Ny sorgdiagnose er blevet en kampplads

WHO anbefaler, at langvarig sorg betragtes som en diagnose. Men det er endnu ikke sket herhjemme, hvor der er uenighed om, hvorvidt en diagnose er en sygeliggørelse af noget alment menneskeligt

En sorgdiagnose, som WHO anbefaler, blev ikke til noget, sidste gang eksperter satte sig sammen om at få den indført tilbage i 2018. Genrefoto.
En sorgdiagnose, som WHO anbefaler, blev ikke til noget, sidste gang eksperter satte sig sammen om at få den indført tilbage i 2018. Genrefoto. . Foto: Kat J/Unsplash.

Mens Verdenssundhedsorganisationen (WHO) allerede i 2018 gjorde ”forlænget sorglidelse” til en diagnose på linje med depression og andre psykiske lidelser, er diagnosen endnu ikke blevet implementeret herhjemme.

Der er stor uenighed blandt læger, psykologer og andre eksperter om, hvorvidt det giver mening at sætte en diagnose på sorg. Det gælder også idéen om, at ”forlænget sorglidelse” kan helbredes.

Læge i Græsted i Nordsjælland, Niels Saxtrup, er medlem af bestyrelsen for DSAM, der er de praktiserende lægers faglige og videnskabelige selskab. Han blev i 2018 bedt om at deltage i en arbejdsgruppe af eksperter, der skulle undersøge, hvordan man kunne implementere WHO’s sorgdiagnose i Danmark. Men arbejdsgruppen nåede aldrig til enighed og endte med at blive opløst af samme grund. Niels Saxtrup mener fortsat, at en sorgdiagnose er et skridt i en forkert retning.

”Ved at gøre dele af sorgen til en diagnose, tager man en model fra den medicinske verden og placerer den på noget fundamentalt menneskeligt, noget eksistentielt. Det er der desværre en tendens til at gøre mange steder i de her år, men diagnosen rummer for mig at se en fare for, at vi skubber vores syn på, hvad der er normalt og unormalt,” siger Niels Saxtrup og fortsætter:

”Som læge vil jeg derfor advare mod at tage imod endnu en diagnose, som ikke er nødvendig. Jeg er langtfra sikker på, at det er den bedste måde at se på et menneske i sorg. Det handler i høj grad om at være der som medmenneske og selvfølgelig tage sorgen alvorligt.”

Det er Sundhedsdatastyrelsen, der står for arbejdet med at implementere sorgdiagnosen i Danmark.

”Det er en lang og meget kompleks proces at gå fra den tidligere diagnoseklassifikation til den nye, som den forlængede sorgdiagnose er en del af. Vi arbejder aktuelt ud fra et estimat om, at der kan ske en implementering af ICD-11 klassifikationen ved udgangen af 2026,” siger afdelingschef Karen Marie Lyng.

Det er dog muligt at få indført diagnosekoden for forlænget sorgdiagnose tidligere. Det kræver, at der bliver udtrykt efterspørgsel fra kliniske miljøer, som altså ikke hidtil har kunnet blive enige.

”Når vi får en forespørgsel på en diagnosekode, så forhører vi os hos de relevante lægefaglige specialeselskaber på området, om der er et behov for en diagnosekode, der er nationalt dækkende. Hvis der er enighed om det, opretter vi én. Men i dette tilfælde har vi altså ikke fået nogen henvendelser,” siger Karen Marie Lyng.

Karen og Jens Andersen hører til de sørgende, der gerne havde set, at en sorgdiagnose var indført herhjemme. De er nemlig slet ikke i tvivl om, at det er netop forlænget sorglidelse, de har været ramt af, siden de mistede deres søn i maj 2018. Han skulle bare ud at løbe sig en tur nær familiens hjem i Aakirkeby på Bornholm, da hjertet holdt op med at slå. Den sorgproces, forældrene efterfølgende måtte igennem og stadig befinder sig i, har trukket længere spor og været langt mere invaliderende, end de nogensinde havde kunnet forestille sig.

”Den sorg, vi har mærket, har været altomsluttende i nu mere end tre år. Og vi har slet ikke følt, at vi har kunnet få lov at være i den. Vi har ikke fået hjælp, og vi har oplevet et kæmpe pres i forhold til at skulle begynde arbejde igen, efter vi begge blev sygemeldt,” fortæller Karen Andersen, der i dag er på førtidspension, mens hendes mand, Jens Andersen, er i fleksjob.

”Det havde helt sikkert hjulpet os, hvis det var muligt at stille en diagnose,” siger Jens Andersen.

”Måske det havde gjort det muligt at få den rette hjælp, og måske havde det gjort, at sorgen ikke havde invalideret os så længe. I hvert fald havde det været rart at kunne pege på en diagnose, i stedet for konstant at skulle forklare, hvorfor vi ikke ’bare kan komme videre med livet’. Det kan man ikke, når man har det sådan her og ikke får det bearbejdet.”

Maja O’Connor, der er lektor i psykologi, seniorforsker og leder af enhed for sorgforskning på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i den nye forlængede sorgdiagnose, ærgrer sig som ægteparret over, at diagnosen lader vente på sig.

”Det er desværre blevet lidt af en kampplads. En diagnose vil gøre det nemmere at skelne mellem de patienter, der har en almindelig sorgreaktion og så dem, der er ramt af forlænget sorglidelse, hvor de lider på en måde, der er ekstrem og uden for normen, og som hæmmer deres funktion. Det er en pæn andel – omtrent 10 procent af de, der mister en nærtstående. Og bliver man bedre til at opdage dem, bliver det forhåbentlig også nemmere at hjælpe dem på den rigtige måde. Derfor støtter jeg op om en diagnose.”

Direktør for Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt er skuffet over, at diagnosen er så forsinket i Danmark.

”Vi var sikre på, at den var på trapperne, og vi vil i hvert fald efterspørge, at den kommer hurtigst muligt,” siger han.