Vil nye MeToo-sager true retssikkerheden? Fem eksperter vurderer

Ved Frank Jensens afgang understregede han vigtigheden i, at "vi i jagten på en ændret kultur ikke sætter grundlæggende principper over styr". Nogle frygter nu en uskøn personjagt på alverdens mænd, mens andre er langt mere positive

Fem eksperter giver her deres bud på, hvordan MeToo-sager kan udfordre vores retssikkerhed - hvis de overhovedet kan. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix, Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix, Uffe Weng/RUC og Morten Germund/Ritzau Scanpix

”Jeg har fået kendskab til nogle konkrete forhold og tror bestemt også, at noget af det vil møde offentligheden,” udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) i går til Ritzau forud for et gruppemøde i sit parti.

Udtalelsen knytter sig til de seneste ugers sager om seksuelle krænkelser begået af ledende politikere. Efter Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensens afgang kan flere sager fra samme parti være i vente, og statsministeren hilser på én og samme gang MeToo-debatten velkommen og indskærper, at den skal ”foretages på et ordentligt grundlag”, og at personsager skal ”afklares i et professionelt rum”, så det ikke er ”mediernes fremstilling, der afgør udkommet af en sag”.

Tilsvarende udtalte Frank Jensen på pressemødet ved sin afgang, at han ”bakker op om MeToo” og ønsket om en ændret kultur, men at ”vi skal passe på, at vi i jagten på det ikke sætter grundlæggende principper over styr”.

En lignende bekymring har kønsforsker Karen Sjørup, lektor emerita ved Roskilde Universitet. Hun var som ung en del af rødstrømpebevægelsen og har siden slutningen af 1970’erne forsket i ligestilling, men advarer nu om, at enkeltsager om navngivne krænkere risikerer at skade både MeToo-bevægelsen og demokratiet.

”Det er ustyrligt, hvordan nogle få unge kvinder i MeToo-bevægelsens navn begynder at føre nogle personlige anklager. Den grundlæggende præmis for MeToo-bevægelsen har netop været, at man fortæller om sine erfaringer uden at nævne navne. Det var også skønheden i tv-værten Sofie Lindes beretning om sexistiske overgreb i DR. Det giver mulighed for, at den enkelte kan gøre op med sig selv, hvorvidt man er krænker. Det nærmer sig amerikanske tilstande, hvor personer hænges ud på de sociale medier, og hvor det, vi stemmer om i stemmeboksen, bliver lidt underordnet i forhold til de domme, der bliver udstedt på de sociale medier og i medierne generelt,” erklærer Karen Sjørup, som betegner de seneste sager om toppolitikere som ”en uskøn personjagt”.

Også Anders Fogh Jensen, filosof, forfatter og foredragsholder, mener, at de pågældende politikere har måttet betale en høj pris for deres eventuelle krænkelser.

”Det kan være, at juraen på et tidspunkt afgør, at de pågældende personer har overtrådt nogle grænser, men moralen har afgjort det længe inden. For nogle af de forhold, debatten handler om, mener jeg, at man kan være i tvivl om, hvad der er kurmageri, og hvad der er krænkelser, men det virker, som om moralen har rykket sig, så det, der tidligere var et andet syn på, nu anses for krænkende af folkedomstolen. Og det kan også virke, som om kvinder, der ikke nødvendigvis i situationen oplevede en krænkelse, nu bagud-diskonterer, at det var det,” siger Anders Fogh Jensen, der ser dette skifte som udtryk for en nypuritanisme.

Også Christian Groes, kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet ser et markant skifte i MeToo-debatten, men han deler ikke den vurdering, at mænds retssikkerhed skulle være truet af alverdens tilfældige anklager.

”Det, som har ændret sig, er ikke synet på retssikkerhed, men om offentligheden i sager om krænkelser tager kvinders udsagn om krænkelser for gode varer. Tidligere har fokus været på, at det kunne være noget, de havde fundet på, at der ikke var noget bevis. Nu er der så mange vidnesbyrd, som medier dygtigt har researchet frem, at tilliden til det, kvinderne siger, er blevet større,” siger han.

I forhold til alvoren af krænkelserne vurderer Christian Groes, at en sag om et kindkys kan tage fokus fra, at der også er nævnt episoder af mere krænkende karakter. Samtidig hæfter han sig ved, at i sager, hvor en mulig krænker er nævnt ved navn, men ingen krænkede personer står frem, er der heller ikke nogen, der har måttet forlade deres post. Dette er den helt afgørende forskel på sagerne om Østergaard og Jensens afgang og den 12 år gamle sag om udenrigsminister Jeppe Kofods (S) seksuelle forhold til en 15-årig pige. I sidstnævnte sag er der udpeget en krænker, men ingen er stået frem og har erklæret sig krænket.

Henriette Laursen, direktør i Kvinfo, peger på, at der er en række misforståelser i begreberne, når Frank Jensen og andre taler om retssikkerhed.

Derved sammenligner han nemlig med de strafferetlige principper, som gælder i en retssal, hvor en person er under anklage for at have overtrådt loven og risikerer en dom. Men sagerne om Morten Østergaard og Frank Jensen svarer nærmere til ansættelsesretlige sager, selvom de foregår i den politiske verden. Hvis en chef på sit arbejde krænker eller mobber andre, risikerer han en advarsel og efterfølgende afskedigelse fra sin bestyrelse eller en højere placeret chef. Og herefter kan den afskedigede rejse en sag for uberettiget afskedigelse.

”Jeg tror, debatten om retssikkerhed går galt i byen. I de to tilfælde, Morten Østergaard og Frank Jensen, har de pågældende erkendt de forhold, der er omtalt i pressen, og derefter har de selv taget deres afsked,” påpeger Henriette Laursen.

Kvinfo-direktøren erkender, at hun ikke kan udelukke, at folkevalgte eller andre mænd på ledende poster risikerer, at der florerer udokumenterede anklager imod dem, men hun vurderer, at det fortsat vil være så uattraktivt for kvinder at stå frem med anklager, at sandsynligheden for, at krænkelser forbliver uanmeldt, vil være langt større.

”Jeg er optaget af både krænkeres og ofres retssikkerhed. Gennem årtier har vilkårene for de krænkede været, at de ikke kunne tage sager op uden at blive grinet ad, men jeg ser ikke nogen grund til at frygte, at vi er på vej til at opleve den modsatte yderlighed.

Juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet, Ditlev Tamm, mener heller ikke, det giver mening at tale om brud på retssikkerheden i de konkrete sager, der hidtil har været fremme i Danmark.

”Det er på grænsen til det komiske, når Frank Jensen taler om retssikkerhed. Hele det offentlige system er indrettet på, at man kan komme ind, og man kan komme ud, og nogle gange får man en erstatning, hvis man er blevet fyret på uretmæssigt grundlag. Hvis man som politiker begynder at hævde, at man har krav på en særlig procedure, så er vi kommet for langt ud,” siger Ditlev Tamm, der mener, at både Frank Jensen og Morten Østergaard har opført sig på en så ”skammelig” måde, at de har blameret sig selv.