlemmer Kamal Qureshi (SF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anne Marie Geisler Andersen (R) for anden gang et debatarrangement samtidig med og i protest mod den gudstjeneste i Slotskirken, der markerer Folketingets åbning.

Trods stor opmærksomhed deltog i 2009 kun syv ud af 179 folketingsmedlemmer og i alt omkring 50 mennesker i debatarrangementet, der problematiserede gudstjenesten som en uheldig sammenblanding af religion og politik. Ifølge Kamal Qureshi skal arrangementet i morgen fasttømre protesten som en årlig begivenhed:

"99 procent af danskerne kunne ikke drømme om at gå i kirke eller moské inden deres første arbejdsdag efter sommerferien, men det gør en meget stor del af de politikere, der repræsenterer dem i Folketinget."

Men det er frivilligt, om man som politiker går til gudstjeneste, så hvad er problemet?

"Folketingets åbning markeres ved, at man først går i kirke og bagefter i folketingssalen. Vi har et problem, når det er en del af det officielle program. Og fordi man derfor har en direkte sammenblanding mellem kirke og politik."

Venstres folketingsmedlem Britta Schall Holberg deltager ikke i arrangementet:

"For det første er det fuldstændig frivilligt, om man går til den gudstjeneste eller ej. For det andet synes jeg, at denne tradition er en smuk understregning af, at vi arbejder for mere end personlige ambitioner. Det løfter ansvaret for det daglige brødarbejde i Folketinget," siger Britta Schall Holberg.

I debatarrangementet deltager som oplægsholdere Anders Jerichow, journalist og kronikredaktør ved dagbladet Politiken, og Frederik Stjernfelt, professor ved Aarhus Universitet. Sidstnævnte ved endnu ikke, hvad hans oplæg skal handle om, men som sekularist støtter han debatarrangementets præmis om, at gudstjenesten er en forkert sammenblanding af religion og politik.

"Mange folk tror, at sekularisme betyder, alle skal overtales til ateisme. I mine øjne handler det om, at ingen religiøse positioner skal nyde forrang i politik. Der har vi i Danmark en rest af den gamle lutherske konstruktion fra enevældens dage, hvor stat og kirke hang tæt sammen," siger Frederik Stjernfelt.

"Sagt på en lidt mildere måde er ikke alle danske politikere og vælgere troende, og det er fint med et alternativt arrangement til dem."

Både gudstjenesten og debatarrangementet foregår i morgen klokken 10-11.

beck@k.dk