Partiet Nye Borgerlige holdt i lørdags i Vejle sit årsmøde med udsigten til ifølge meningsmålinger at forcere spærregrænsen og komme i Folketinget.
Partileder Pernille Vermund brugte langt over halvdelen af sin tale til at tordne mod den hidtidige udlændingepolitik, som efter hendes mening har været alt for slap, og som truer det danske samfunds eksistens.
Partiet har tre ”ufravigelige krav” om et totalt asylstop, selvforsørgelse for alle udlændinge, samt at kriminelle udlændinge konsekvent skal udvises efter første dom. Der blev talt om andre temaer som miljø, behovet for lavere skat og et opgør med den overdimensionerede velfærdsstat samt udmeldelse af EU, men hovedbudskabet var, at den muslimske indvandring skal stoppes. Under store bifald blev det igen og igen understreget, at der ikke er problemer med andre end de muslimske indvandrere.
Præcis som Alternativet i sin tid opstod i frustration over de socialdemokratiske ”løftebrud” under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fra 2011 til 2015, er Nye Borgerlige en protest mod de kompromiser, de nuværende regeringspartier og Dansk Folkeparti har indgået siden 2015. Mest udtalt er frustrationen over udlændingepolitikken, men også Liberal Alliances mislykkede, ultimative krav om topskattelettelser motiverer det nye partis medlemmer.
Det paradoksale er, at Nye Borgerlige med de ufravigelige krav er på vej op i samme træ, som Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, sad i i knapt et par år. Det er svært se, hvordan Nye Borgerlige bedre skulle kunne undgå det samme totale politiske nederlag for ultimative krav som Liberal Alliance.
For selv hvis partiet kommer i Folketinget og får de afgørende mandater til et blåt regeringsflertal, er det umuligt for Lars Løkke Rasmussen at honorere kravene.
Juridiske eksperter har ganske vist mange gange tidligere ment, at en eller anden stramning af udlændingepolitikken ikke kunne lade sig gøre på grund af hensynet til menneskerettighederne. Taget for pålydende kan Nye Borgerliges krav imidlertid ikke gennemføres uden klokkeklart at overtræde indtil flere konventioner. Det er partiet på det rene med, men blæser på det, fordi det gælder nationens overlevelse.
Problemet er, at hverken De Konservative eller Venstre vil kunne holde til, at Danmark skulle gøre så radikalt op med alle landets internationale forpligtelser. Nok vil de to partier gerne genforhandle traktater og konventioner, og nok vil de stramme til kanten og måske løbe en såkaldt procesrisiko, men Nye Borgerliges krav går langt ud over det. Alene kravet om, at alle førstegangskriminelle udlændinge skal udvises, ville føre til tusindvis af udvisninger. Hvis de skal tvinges igennem, kan Muhammed-krisen vise sig som det rene vand i sammenligning med den internationale kritik, der vil hagle ned over landet, når de udviste i stort tal fængsles, tortureres og måske endda henrettes ved ankomsten til deres hjemlande.
Parlamentarisk kan Danmark derfor efter valget ende i en ”svensk situation”, hvor Nye Borgerliges mandater kommer til at stå uden for ligningen, på samme måde som Sverigedemokraternes mandater er sat uden for indflydelse efter det svenske rigsdagsvalg.
Politisk betyder det, at de eventuelle mandater hverken kan tælles med på den blå eller den røde side, eftersom partiets krav må formodes at være mindst lige så uspiselige for Mette Frederiksen og hendes parlamentariske grundlag som for de borgerlige.
Det øger imidlertid Mette Frederiksens chancer for at vinde regeringsmagten – især fordi splittelsen på venstre side samtidig ser ud til at have fået borgerlige vælgere til at skifte til De Radikale, som fortsat vil støtte en socialdemokratisk regering. Den vælgervandring fremgik for nylig af en analyse fra professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, for Altinget.dk.
Lykkes det ikke Nye Borgerlige at forcere spærregrænsen, står den borgerlige blok sandsynligvis med et stort stemmespild.
Så i takt med at tilslutningen til Nye Borgerlige vokser, øges problemerne for de gamle borgerlige. Lars Løkke Rasmussen står i forvejen i en meget vanskelig situation. Den lange række af politiske udspil siden sommer har ikke givet regeringspartierne fremgang i meningsmålingerne og slet ikke Venstre. De peger fortsat på et rødt flertal.