”Danerne er kendetegnet ved at være et særligt hurtigt folkeslag (...) men de er dog ikke helt så kloge som deres naboer i syd, sakserne.”
Denne ikke udelukkende smigrende beskrivelse af beboerne på vore breddegrader findes i et gotisk skrift udfærdiget i den norditalienske by Ravenna omkring år 700. Forfatterens navn kender vi ikke, skriftet kendes blot under sit latinske navn Ravennatis Anonymi Cosmographia.
Men faktisk angiver forfatteren en langt ældre kilde, tre lærde gotere, som han efter al sandsynlighed har oplysningerne om danerne fra, og det er interessant, fordi det med ét slag rykker dem 200 år bagud i tid og dermed er den ældste kendte omtale af dansk identitet.
Sådan konkluderer historikeren Kasper H. Andersen, postdoc ved Aarhus Universitet. Sidste år afsluttede han en ph.d.-afhandling, der kortlægger samtlige skriftlige kilder til dansk etnicitet og identitet, der er ældre end år 1000, og har netop i en artikel i arkæologitidsskriftet Skalk beskrevet, hvordan han ved at granske gotiske skrifter i Ravenna formåede at rykke den nedskrevne beretning om danerne tilbage til goterkongen Theoderik den Stores hof i årene mellem år cirka 470 og kongens død i 526. Det er en smule tidligere end den hidtil ældste kendte kilde til betegnelsen danere, en kort tekst af historikeren Jordanes fra 554.
”Alt peger på, at der i Theoderiks regeringstid fandt et stort arbejde sted med at nedskrive alle de germanske folks historie som et storstilet propagandaprojekt. Hvis goterne identitetsmæssigt skulle kunne måle sig med romerne, måtte de også have en historie,” siger Kasper H. Andersen, som konstaterer, at danerne ud fra skrifterne ser ud til at indgå som et af de germanske folk, der omkring år 500 ikke er til at komme udenom.
”Vi ser i denne periode i folkevandringstiden en række større statsdannelser, blandt andet goternes rige på Balkan og i Norditalien. Jeg vurderer, at Danmark allerede dengang kunne have udgjort en større territorial ramme,” siger Kasper H. Andersen, der også taler om en ”rigsdannelsesproces”, men endnu ikke en egentlig dansk stat som den, vi forbinder med Harald Blåtand.
Det opsigtsvækkende er imidlertid, at mens kong Harald pralede af at have samlet riget på Jellingstenen midt i 900-tallet, og Saxo sidst i 1100-tallet beskrev danernes bedrifter, så er det nu sandsynliggjort, at forstadiet til Danmark allerede var godt på vej 450 år før Harald, og at de tre nævnte gotiske lærde, Aithanarid, Heldebald og Marcomir, samt en anden historiker, Cassiodorus, berettede detaljeret om danerne allerede 700 år før Saxo.
Kasper H. Andersen betoner, at der blandt historikere er delte meninger om, hvor fasttømret en enhed det daværende Danmark var, og at det selvfølgelig ville være et mere solidt grundlag for konklusioner, hvis de originale tekster fra 500-tallet var bevaret og ikke kun kendtes fra senere omtaler. Men trods disse forbehold tyder hans fund på, at såvel danskheden som Danmark er endnu ældre, end vi hidtil har vidst.