Ny tøjstrategi: De Konservative vil se mere folkelige ud

Væk med slipset og de stive kraver og ind med en mere afslappet stil. De Konservative vil se mere afslappede og mindre formelle ud

De Konservative opfordrer deres medlemmer til at smide slipset, så de ser mere folkelige ud på deres pasfotos. Billeder fra Folketinget
De Konservative opfordrer deres medlemmer til at smide slipset, så de ser mere folkelige ud på deres pasfotos. Billeder fra Folketinget.

Konservative folketingsmedlemmer skal nu til at løsne den øverste knap i skjorten og efterlade slipset hjemme i skuffen. Partiet har nemlig fået en ny guide til Portrætfotos i øjenhøjde, som skal sikre, at politikerne fremstår mere afslappede og folkelige.

Af guiden fremgår det blandt andet, at mænd ikke bør anvende slips på portrætter, da det får dem til at se tilknappede og formelle ud. Tilsvarende anbefales det i rapporten, at politikerne anvender sort-hvid-fotos på deres profiler, da det er enormt nemt at få til at se godt ud for de fleste kandidater. Det skriver avisen MetroXpress.

POLITISK REDAKTØR: De Konservative er stærkt irriterende for de andre partier

Selvom man kan trække lidt på smilebåndet af tiltaget, er det faktisk ingen dum idé, at politikerne tænker over, hvilket signal de sender med deres udseende. Det siger professor Kasper Møller Hansen, som forsker i valg og meningsdannelse ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Jeg synes, det lyder meget fornuftigt, at De Konservative prøver at give deres kandidater nogle råd om, hvordan deres udseende og herunder påklædning sender nogle bestemte signaler til vælgerne, siger han.

Kasper Møller Hansen har tidligere forsket i, hvilken betydning valgplakater har for, hvor vælgerne sætter deres kryds. Og her spiller kandidaternes udseende en stor rolle, forklarer han.

Billedet på valgplakaterne er faktisk noget af det, vælgerne bruger allermest, når de skal stemme. Politikeres udseende og udstråling sender et signal til vælgerne om, hvem de er, og her er påklædningen en vigtig del af det samlede signal, siger han.

Samtidig bliver det stadig vigtigere, hvordan politikere ser ud, fordi de optræder mere i fjernsynet og på billeder på blandt andet internettet.

I forhold til for tyve år siden er politikerens udseende langt vigtigere i dag, fordi de bliver eksponeret på billeder hele tiden. Så det er udmærket, at De Konservative har nogle overvejelser om, hvordan de gerne vil brande sig selv, siger han.