Fortællingen om det lille land, der klarer sig på trods af manglende størrelse og råstoffer, er den tykkeste røde tråd gennem den store fortælling om Danmark. Og temaet går igen i historien om Vestas den lille, vestjyske smedevirksomhed, der voksede sig til en international vindmøllegigant alene ved hjælp af gode idéer og dygtighed.
Flere andre virksomheder har taget en tilsvarende tur, ikke mindst Lego, Mærsk, Grundfos og Danfoss. Men Vestas er den seneste version af den fortælling, som mere end noget andet har dannet vores nationale identitet. Og det er derfor, at gårsdagens fyring af virksomhedens topchef Ditlev Engel og fremvisningen af et blødende, men dog forhåbningsfuldt regnskab, ikke blot er en erhvervshistorie, men en historie om dansk kultur, forklarer professor Uffe Østergaard fra Handelsskolen i København, CBS.
LÆS OGSÅ: De færreste bekymrer sig om den økonomiske krise
Han forsker blandt andet i national identitet og sammenligner Vestas med en moderne version af andelsbevægelsen, som fra sidste halvdel af 1800-tallet var med til at forme landets karakteristiske fællesskabsfølelse. En aktie i Vestas betrages af samme grund som en folkeaktie, fordi Vestas hører til de virksomheder, allerflest danskere har investeret i.
Oven i det er Vestas det seneste årti blevet en national stolthed, når Danmark bliver fremhævet ude i verden som en vindmøllenation. Også herhjemme har virksomheden været en politisk kæledægge og modtaget store millionbeløb i støtte gennem årene.
For rigtig mange er Vestas blevet billedet på de senere års omlægning af erhvervslivet i en grøn retning. De udtrykker fremtiden. Og de gør det vel at mærke med rod i Udkantsdanmark og med rod i Jylland, som stadig er den lillebror, de fleste sympatiserer med. Med til den historie hører så ikke i hvert fald ikke officielt at virksomheden har kørt økonomisk dårligt i 10 år og formentlig kun har overlevet gennem de omfattende internationale støtteordninger til vindmølleindustrien, forklarer Uffe Østergaard.
Gårsdagens nye halvårsregnskab gjorde det dog ikke nemmere at skjule den sande historie. Regnskabet viste markant faldende omsætning og et underskud på 460 millioner kroner mere end tre gange så meget som forventet af analytikerne. Og koncerndirektør gennem otte år, Ditlev Engel, blev fyret med øjeblikkelig virkning. Det skete blandt andet efter et underskud på 7,5 milliarder kroner sidste år, fortsat usikkerhed om det vigtige, amerikanske marked og fortsat usikkerhed om vindmøllernes fremtid generelt. Ikke desto mindre er aktiekursen steget 254 procent alene i år. Den steg yderligere efter meldingerne i går, og både virksomhed og aktier spås fornuftige fremtidsudsigter efter 10 år med få op- og flest nedture.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Der hersker krudttønde-dynamik i Egypten
Det bliver i så fald med en ny, ren svensk ledelse. De fire tungeste poster besiddes nu af broderfolket, men det får næppe den store betydning for Vestas rolle som identitetskaber, mener Uffe Østergaard. For tiden er ved at være forbi, hvor danskerne går meget op i, hvad der er dansk, og hvad der ikke er. Dertil har globaliseringen gjort billedet alt for mudret. Det afgørende er, hvordan aktien og dermed virksomheden klarer sig. For det er også ved at tynde ud i nostalgien omkring selv de aktier, som er tættest forbundet med danskernes nationalfølelse. Det handler om at tjene penge, ikke om at eje en bid af Danmark.
Og skulle det gå helt galt for Vestas, ramler vores identitet heller ikke af den grund, mener Uffe Østergaard:
Danmark som brand begyndte at blive ligegyldigt allerede i slutningen af 1990erne. De store, internationale mærker som Carlsberg og Lego behøver slet ikke Danmark, for Made in Denmark er ikke længere automatisk noget, der sælger. Det så vi ikke mindst med Arla efter Muhammed-krisen. Så hvis Vestas gik konkurs eller blev solgt, er der ikke mange, der vil tænke videre over det. Men det ændrer ikke ved, at virksomheden er arvesølv og en del af vores kulturhistorie. Vi har bare ikke så meget brug for at hænge i den historie, som vi har haft.
Interessant nok vejer den jyske identitet dog langt tungere end den nationale, påpeger Uffe Østergaard:
Danmark ser uendeligt meget anderledes ud, når man kigger på det fra Jylland frem for fra København. Lillebror-storebror-forholdet lever i bedste velgående, så at miste et lokalt, jysk fyrtårn ville gøre ondt på den regionale identitet mere end den nationale. I København ville reaktionen være ret smertefri.