Nye Borgerlige: En skam at Genforeningen ikke blev fejret

I juli 2020 skulle fejringen af 100-året for Genforeningen have indtaget gader og stræder. Men festlighederne måtte vige for coronapandemien. Det er en skam, mener politisk ordfører for Nye Borgerlige Pernille Vermund

Genforeningen sætter fokus på, hvorfor vores danske fællesskab er så vigtigt, mener Pernille Vermund (NB). – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Genforeningen sætter fokus på, hvorfor vores danske fællesskab er så vigtigt, mener Pernille Vermund (NB). – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Pernille Vermund, politisk ordfører for Nye Borgerlige, hvad er den mest oversete sag i politik i år?

100-året for Genforeningen. De oprindelige planer om, at 100-året skulle markeres både med deltagelse fra kongehuset og arrangementer i hele Syd- og Sønderjylland, som også skulle vises på landsdækkende tv, blev aflyst. Fejringen skulle sætte fokus på, hvad det betyder at tilhøre et nationalt værdifællesskab og som folk at få en del af sit land tilbage.

Hvorfor er en stor markering af 100-året for Genforeningen vigtig?

Vi lever i en tid, hvor vi måske tager for givet, hvilke rettigheder og muligheder, vi har som danske statsborgere. Vi tager for givet, at vores historie og kultur er vores. Der er efterhånden få mennesker i live i Danmark, som kan huske, hvordan det var at være besat eller for Sønderjyllands vedkommende at tilhøre et andet land. Og hvis vi, der aldrig har oplevet det, tager værdien af vores kultur, historie, rettigheder og muligheder for givet, risikerer vi også at miste lysten til at kæmpe for det.

Mener du, at danskernes rettigheder, muligheder og kultur er i fare?

Ja, det mener jeg. Det er naturligt i en tid, hvor mennesker i højere grad rejser på tværs af grænser og migrerer fra lande, hvor der ikke er samme muligheder som i Danmark. Selvfølgelig er der fordele ved globaliseringen. Men hvis ikke man er bevidst om de udfordringer, som den globaliserede verden giver, risikerer vi at miste alt det gode, vi har. Hver gang vi danskere tvinges af eksempelvis EU til at underlægge os regler, som er truffet af mennesker, der ikke mærker konsekvenserne af beslutningerne, udvander man vores folkestyre og den ansvarsfølelse, man har over for sit land.

Hvilke tegn ser du på, at danskerne tager mindre ansvar for deres land?

Vi har i stigende grad en tendens til at lægge ansvaret over på det offentlige, i stedet for at påtage os det personlige ansvar vi har som familier og som civilsamfund. Vi parkerer blandt andet ansvaret for miljø og ældre hos det offentlige. Der ser jeg gerne, at vi husker, at det er os alle sammen, der skal betale, når det offentlige må komme og rydde op og reparere.

Hvordan skulle Genforeningen minde os om det?

Det var slet ikke ligegyldigt, om man tilhørte Tyskland eller Danmark. Det var noget, man kunne mærke i hjertet og reagerede på. Derfor handler Genforeningen om at være dansk og sætter fokus på, hvorfor vores danske fællesskab er så vigtigt.