Ny udlændingeminister påtager sig utaknemlig post

Udlændingeområdet er for højspændt til, at man kan være ”den kedelige bassist”, som afgående minister Mattias Tesfaye (S) ellers ønskede sig

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fik i dag overdraget nøglerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet af Mattias Tesfaye (S).
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fik i dag overdraget nøglerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet af Mattias Tesfaye (S). . Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Hvis Inger Støjberg var forsanger i Løkke-bandet, ville Mattias Tesfaye (S) være Mette Frederiksens kedelige bassist.

Den efterhånden ikoniske karakteristik af sin egen rolle som udlændinge- og integrationsminister gav Mattias Tesfaye i oktober 2019. Udgangspunktet var, at Udlændinge- og Integrationsministeriet skulle være det kedeligste på Slotsholmen.

”Når jeg giver stafetten videre, skal der helst kun dukke to-tre journalistelever op for at dække det,” lød det dengang fra den socialdemokratiske minister.

Forudsigelsen viste sig ikke helt at holde stik. Pressen var mandag mødt ganske talstærkt op, da indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fik overdraget nøglerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og faktisk har Mattias Tesfaye heller ikke formået at være den kedelige bassist, han ønskede at være, siger Erik Holstein, der er politisk kommentator på netmediet Altinget.

”Han har betonet, at udlændingestramningerne ikke var noget, han gjorde for sjov eller fejrede med kager, som Inger Støjberg gjorde, men at det har været nødvendigt for at bevare det socialdemokratiske velfærdssamfund, som vi kender det: At stramninger er nødvendige af hensyn til den kulturelle og sociale sammenhængskraft. Så det kan godt være, at det var hans ambition at være en kedelig bassist, men området er alt for vigtigt og højspændt til, at man reelt kan være det.”

I januar 2022 sammenlignede Mattias Tesfaye i et større interview med Berlingske posten som udlændinge- og integrationsminister med ringen i fantasy-trilogien ”Ringenes Herre”. Hvis man har den på for længe, ødelægger den dig menneskeligt:

”I længden kan du ikke lægge dig til at sove på hovedpuden hver nat, uden at ringen slider dig op. Så man skal have ringen af på et tidspunkt. Og man skal ikke give ringen til folk, der ikke kan holde til det,” lød det dengang fra Mattias Tesfaye. 

Men hvad er det, der er så drænende ved netop denne post? Erik Holstein mener, at det for mange politikere kan være ”rigtig, rigtig belastende“ at føre den udlændingepolitiske linje, der er blevet ført de sidste 20 år.

”Selvom der kan være alle mulige gode politiske grunde til at føre en stram udlændingepolitik, så er der en række menneskelige skæbner, man bliver konfronteret med. Der er folk, som bliver sendt tilbage, fordi de ikke har asyl, selvom man på et menneskeligt plan måske synes, det er synd for dem. Man kommer til at træffe en række beslutninger i den højere sags tjeneste, som simpelthen ikke er særligt rare.”

Venstres Bertel Haarder var under Anders Fogh Rasmussen integrationsminister fra 2001 til 2005, hvor han var med til at grundlægge den stramme udlændingepolitik, som skiftende regeringer siden har ført i varierende grad. Ifølge Venstre-nestoren er det især én ting, der gør tjansen som integrationsminister utaknemlig.

”Mens alle andre ministre beskyldes for at være dumme og ikke forstå noget, så bliver man som integrationsminister også beskyldt for at være ond og hårdhjertet. Hvis en sund og rask person sendes ud af landet, får man at vide, at det er dumt og tåbeligt. Hvis vedkommende omvendt er syg, så er det ondt at sende vedkommende ud af landet.”

Bertel Haarder mener ikke, at man ligefrem skal være støbt af noget særligt for at påtage sig posten, men han oplevede det som en fordel at være en erfaren og fremtrædende politiker. Hvis man er et ubeskrevet blad, som det til en vis grad var tilfældet med partifællen Rikke Hvilshøj (2005-2007), bliver det nemmere for medier og politiske modstandere at forme billedet af en som ond og skyde en noget i skoene, siger Bertel Haarder. Det vigtigste er dog, at man har en stor portion overskud.

”Det kræver overskud at forsvare alle de udlændingesager og forklare, hvorfor en person ikke kan få ophold, selvom vedkommende ser sød ud, er populær i skolen, og landsbyen har udviklet sig til en fanklub. Alt det kan man ikke tage hensyn til, og det er det, der gør det svært,” siger Bertel Haarder og fortæller, at han hver søndag skulle stille op i TV-avisen for at forsvare beslutningerne.

Bertel Haarder er enig med Erik Holstein i, at udlændingeområdet er for højspændt til, at ministeren kan være den kedelige bassist.

”Det er en utopi, og det har Mattias Tesfaye om nogle mærket på sin egen krop, særligt da han ville oprette et udrejsecenter på Langeland.”