Ved Roskilde Domkirke ligger de fleste af Danmarks tidligere regentpar begravet. Her vidner store og imponerende marmorsarkofager og monumenter om deres liv, slægt og om kongehusets tidligere og fortsatte berettigelse i landet.
Det var den flere hundrede år lange tradition, som det ventedes, at dronning Margrethe og prins Henrik ville fortsætte med en særlig dobbeltsarkofag, der skulle placeres i et kapel i domkirken. I stedet bliver den danske befolkning i de kommende dage vidne til et indtil nu unikt brud på kongehusets begravelsestradition. For prins Henrik, som døde tirsdag aften, vil ikke følge slægters gang.
Allerede sidste år meddelte Prinsen selv, at han ikke ville begraves i Roskilde Domkirke, og i går oplyste hoffet, at Prinsen i stedet har ønsket at blive brændt og få halvdelen af sin aske spredt i danske farvande og den anden halvdel nedsat i den private del af Fredensborg Slotshave.
Det er tre beslutninger, der alle kommer uden fortilfælde, siger kunst- og kulturhistoriker Karin Kryger, som har redigeret og bidraget til bogværket ”Danske kongegrave”.
”Det er jo det særegne ved den danske kongefamilies begravelser, at de afsjælede legemer ligger i sarkofagerne og dermed bliver et fast sted, hvor folket kan mindes dem. Det bryder Prinsen meget voldsomt med ved at foretrække en mere anonym løsning,” siger hun og tilføjer, at ønsket om at blive kremeret i sig selv er et særsyn.
”Her skal man huske, at kremering først blev muligt i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Men det blev længe set som en ukristelig praksis, da det ikke passede med opstandelsestanken. Man så derfor mange af de første kremerede som fritænkere og ateister,” siger hun.
Hvor valget om at blive kremeret og begravet i ikke-indviet jord er et skridt væk fra kongefamiliens kristne tradition, passer Prinsens gravønsker godt til den folkelige stemning, siger sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død Kirsten Søndergaard. Antallet af danskere, som ønsker at blive brændt, er steget de seneste mange år, og i 2017 blev knap 83 procent af dem, der døde, kremeret. Samtidig vurderer man, at der årligt er 2500 til 3000 askespredninger.
”Det er svært at sige, om det for prins Henrik er et bevidst fravalg af kirken, eller om det handler om, at bisættelsen skal sige noget om hans liv. Han tager en af nutidens populære tendenser op ved at vælge en begravelsesform ud fra den måde, han har levet på. Han har sejlet meget og været glad for havet, og han har haft et stort tilhørsforhold til Fredensborg Slot,” siger hun.
Det er i dag muligt at søge om at få delt sin aske i to, hvis man eksempelvis vil have noget spredt over havet eller til udlandet, men det kræver et skriftligt ønske fra afdøde. På samme vis kan man søge om at blive nedsat på privat grund, men det kræver en grund på mindst 5000 kvadratmeter og en tilladelse fra Kirkeministeriet, der ikke altid godkender ønsker fra sommerhus- og gårdejere.
Det, at Prinsen også har valgt alternative gravskikke og fravalgt kirkegården og indviet jord, kan samtidig bidrage til debatten om begravelsestraditioner som helhed og til, hvad danskerne allerede kan og skal have lov til, tilføjer Kirsten Søndergaard.