Ny rapport kan åbne for syreres hjemrejse

Det er blevet mere sikkert at opholde sig i Syrien, konkluderer Udlændinge- og Integrationsministeriet på baggrund af ny rapport

”Jeg glæder mig meget over, at forholdene i nogle dele af Syrien er forbedret. Når det er sagt, er det op til myndighederne at vurdere, hvilken indflydelse rapporten skal have i de konkrete asylsager, og jeg har fuld tiltro til, at myndighederne laver en grundig og saglig vurdering i de sager,” siger Inger Støjberg (V).
”Jeg glæder mig meget over, at forholdene i nogle dele af Syrien er forbedret. Når det er sagt, er det op til myndighederne at vurdere, hvilken indflydelse rapporten skal have i de konkrete asylsager, og jeg har fuld tiltro til, at myndighederne laver en grundig og saglig vurdering i de sager,” siger Inger Støjberg (V). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Havde den 50-årige syrer Jannar Farouq Bashour ikke sine to børn i Danmark, ville han ikke have nogen betænkningstid: Så var han rejst hjem til Syrien.

”Der er ikke længere farligt i Damaskus. Det er ikke farligt for nogen, så jeg ville 100 procent sikkert rejse tilbage, hvis jeg kunne. Men min kone vil skilles, og hun vil ikke rejse hjem. Jeg kan ikke rejse hjem uden mine børn,” siger Jannar Farouq Bashour, der bor i København.

I godt to et halvt år har han haft midlertidig beskyttelse i Danmark grundet borgerkrigen i Syrien. Men de ændrede forhold i Syrien, som en rapport fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i går beskrev, betyder, at han finder det sikkert at vende hjem. Landerapporten viser ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet, at der ”generelt er en forbedring af forholdene i de regerings-kontrollerede områder, herunder særligt i Damaskus-provinsen”, og det er glædeligt, mener Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V).

”Jeg glæder mig meget over, at forholdene i nogle dele af Syrien er forbedret. Når det er sagt, er det op til myndighederne at vurdere, hvilken indflydelse rapporten skal have i de konkrete asylsager, og jeg har fuld tiltro til, at myndighederne laver en grundig og saglig vurdering i de sager,” siger Inger Støjberg.

Der befinder sig godt 30.000 syriske flygtninge i Danmark. De syriske flygtninge er blandt de grupper, som et politisk flertal med det såkaldte udlændingepolitiske paradigmeskifte, der blev vedtaget i går, ønsker at sende hjem. Syrien-rapportens konklusioner stemmer overens med lektor med Syrien-speciale på Aalborg Universitet Søren Schmidts vurdering af situationen i landet.

”Der har været rapporter om, at livet i Damaskus er begyndt at vende tilbage. Man kan færdes frit, og folk er også begyndt at vende tilbage fra Libanon, Jordan og Tyrkiet. Selv Raqqa (hvor Islamisk Stat havde sin højborg, red.) er folk begyndt at vende tilbage til. Ser du bort fra de sociale, sundhedsmæssige og økonomiske problemer, så er Syrien i al væsentlighed begyndt at være et sikkert land at opholde sig i,” siger Søren Schmidt.

Men i forhold til infrastrukturen og andre ting halter det stadig gevaldigt i Syrien, siger lektoren.

”De forbedrede forhold betyder ikke, at ens børn kan komme i skole, eller at man kan komme til læge,” siger han.

Derudover er Idlib-provinsen stadig kontrolleret af islamistiske styrker, ligesom Islamisk Stat også stadig udfører terroraktioner i landet.

”Jeg vil fastholde, at situationen er stabil, men det siger ikke noget om, hvor konsolideret stabiliteten er. Det er jo ikke ligesom at være i Danmark,” siger han.

Med det såkaldte udlændingepolitiske paradigmeskifte er der som noget nyt lagt op til, at man kan få økonomisk støtte ved at rejse hjem til Syrien. 133.866 kroner pr. voksen over 18 år og betalte rejseudgifter. Det er også med til at drage Jannar Farouq Bashour tilbage imod Syrien.

”Det kunne hjælpe mig og mine børn til at begynde et nyt liv i Syrien. Jeg har intet hus derhjemme. Jeg har mistet alt,” siger han.

Hos Dansk Flygtningehjælp taler man hellere om ”ændrede” end ”forbedrede” forhold i og omkring Damaskus og i Yarmouk, som er de undersøgte områder i rapporten.

”Der er ikke længere aktive krigshandlinger i Damaskus, som da man var af sted på en lignende mission i foråret 2018,” siger asylchef Eva Singer.

På spørgsmålet om, hvorvidt man nu kan sende syrere tilbage til eksempelvis Damaskus, siger hun.

”Flere ting taler i den ene retning, og flere ting taler i den anden retning. Men asylansøgere ved godt, hvilken risiko de løber. Med den udvikling, der har været i Damaskus, vil jeg tro, at nogle syrere vurderer, at de kan rejse tilbage. Det første skridt bør være at lægge vægt på folks egen vurdering af risiko og begynde med at støtte de mennesker, som selv ønsker at repatriere,” siger Eva Singer.