Nydanske homoseksuelle opfordres til at kæmpe for deres rettigheder

Større accept af homoseksualitet kræver kulturændring i de etniske minoritetsmiljøer, mener ung homoseksuel, hvis kæreste er muslim

Den konservative folketingspolitiker Naser Khader, der selv har syrisk baggrund, er ikke i tvivl om, at der er brug for et oprør mod det, han betegner som ”reaktionære holdninger” til homoseksualitet blandt nydanskere med mellemøstlig baggrund.
Den konservative folketingspolitiker Naser Khader, der selv har syrisk baggrund, er ikke i tvivl om, at der er brug for et oprør mod det, han betegner som ”reaktionære holdninger” til homoseksualitet blandt nydanskere med mellemøstlig baggrund. . Foto: Sandy Huffaker/AFP.

Da Wagner Lønstrup blev kæreste med en ung mand med afghansk og muslimsk baggrund, truede kærestens familie med at slå hånden af deres søn.

”I de to et halvt år, vores forhold har varet, har vi bevæget os fra, at forholdet var totalt uacceptabelt, til at de i dag måske kan overveje, at min kæreste stadig er deres søn. Hans forældre kommer fra en kultur, hvor homoseksualitet er helt uacceptabel. I dag vil de godt kendes ved deres søn, men de vil ikke kendes ved mig. Det tynger min kæreste rent psykisk, at familien vil have ham til vælge mellem dem eller mig,” fortæller den 20-årige teologistuderende Wagner Lønstrup, hvis kæreste ikke ønsker at stå frem.

Debatten om muslimske minoritetsmiljøers holdning til homoseksualitet er blusset op, efter at Omar Mateen i weekenden dræbte 49 mennesker på en natklub for homoseksuelle i Orlando i Florida i USA.

Herhjemme viste en undersøgelse fra Integrationsministeriet sidste år, at hver tredje LGBT-person med etnisk minoritetsbaggrund (LGBT er betegnelsen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle) har overvejet selvmord inden for det seneste år, og at hver ottende har været udsat for vold fra familiemedlemmer på grund af deres seksualitet.

Den konservative folketingspolitiker Naser Khader, der selv har syrisk baggrund, er ikke i tvivl om, at der er brug for et oprør mod det, han betegner som ”reaktionære holdninger” til homoseksualitet blandt nydanskere med mellemøstlig baggrund.

”Når jeg forsvarer homoseksuelle på Facebook, får jeg ofte kommentarer som bøsse og luder. Det er ikke kun islamister, der har den slags reaktionære synspunkter. Det har nogle moderate muslimer også,” siger Naser Khader, som i en af sine bøger selv har beskrevet, hvordan han i gymnasietiden tog afstand fra homoseksualitet.

”Men jeg fik modspil, og det var med til at ændre min holdning,” fortæller Naser Khader.

Han opfordrer derfor nydanske homoseksuelle til at kæmpe for deres rettigheder i familien.

”De homoseksuelle må stå åbent frem, og samtidig må folkeskolen satse på at undervise alle børn – også nydanske børn – i homoseksualitet,” siger Naser Khader og henviser til, at det mange steder i Mellemøsten er strafbart at indlede et homoseksuelt forhold.

Thomas Hoffmann, der er professor i koranstudier ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, peger på, at homoseksuelle ikke blot i Mellemøsten, men i store dele af verden lider under forfølgelse.

”Men derudover er undertrykkelsen af homoseksualitet også et islamisk anliggende. I de klassiske islamiske tekster var der ikke en særlig stor optagethed af homoseksualitet. Men i den moderne tid er emnet blevet værdipolitik,” siger Thomas Hoffmann.

Han forklarer, at Koranen nævner fortællingen om Lot, der forlod et fordærvet folk, som blev udslettet af Gud, blandt andet fordi mænd begærede andre mænd. Samtidig nævner Sura 4 vers 16 en passage, som er blevet tolket som en opfodring til at straffe homoseksuelle mænd.

”Det er delvist disse tekststeder, der leder til, at lande som Saudi-Arabien og Iran straffer homoseksuelle. Samtidig er der i mange muslimske lande en bred fordømmelse af især offentlig udstilling af homoseksualitet,” forklarer Thomas Hoffmann. Han fremhæver samtidig, at minoriteter inden for islam i stigende grad får en stemme.

”Vi har for eksempel enkelte homoseksuelle imamer, og selvom de er meget få, så har de en indflydelse i samfundet, der rækker ud over deres antal,” siger Thomas Hoffmann.

For Wagner Lønstrup og hans kæreste har det været en hjælp at være en del af netværket Sabaah, der hjælper homoseksuelle nydanskere.

”Der skal en kulturændring til, og det kommer til at tage lang tid. Vi er nødt til at opsøge de etniske minoritetsmiljøer og fortælle, at man som homoseksuel i Danmark kan leve et lige så godt liv som alle andre,” lyder det fra Wagner Lønstrup.

Den konservative folketingspolitiker Naser Khader, der selv har syrisk baggrund, er ikke i tvivl om, at der er brug for et oprør mod det, han betegner som ”reaktionære holdninger” til homoseksualitet blandt nydanskere med mellemøstlig baggrund. Billedet er fra en mindehøjtidelighed foran den Amerikanske Ambassade i København for ofrene ved massakren i en natklub i Orlando.
Den konservative folketingspolitiker Naser Khader, der selv har syrisk baggrund, er ikke i tvivl om, at der er brug for et oprør mod det, han betegner som ”reaktionære holdninger” til homoseksualitet blandt nydanskere med mellemøstlig baggrund. Billedet er fra en mindehøjtidelighed foran den Amerikanske Ambassade i København for ofrene ved massakren i en natklub i Orlando. Foto: Jens Astrup