Ny viden: Kom Dagmarkorset fra Belarus med Valdemar den Stores dronning?

Belarus havde langt tættere forbindelser med Danmark i middelalderen end i dag, viser ny historisk analyse om nationalklenodie

Arkæologiske fund underbygger den gamle tese om, at Dagmarkorset kom til Danmark med dronning Sophia som del af en kostbar medgift, og at Sophia siden forærede korset til sin og Valdemar den Stores datter Richiza, som fik det med i sin grav i Ringsted.
Arkæologiske fund underbygger den gamle tese om, at Dagmarkorset kom til Danmark med dronning Sophia som del af en kostbar medgift, og at Sophia siden forærede korset til sin og Valdemar den Stores datter Richiza, som fik det med i sin grav i Ringsted. Foto: Lennart Larsen/Nationalmuseet.

Mange danskere har fået eller givet et lille buttet dagmarkors i dåbsgave. Orginalen er udstillet på Nationalmuseet og er et af Danmarks nationalklenodier. Det er opkaldt efter dronning Dagmar, som i 1205 blev gift med Valdemar Sejr, men historikere har allerede længe gisnet om, at korset nok nærmere tilhørte den mere ukendte dronning Richiza, som døde i 1220. De to dronninger lå begravet side om side i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, og korset blev fundet, da begge grave blev sløjfet, og indholdet måske rodet sammen i 1683.

Ingen ved, hvor det ekstremt kostbare kors blev fremstillet, men nu peger ny viden mod Belarus, og at Richiza faktisk var dets sidste ejer.

I det nye nummer af tidsskriftet Skalk kobler ph.d. i historie – og belaruser – Lizaveta Dubinka-Hushcha korset til sit hjemland.

”Det er min hypotese, at korset er fremstillet på et af Europas i datiden største guldsmedeværksteder i byen Polatsk og kom til Danmark med Richizas mor, Sophia af Minsk og Polatsk, da hun blev gift med Valdemar den Store. I dag er Belarus som en hvid plet mentalt for den almindelige dansker, men dengang var landene mere forbundne,” siger hun.

Idéen om, at Dagmarkorset kom med dronning Sophia til Danmark fra Belarus, blev første gang fremsat her i Kristeligt Dagblad i 1978 af daværende museumsinspektør på Nationalmuseet Fritze Lindahl.

Lizaveta Dubinka-Hushcha stødte på den gamle avisartikel, da hun arbejdede med sin ph.d. i historie om dansk-belarusiske forbindelser, og hun begyndte at undersøge tesen nærmere.

Korset var i sin samtid ekstremt værdifuldt: For et tilsvarende kors købte en tysk hertug i 1100-tallet det meste af to herregårde, anskueliggør Lizaveta Dubinka-Hushcha. Det er lavet efter en vanskelig teknik kaldet celleemalje, hvor helt fine og meget tynde sølv- og guldtråde bøjes i former, der afgrænser områder med farvet emalje.

Lignende kors er fundet i mange byer i Belarus. Og i byen Polatsk, som dronning Sophia kom fra, er der udgravet et enormt guldsmedeværksted fra perioden på hele 1500 kvadratmeter med fund af resterne af tynde guldtråde og redskaber brugt til at lave smykker i celleemaljeteknik. I samme by havde Sophia en berømt tante, Skt. Eufrosyne, som i 1161 bestilte et kors i guld, emalje og ædelsten af en mester fra dette værksted. Tantens kors forsvandt under Anden Verdenskrig, men billeder viser stor lighed med Dagmarkorset.

Og da Lizaveta Dubinka-Hushcha på et tidspunkt var i Belarus og besøgte sin svigerfamilie, tog hun forbi en af nutidens største eksperter inden for celleemaljeteknik, der tilfældigvis boede et stenkast derfra.

”’Wow’, sagde han, ’jeg tror, de er lavet af den samme mester’”, fortæller hun om ekspertens vurdering.

De to kors har samme farvepalette, blå og grøn som primærfarver og rød og hvid som komplementærfarver, og udformningen af Jesu’ ansigtstræk som mund, øjne og øjenbryn er stort set identiske.

Og sådan underbygger arkæologiske fund den gamle tese om, at Dagmarkorset kom til Danmark med dronning Sophia som del af en kostbar medgift, og at Sophia siden forærede korset til sin og Valdemar den Stores datter Richiza, som fik det med i sin grav i Ringsted.

”Jeg håber, at tesen nu vil blive undersøgt nærmere sammen med kunsteksperter og arkæologer. Det gjorde mig glad og stolt at opdage, at korset måske er fra Belarus og at vise de forbindelser, der har været mellem landene. Dronning Sophia var i tæt forbindelse med sin familie, efter at hun kom til Danmark, og hun fik også besøg af gesandter her. Også sproget afspejler, at Danmark historisk har haft tættere forbindelser med Belarus, for eksempel er ordene ’handel’ og ’skrin’ [som et sted, man opbevarer dokumenter, red.] det samme,” siger Lizaveta Dubinka-Hushcha.