Nye blandingssprog har en stor fremtid foran sig

Her i Danmark plejer sprogdebatten at handle om, hvordan vi værner modersmålet imod, at det hele erstattes af engelsk. Men efter studier af langt mere ekstreme sprogforandringer i stillehavs-øriget Vanuatu konkluderer sprogforskeren Carsten Levisen, at en ny sproglig diversitet er i fremvækst verden over

Hvis man gerne vil værne om, at modersmålet tales og skrives, ligesom da man selv var barn, uden at blive infiltreret af ungdommelig jargon og engelske indlånsord – eller ligefrem erstattet af engelsk – må sproget bislama, der tales på øgruppen Vanuatu i Stillehavet, fremstå som et decideret skræmmebillede.

Sproget er ét af de omkring 138 forskellige sprog, øgruppens 250.000 indbyggere benytter sig af.

40 procent af øernes indbyggere er 16 år og derunder. Bislama består af 90 procent engelske gloser, men de bliver ikke nødvendigvis udtalt, sat sammen, forstået og bygget grammatisk op, som en englænder ville gøre det, men derimod ud fra en udpræget stillehavstankegang, forklarer Carsten Levisen, lektor ved Roskilde Universitet, der har lært sig bislama, fordi det indgår i hans forskningsprojekt ”Ord i Paradis”, som til næste år munder ud i bogen ”Postcolonial semantics”, der beskriver, hvordan der i en række tredjeverdenslande, som engang var kolonier, foregår en række radikale sprogforandringer, som også europæere kan blive klogere på sprog af at studere.

”Ved at opholde sig et sted med så stor en sproglig diversitet som Vanuatu er der meget, man kan lære. Der bliver ofte talt om uddøende sprog på samme måde, som man taler om truede arter inden for biologien. Men man overser nemt, at der i storbysamfund, især i det globale syd, opstår mange nye koder og måder at kommunikere på, og det sker lige for næsen af én,” siger Carsten Levisen.

Hvis nogle betragter sproget som en panda eller sibirisk tiger, der skal beskyttes mod udryddelse og mod at blive besmittet af invasive arter, er bislama ifølge Carsten Levisen interessant, fordi det er et eksempel på den meget store sproglige diversitet, der er i verden i dag.

Kulturmøder i større byer skaber hele tiden ikke bare radikale sprogforandringer, men nogle gange helt nye sprog.

”Jeg synes, det er interessant at bevæge sig væk fra den gængse fare- og trusselsdiskurs. Der er intet, der tyder på, at Jordens befolkning er på vej i retning af at blive fattigt étsproget. Og engelsk er jo langtfra en entydig størrelse. Ligesom andre sprog bruges, blandes og genopfindes det hele tiden på nye måder,” siger Carsten Levisen, som henviser til, at forskerne i dag bruger termerne World Englishes om de mange afarter af engelsk og creoles om verdens mange forskellige post-kolonisprog, der består af engelsk, fransk, spansk eller portugisisk blandet op med lokale sproglige elementer.

Hvis man har en teknisk eller naturvidenskabelig tilgang til kommunikation, kan man måske have svært ved at se en værdi i, at 250.000 indbyggere i Vanuatu taler 138 forskellige sprog. Hvis det, der skal sættes ord på, er noget entydigt, som en computermus eller en bugspytkirtel, er det jo praktisk, at alle siger det samme.

Men sprog er jo mere end det. Noget af det, Carsten Levisen som sprogforsker er optaget af, er, at hvert sprog har sit eget betydningsunivers. Og studier af bislama er med til at vise, at selv massivt indlån fra engelsk ikke tilintetgør dette betydningsunivers.

”Her i Europa har vi opfundet begrebet at lyve, som vi ser som noget negativt. I stillehavskulturen er der en anden indbygget moralitet, hvor det for eksempel er udbredt at sige, man vil gå én vej, og alligevel gå i den modsatte retning. Der er en kultur, som går mere i retning af at narre hinanden, end vi kender til, som er med til at holde folk skarpe og klare, og som ikke er genstand for en negativ værdidom,” forklarer Carsten Levisen.

At dette kan gøre oversættelser vanskelige, blev illustreret, da nogle folk på Vanuatu spurgte Carsten Levisen, om han ville fortælle historier fra sit eget land. Han valgte nogle eventyr af H.C. Andersen, herunder ”Kejserens nye klæder”, hvor det viste sig, at folk på Vanuatu holdt med de to bedragere:

”I stillehavsmytologien er der masser af historier om folk, der bliver narret, giaman. Det bliver de af en sjov og drilsk person, en giaman man. Når man skal oversætte et dansk eventyr, er det nødvendigt at gøre det i forhold til det lokale betydningsunivers, og så bliver bedragerne til heltene i historien.