Statsminister Mette Frederiksens (S) greb om dansk politik er usvækket, når et nyt folketingsår indledes tirsdag i næste uge, og der er ikke udsigt til, at det bliver anderledes foreløbigt. Alligevel kan de seneste ugers offentlige debat, der har været domineret af tre emner, være et forvarsel om værdipolitikkens genkomst i nye former, der gør livet mere kompliceret for de store partier.
Ved første øjekast er der ikke meget, der forener ønsket om et forbud mod omskæring af drengebørn, MeToo-debat og kravet om et højere tempo i klimaforhandlingerne. Men selvom emnerne er forskellige, følger debatterne det samme mønster. De indeholder altid store krav om reel forandring. Og de udfordrer Socialdemokratiet og Venstre, der har svært ved at finde den politiske midte, som partierne er tryggest ved.
Tag omskæringsdebatten. Den har kørt i årevis blandt en lille, vedholdende skare og er dukket sporadisk op i aviserne, men er hver gang gået i sig selv igen. Indtil nu, hvor spørgsmålet voksede sig så stort, at både statsministeren og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var nødt til at hive de mørkeste kapitler fra historien frem og afvise forslaget.
Sådan måtte det ende – de store partier vil ikke støtte noget, der kan udlægges som et angreb på jødisk liv i Danmark. Men det er første gang, at Mette Frederiksen har måttet afvige fra den værdipolitiske strategi, som var en afgørende del af at vinde regeringsmagten ved valget i 2019. Kort tid inden valget satte Frederiksen selv ord på, så ingen kunne være i tvivl: ”Jeg kan ikke komme i tanke om noget, hvor jeg ikke er der, hvor et flertal af vælgerne også er.”
Nu er der i hvert fald én ting – over 80 procent støtter et forbud. Alt efter temperament kan det være enten modigt eller tonedøvt.
De store partier har også haft svært ved at finde deres ben i MeToo-debatten. Statsministeren udtrykte uforbeholden støtte, inden mediernes fokus flyttede til partiernes egen kultur. Og siden har politisk ordfører Jesper Petersen (S) haft den utaknemmelige opgave at forsvare udnævnelsen af Jeppe Kofod (S) til udenrigsminister, fordi han som 34-årig dyrkede sex med en 15-årig pige under omstændigheder, som i dag møder bred fordømmelse.
Venstre og Jakob Ellemann Jensen var også med i forreste række, indtil næstformand Inger Støjberg (V) med vanlig sans for kontroversielt-folkelige meldinger sagde, at debatten var gået over gevind. Det tvang den ellers sygemeldte formand til at afbryde sygeorloven og fastslå, at Venstre skam mener det alvorligt. Hvis der er en gennemgående linje hos de store partier, er den svær at se.
Samtidig beskyldes regeringen af støttepartierne med De Radikale i spidsen for sendrægtighed på klimaområdet. Udadtil får kritikerne opbakning fra Venstre, der dog er meget lidt villige til selv at foreslå upopulære klimatiltag. Lysten til at presse Socialdemokratiet er åbenlyst større end viljen til at fortælle danskerne, om det er den gamle benzinbil, oksekødet eller oliefyret, der skal ofres for at nå klimamålet i 2030.
Emnerne udfordrer de store partier, fordi der ikke er plads til kompromiser. En halv omskæring, lidt mindre sexisme eller en lige-ved-og-næsten redning af planeten tilfredsstiller ikke dem, der kæmper på de nye fronter. Det har man set før – det er den samme værdipolitiske mekanisme, der gjorde udlændingepolitikken til en afgørende del af dansk politik. Og den lader til at blive aktiveret hyppigere og på langt flere områder, end der er plads til at nævne her – vi har for eksempel næppe set det sidste til identitetspolitikken i Danmark.
Det stiller de store partier over for svære valg. Hvilke sager er krusninger på overfladen? Hvilke stikker så dybt hos så mange, at der ikke er råd til at behandle det som almindelig politik med nuancer og kompromiser? Og vigtigst: Hvor er flertallet?
Prisen kan blive høj, hvis partierne rammer forkert. Ingen vil gentage Socialdemokratiets historiske fejl fra 90’erne på udlændingeområdet og positionere sig i opposition til befolkningen. Det koster troværdighed, tager årevis at rette op og giver rum til nye partier, der lettere kan give klare – og kompromisløse – svar. Det har hverken Socialdemokratiet eller Venstre en interesse i.
Jesper Kraft er cand. jur. og tidligere politisk chef samt særlig rådgiver i Venstre. Er i dag selvstændig rådgiver og politisk analytiker.