Grønlændere i Danmark har langt større risiko for at havne på et herberg for hjemløse end danskere, og andelen af grønlændere i Danmark, der er indskrevet i alkoholbehandling er godt 10 gange så høj som den tilsvarende andel blandt danskere.
Det fremgår af en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd foretaget blandt knap 3800 voksne grønlændere, der kom til Danmark i perioden 1999 til 2011.
Undersøgelsen fra 2015 er blot et af flere initiativer, der de seneste år har sat fokus på de skønsmæssigt mellem 1000 og 1500 grønlændere, der i mange tilfælde er flygtet fra sociale problemer i hjemlandet og har slået sig ned i Danmark.
Partierne bag satspuljen for 2017 har netop afsat 46 millioner kroner over de næste fire år til at bekæmpe sociale problemer blandt grønlændere i Danmark. 10 millioner kroner af de 46 millioner kroner skal bruges til at understøtte det grønlandske selvstyres indsats over for børn og unge.
”Det er ikke godt nok, når så mange grønlændere i Danmark ikke lykkes med at have fodfæste og ender med at leve et marginaliseret liv med misbrug, hjemløshed og uden kontakt til det samfund, de er en del af,” siger socialminister Karen Ellemann (V) til nyhedsbureauet Ritzau.
Seniorforsker Siddhartha Baviskar fra SFI, der står bag den store undersøgelse af herboende grønlænderes situation, forklarer, at selvom flertallet af de skønsmæssigt 14.000 grønlændere i Danmark klarer sig godt, er der også en stor gruppe med sociale problemer.
”De har ofte sociale problemer i Grønland, som så forværres, når de kommer til Danmark. Nogle gange træffes beslutningen om at tage til Danmark meget impulsivt. De har måske hørt, at det er let at få bolig og kontanthjælp i Danmark, og de, der vender tilbage, fortæller ofte ikke om deres nederlag i Danmark. På grund af sproglige og kulturelle barrierer så går kommunikationen mellem grønlændere og det sociale system i Danmark ofte galt. Grønlænderne forstår ofte ikke, at man ikke bare kan gå op på kommunen og få kontanthjælp. Det danske system stiller for eksempel krav om aktivering,” fortæller Siddhartha Baviskar.
Han henviser til, at kun 47 procent af grønlænderne i hans undersøgelse har en erhvervskompetencegivende uddannelse.
”Kulturelt set er mange grønlændere mere kollektivt indstillede, end man er i Danmark. Når de ikke kan få kontanthjælp, får de i en del tilfælde hjælp fra andre i deres gruppe, men på et tidspunkt kan de ikke længere sove på kammeratens sofa,” siger Siddhartha Baviskar.
De socialt udsatte grønlændere har været et socialpolitisk tema i mange år, men ifølge Siddhartha Baviskar er det svært at vurdere, om problemerne er blevet større eller mindre de senere år. Han fortæller, at de fem største kommuner og private organisationer som for eksempel de fire grønlandske huse, Kofoeds Skole og foreningen Grønlandske Børn siden 2013 har arbejdet systematisk sammen om en ny strategi for socialt udsatte grønlændere i Danmark.
”Jeg har interviewet flere af projektlederne, og det ser ud som om, at dette samarbejde er lykkedes langt hen ad vejen. Der er eksempler på, at kommuner har indskrevet særlige tiltag for grønlandske borgere i socialrådgiveres stillingsbeskrivelse. Men samarbejdet er skrøbeligt, blandt andet fordi især de private aktører er afhængige af midler, der bevilges fra projekt til projekt. På den baggrund er det positivt, at satspuljen fortsat prioriterer indsatsen for udsatte grønlændere,” siger Siddhartha Baviskar, der fremhæver, at der de seneste 10 år er kommet langt mere opmærksomhed omkring grønlændere med sociale problemer både herhjemme og i Grønland.
I Det Grønlandske Hus i Aalborg finder direktør Søren Stach Nielsen det også positivt, at satspuljen støtter de mest udsatte grønlændere. Men han kritiserer samtidig planerne for ikke i tilstrækkelig grad at forebygge, at socialt udsatte grønlændere rejser til Danmark.
”Der kommer flere og flere fra Grønland, og dem, der kommer, er oftest ikke de mest socialt stærke. Derfor burde vi satse mere på at stoppe tilførslen af udsatte grønlændere,” siger Søren Stach Nielsen til Ritzau.