Der er noget selvmodsigende i, at noget, der er så indgribende og rummer så mange kompleksiteter, partout ses som noget positivt.
Sådan lyder det fra Lene Myong, medlem af den nystartede tænketank Tænkadoption og adjunkt på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad de seneste dage er der i dag meget lidt opmærksomhed på danskfødte adoptivbørns trivsel, hvilket nu får flere politikere til at varsle ændringer i systemet. Men der er generelt brug for en debat om hele adoptionssystemet, mener Lene Myong. Blandt andet i forhold til den generelle holdning til adoption.
LÆS OGSÅ: Hjælp på vej til danskfødte adoptivbørn
Der opstår nogle blinde vinkler, når man som udgangspunkt opfatter adop-tion som værende af det gode. Som en tjeneste vi gør barnet. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis indtager den modsatte position, men hvis man ikke tør diskutere emnet åbent og på nye måder, lukker man øjnene for andre og mere grundlæggende problemer.
Som debatten udspiller sig i øjeblikket, er der ifølge Lene Myong for stor opmærksomhed på adoptivbarnet. Og det er netop ikke i den adopteredes interesse, mener hun.
Der er en tendens til, at succeskriteriet for en adoption kommer til at handle om barnets trivsel. Men adoption handler om meget mere end barnets psykiske og fysiske tilstand. Det er, som om man tænker, at det kun er barnet, der kan være noget i vejen med. Som når man fortsætter med at tale om tilknytningsproblemer som den væsentlige udfordring, adoptivfamilier står over for, og at nøglen til en vellykket adoption derfor består i, at adoptivbarnet skal knytte sig til sin nye familie.
For Lene Myong er adop-tion en langt mere kompleks problemstilling. En mere interessant indgangsvinkel til adoption for hende ligger nemlig i de store og principielle spørgsmål om adoption:
Hvordan har vi valgt at bygge adoptionssystemet op om lukkede adoptioner, på hvilket grundlag finder adoptioner sted, og hvorfor er der ingen, der beskæftiger sig med alternativer til adoption?
Ved at fokusere på individets eventuelle problemer slipper man for at diskutere de strukturelle problemer ved adoption, som blandt andet handler om global ulighed, de afgivende forældres vilkår og en uigennemskuelig adoptionsindustri.
Tænkadoption består i øjeblikket udelukkende af adopterede, som Lene Myong også er. Og ifølge hende er der brug for, at både voksne adopterede og forældre, der afgiver børn til adoption, bliver hørt i den diskussion, der med den nedsatte arbejdsgruppe fra Socialministeriet og sagerne om blandt andre adoptivbørnene Masho og Amy formentlig bliver åbnet for.
Der er grøde i feltet, hvilket viser, at der ikke er konsensus på området, som man har haft en tendens til at tage for givet. Der er et opgør med mange års vanetænkning i gang. Og det bør mane til eftertanke hos både myndigheder og politikere.