Ny strategi skal sikre, at mange flere bliver corona-testet

Efter massiv kritik ændrer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) strategi, så både patienter og sundhedspersonale får lettere ved at blive testet for covid-19

Sundhedsmyndighederne har planer om fremover at skrue massivt op for test for coronavirus.
Sundhedsmyndighederne har planer om fremover at skrue massivt op for test for coronavirus. Foto: Robert Pratta/Reuters/Ritzau Scanpix.

For 12 dage siden blev den 37-årige gymnasielærer Troels Stru Schmidt syg.

”Det føltes, som om en sovjetisk tank kørte over alle muskler og knogler i min krop og så bakkede tilbage igen”, siger han.

Han lå hen i feberdøs, og i omkring et døgn gled han ind og ud af en halvt sovende, halvt vågen tilstand. Han har desuden haft hovedpine og kvalme, kort sagt alle tegn på at være syg med covid-19, hvilket de læger, han kontaktede, da han var dårligst, også mente var tilfældet.

Han er dog ikke blevet testet, da man i Danmark prioriterer ressourcerne på de mest sårbare. Heller ikke selvom han bor i kollektiv i Søborg ved København med sin kæreste, deres tre børn på nul, tre og seks år og seks andre voksne. Børnene har også været syge, mens resten af beboerne har haft milde symptomer.

Sundhedsmyndighederne har planer om fremover at skrue massivt op for test for coronavirus. Det oplyser Sundhedsministeriet, der sammen med Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen har besluttet at gennemføre en mere offensiv teststrategi.

”Det er vores strategi, at langt flere skal testes for covid-19 i Danmark,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Både Verdenssundhedsorganisationen WHO og førende eksperter har gentagne gange fremhævet, at alle mistænkte smittetilfælde bør testes.

Den nye offensive strategi kommer dog også på et tidspunkt, hvor det danske sundhedsvæsen er hårdt presset på kapacitet til at teste, da der flere steder mangler udstyr til at udføre prøverne.

”Der arbejdes målrettet på at forøge testkapaciteten både med private og offentlige parter, og jeg vil sammen med regionerne sikre, at der eksekveres på denne offensive teststrategi i hele landet,” siger Magnus Heunicke.

Strategien indebærer blandt andet, at alle skal testes ved mistanke om moderat til svær coronavirus-infektion. Samtidig skal sundhedspersonale og ansatte i ældreplejen kunne testes ved lettere symptomer. Også gravide og nyfødte skal tilbydes test, hvis der er mistanke om corona.

Professor og ledende overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus mener som udgangspunkt, det er positivt med flere tests.

”Men hvis man nu vil bruge private udbydere, er det vigtigt med en kritisk vurdering, så testkvaliteten er i orden, og der ikke gives en falsk tryghed,” siger Lars Østergaard.

Professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet Jens Lundgren peger på, at problemet hidtil har været mangel på testkits.

”Så for nuværende må vi prioritere patienter, der bliver indlagt og mistænkt for covid-19. Dernæst skal vi prioritere tests til kritisk sundheds- og ældrepersonale. Hvis vi derudover får flere testkits hen ad vejen, skal vi også begynde at se, hvor smittespredningen er størst. Fremfor at fortsætte med at lukke hele landet ned, så kan vi, hvis vi får flere testredskaber, måske senere i forløbet af epidemien være i stand til at sætte målrettet ind der, hvor smitteudbredelsen foregår,” siger Jens Lundgren.

Professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet finder det især positivt, hvis flere sundhedsansatte kan blive testet.

Omvendt tror han ikke, at en offensiv teststrategi på nuværende tidspunkt kan ændre epidemien i Danmark.

”Det hele skal hænge sammen – fra at iværksætte test til selve testen og hvad man gør med resultaterne. Intensiv testning havde nok i højere grad gjort en forskel for to uger siden,” siger Søren Riis Paludan. Han henviser til, at det vil tage tid at få nye testsystemer op at køre.

”Vi er i forvejen alle i en slags karantæne nu, og det begrænser smitterisikoen. Det vigtigste lige nu er at følge de råd, der bliver givet, og at hospitalerne har behandling og intensivpladser til rådighed,” siger Søren Riis Paludan.